mandag den 6. oktober 2014

Professionel arbejdsløs


De dér nætter, hvor jeg ikke kan sove, fordi katastrofetankerne kværner rundt om, hvad der sker, når jeg ikke længere kan betale min husleje – de kommer stadig indimellem.

Men ellers er jeg cool og håndterer min status som arbejdsløs med glimtvis værdighed, hvilket vil sige, at jeg forsøger at lade være med at kigge ned i jorden, når nogen spørger, hvad jeg laver. Og jeg indstiller mig mentalt, hver gang jeg går ud, så jeg er forberedt, når de gode råd, opmuntringerne og de medlidende blikke kommer. Statusfaldet lurer om hjørnet hele tiden, så mental forberedelse er livsvigtig.

Hver morgen inden kaffen sluger jeg to kilo imaginær is. Når isen ligger godt i maven, smører jeg mig selv ind i et tykt lag teflon, mens jeg kigger i spejlet, så jeg er sikker på, der ikke er nogen steder på min krop, der ikke har fået. Ritualet slutter af med, at jeg skyller en sjus ned, blendet af optimisme, D-vitamin og vindermentalitet, og så er jeg klar til at møde verden som arbejdsløs.

I tiden, der er gået, har jeg været til samtlige temamøder i min a-kasse, og jeg har hver uge været inde på Jobnet og sætte kryds i det obligatoriske felt, der fungerer som en form for kontrolknap, så de relevante myndigheder kan se, at jeg ikke er doven eller død.

Jeg har et helt år været tilknyttet hos anden aktør, der arbejder under sloganet: ’Best man for the job’– uden at få et job altså, men jeg er jo heller ikke en ’man’, så det ...

Jeg har også været tilknyttet et karrierested for ledige akademikere – selv om jeg slet ikke er akademiker –hvor de boostede min karriere ved at lade mig deltage i en slags billedlotteri med 10 andre. Noget med at trække et billedkort, der sagde noget om mig i min nuværende situation, og så skulle jeg fortælle om det bagefter til gruppen.

Det var også gennem det sted, jeg prøvede at snuse til såkaldt rigtigt arbejde igen. Først 30 dage som ulønnet praktikant, der så endte med at kaste en måneds privat løntilskud af sig et lille sted, hvor de ikke manglede lysten til at have mig eller omvendt – men desværre var der ikke penge nok til at fortsætte.

Nu er jeg tilbage i almindeligt jobcenterregi. Dagpengeperioden er udløbet, og jeg sidder i overgangsydelsessuppedadsen med mindre udbetalt, end jeg har i udgifter for.

Alligevel skriver jeg på mit (hullede) cv, som alle andre i samme situation gør: at jeg er freelancer. Jeps, freelancer. Og alt andet, der glimter i mit liv, bliver fremhævet som det pureste guld. For eksempel alt det frivillige arbejde jeg laver for bestyrelser, festivaler og socialøkonomiske virksomheder. Og så selvfølgelig de få reelle freelanceopgaver, jeg faktisk har.

Vi er godt nok mange freelancere i min og i andre brancher – uden job vel at mærke – men dog freelancere. Faktisk kunne man fristes til at tro, at der slet ingen arbejdsløse fandtes, og det ville jo være en smuk og tiltalende tanke.

Men sådan er det ikke. Jeg gør som de andre – italesætter mig selv, så det ser fantastisk ud, fordi det simpelthen ikke går at fortælle potentielle arbejdsgivere, at der er et hul i mit liv, selv om de godt kan regne det ud.

Enhver ved, at det er lettere at få job, når man i forvejen har et. Så jeg pynter mig og gør mig til, når jeg hver uge søger mindst to job – hver gang både motiveret, målrettet og begavet. For hvilken arbejdsgiver vil have en medarbejder, der ikke udstråler at have styr på det?

Faktisk har jeg styr på det, jeg er et godt menneske, og jeg har en identitet. Også fagligt. Men det falder alt sammen til jorden og er ikke så interessant, hvis jeg indrømmer, at jeg er arbejdsløs. For et særligt sensitivt sted inde i hjernen udløser det ord – lidt på samme måde som farvepatronen i en bankrøvers pengesæk – en støvet sky af grums og er traditionelt kædet sammen med begreber som: dovenskab og samfundsnasser, der næst efter kriminel vel er noget af det værste, man kan blive identificeret med. Derfor er det selvfølgelig meget nemmere at sige, at jeg er freelancer, og da det ikke er en beskyttet titel, gør jeg jo ikke noget ulovligt. Jeg gør kun mig selv og potentielle arbejdsgivere en tjeneste ved at skåne os for dårlige associationer.

Første gang bragt som klumme i Information 23. september 2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar