lørdag den 18. oktober 2014

Krig er den nye humanisme

Forleden dag fortalte en ung kvinde mig sin historie.

I 1997 kom hun til Danmark fra Iran med sin mor og sine søstre. Hendes mor var mildt sagt træt af at leve i et undertrykkende, patriarkalsk samfund uden rettigheder for kvinder.
Hun skulle spørge sin mand om lov til alt – også om hun for eksempel måtte købe tøj til sine børn eller eje et pas.

Korporlig vold var en del af mandens almindelige hverdagsafstraffelsesmetoder, når han ikke syntes, konen og børnene opførte sig, som han ville have. De forhold ville hun ikke have, at hendes børn skulle vokse op under, og det lykkedes hende at tage til Danmark med børnene på en ferie.

De vendte aldrig tilbage.

I to år var de tilknyttet et flygtningecenter – indtil de fik humanitær opholdstilladelse. En afgørelse, der klinger varmt af medmenneskelighed.

Nu lever de alle sammen som velintegrerede borgere i Danmark. Børnene er blevet studenter, har arbejde eller læser videre. De har frihed, selvbestemmelse og rettigheder.

Jeg er glad på deres vegne over, at det lykkedes dem at få gode liv, men jeg er langt fra sikker på, at Udlændingestyrelsen havde truffet en lignende afgørelse, hvis det var foregået i dag. For de havde jo ikke huller i kroppen eller psyken efter at være blevet voldtaget, torteret og beskudt af en fundamentalistisk hær, de levede ’bare’ i total undertrykkelse fysisk og psykisk.

Lige nu flammer udlændingedebatten som et benzinantændt bål, fordi mennesker i Syrien er begyndt at smide, hvad de har i hænderne og flygter for at redde deres liv. De har nemlig en fundamentalistisk hær lige i hælene, der voldtager, torterer og myrder.

Folketinget, der burde tale om, hvordan vi mest humant hjælper mennesker, der er på flugt, finder i stedet på det ene forslag efter det andet for at undgå at skulle modtage flygtninge.
Et af de mere kreative kommer som bekendt fra DF og LA, der i ramme alvor har foreslået at sende flygtningene til Afrika, så vi kan blive fri for at tage stilling til dem.

Danmark har været krigsførende nation i cirka 10 år. Irak, Libyen, Afghanistan, Mali. Vi har brugt milliarder af kroner på de missioner, og unge soldater har sat liv og førlighed på spil ved at sige ja til at tage af sted og smide tonsvis af kugler og bomber i hovedet på diverse fjendtlige grupper. Hver gang er det blevet pointeret, at målet er dobbelt: At beskytte civilbefolkningen mod fjendtlige angreb, og så den mere langsigtede og overordnede målsætning om at ville gøre andre lande demokratiske. I øvrigt vel vidende, at den slags aldrig er noget, der sker over night.

Alt dette sker i en tid, hvor det er næsten 70 år siden, vi selv har oplevet krig i vores eget land og egen hverdag, og hvor kun ganske få kan huske, hvordan det er at føle sig truet på liv og eksistens.
Er krigsførelse ude i verden blevet den nye form for humanisme for vores politikere? Har vi skiftet knus og kram ud med kugler og krudt? Man kunne få tanken, når man i disse dage måbende følger den politiske udvikling.

Vi vil gerne gå i krig mod fundamentalister og forsøge at beskytte civilbefolkningen mod fjendtlige angreb – altså vel at mærke, hvis det foregår i deres eget land.

Men vi vil helst ikke beskytte de mennesker, der flygter fra rædslerne, hvis det skal foregå her. Mennesker, der vil det samme som os selv, nemlig leve i fred, tryghed og sikkerhed med basale rettigheder. I øvrigt kan de godt regne med, at vi siger nej, hvis de spørger om lov til at blive genforenet med deres ægtefæller, søskende eller børn, for så bliver vi alt for mange.

I stedet bliver der uden blusel sagt fra Folketingets talerstol, at vi kun ønsker at byde kristne indvandrere fra vestlige lande velkommen, fordi mennesker med muslimsk og ikke-vestlig baggrund ikke besidder de rigtige danske værdier.

Når den slags bliver hverdags- retorik, er det måske ikke så overraskende, at når man stikker hovedet ned i folkedybet, så hører man over halvdelen af danskerne råbe ind i en Megafon undersøgelse, at de gerne ser, at Danmark lukker grænserne. Helt.

Sand humanisme.

Bragt som klumme i Information 14. oktober 2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar