onsdag den 24. september 2014

Se nu ikke så sur ud


»Smil,« kom det fra en trappe, hvor en ukendt mand sad og drak øl.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange i mit liv jeg har fået det at vide af alle mulige, både folk jeg kender og som nu – helt fremmede. Det er sket både i skolen, på jobbet, på cafeen og ja, på gaden. Altså ikke kun fra fulde folk. Pludselig gad jeg ikke mere. Så jeg vendte mig om og kiggede på manden på trappestenen og spurgte, hvorfor han råbte »smil« efter mig?

»Det er schå pænt og koschther khun en muschkel,« fik han sagt på promillesprog.

Men jeg fik ikke lyst til at smile. Heller ikke selv om han syntes, det var pænt. Så jeg bad ham venligt om at blande sig uden om min ansigtsmimik eller mangel på samme.

Efterfølgende mødte jeg ham i kiosken, hvor jeg ikke kunne lade være med at spørge ham, om han også sad og råbte »smil« til fremmede mænd, eller om det kun var noget, der var kvinder forundt?

Hans svar: »Århh tu er ogschå bare schå schur.«

Han fortsatte med at rable løs om, hvor urimeligt nærtagende jeg var. Jeg kom i tanke om, at man ikke kan føre samtale med stærkt alkoholpåvirkede personer, så jeg valgte at trække det (for mit vedkommende) uhyre sjældne nonverbale men let aflæselige langfinger ’klap i’-kort. Helt oppe i skulderhøjde og hele vejen ud af butikken uden at vende mig om.

Jeg rystede lidt af vred adrenalin, da jeg gik hjem. For det blev ikke respekteret, at jeg sagde fra eller stillede spørgsmål.

Dagen efter skrev jeg om det på Facebook og fik mange kommentarer. Mest fra kvinder, der kunne fortælle om episoder, der lignede mine egne.

Jeg spurgte alle de kloge, mandlige venner og bekendte, jeg mødte i dagene efter, om de nogensinde havde prøvet at få: »Se nu lidt glad ud« eller »Hvorfor ser du så sur ud?« eller slet og ret: »Smil, (det er så pænt)«- bemærkninger.

Det var der ingen, der havde. Et par stykker spurgte oven i købet undrende, om det dog er normal praksis? Til det kunne jeg kun svare for mig selv – og så hive et par af Facebook-tilbagemeldingerne fra andre kvinder frem – og svare: »Ja.«

Jeg talte også om det med en klog veninde, der mener, at det er kodet ind som en del af det uofficielle regelsæt på arbejdspladsen, at mænd gerne må se ikke-smilende ud. Også når de taler med klienter, kunder og kolleger. Det bliver blot opfattet som et tegn på, at de er seriøse, koncentrerede og troværdige, hvorimod forventningerne til kvinderne er anderledes. Vi skal helst smile i de sammenhænge – for det opfattes som imødekommende, og imødekommende er godt. Konsekvensen, hvis ikke vi smiler, kan være, at vi bliver opfattet som reserverede, uinteresserede, modvillige og i sidste ende sure. Og sur udstråler ikke troværdighed – kun surhed.

Jeg kender flere mænd, som jeg meget sjældent ser vende mundvigene opad, men som omgiver sig med stor respekt alligevel. Jeg tror aldrig, nogen har beordret dem til at smile. Det ville de nok ikke turde af frygt for at blive sat eftertrykkeligt på plads for at blande sig i et privat anliggende.

At få en smilebemærkning er som at blive klædt en lille smule af mentalt. Sådan lidt: »Jeg holder øje med dit udtryk, og fortæller dig, når jeg synes, du skal smile.«

Der ligger noget – måske ubevidst – magtfuldt i at slynge den slags bemærkninger ud. For jeg skal sådan set parere ordre, det er ikke en forhandling. Og hvad giver lige nogle mænd fornemmelsen af, at de har ret til at bruge den magt? Er det fordi, de har lært, at kvinder skal se ud på en bestemt måde i bestemte situationer, og hvis vi ikke ser ud på den måde, så bliver de forvirrede og usikre?

»Et smil er den bedste make-up en pige kan have på,« sagde Marilyn Monroe og viste alle sine flotte, hvide tænder, knejsede koket med hovedet og gik hjem og græd sig ihjel. Hvem pokker havde da også bildt hende det håbløse gamle sludder ind?

Første gang bragt som klumme i Dagbladet Information 16. september 2014.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Der var en fejl i denne gadget