torsdag den 9. oktober 2014

Indpakning frem for indhold

"Skuespilleren Emma Watson møder dem chic og sofistikeret. I kjole med klassisk snit garneret med sølvbælte og iført diskret makeup. Køn og ung er hun og oven i købet veltalende og klog."

Sådan indleder netavisen Daily Mail, når de skal beskrive den tale, goodwill-ambassadøren for He-for-She-kampagnen holdt i FN. En række ord om udseende og fremtoning, der åbenbart er vigtigere end indholdet, nemlig ligestilling for mænd og kvinder verden over. The Telegraph vælger at køre en decideret modevinkel på begivenheden, der handler om, hvilke mærker Watsons tøj er. Fænomenet er velkendt. Et glimrende eksempel er kvindelige politikere, der i pressen bliver identificeret med deres frisurer, håndtasker og beklædning frem for deres politik. Hvad sker der for det?

Da Emma Watsons kollega, Leonardo DiCaprio i samme uge stillede sig på FN-talerstolen og talte om miljøet, gik medierne efterfølgende straks til indholdet. Intet at bemærke om hans skønhed, fremtoning eller intelligens. Jeg synes ellers godt lige, de kunne have nævnt det med, at han havde hestehale. Det må betyde forskellen på liv og død for adskillige isbjørne.

Som barn og ung syntes jeg generelt, det var sejere at være ’en af drengene’. Når jeg legede, at jeg var med i en film, var jeg en actionhelt, der red galopperende afsted med en pistol i hver hånd og ordnede the bad guys. Mandlig actionhelt. Og da jeg byggede en rumraket sammen med en pige fra klassen, så vi kunne rejse ud og ved selvsyn konstatere, at universet er uendeligt, så forestillede jeg mig også, at vi var mænd.

Somme tider griber jeg stadig mig selv i at glemme mit køn, som jeg ellers ikke har grundlæggende problemer med at identificere mig med, hvilket jo i sig selv er privilegeret. Jeg er ciskønnet, overvejende heteroseksuel, hvid kvinde, hvis jeg nu skal putte mig selv i en kasse, og kasser gør de fleste trygge. 

Men engang hoppede jeg uden at tænke over det ud af kassen, da jeg klippede mit hår karsekort, hvilet resulterede i, at hver eneste gang jeg var ude blandt andre, var der altid én eller flere mænd, der i løbet af aftenen lige skulle spørge, om jeg egentlig var lesbisk? Jeg spurgte altid, hvorfor de stillede det spørgsmål, selv om jeg godt vidste, at min mangel på langt hår var grunden, for det havde de foregående 20 mænd sagt. Jeg var korthåret, fordi jeg syntes, det var pænt, men på et tidspunkt orkede jeg ikke mere og lod håret gro.

Emma Watson fortæller, at hun som otteårig blev beskyldt for at være bossy, når hun ville instruere de forestillinger, hun og hendes venner spillede for deres forældre. Hvis drengene krævede instruktørrollen, fik de ikke samme beskyldninger. Da hun var 14, så hun sig selv blive udstillet på en seksualiserende måde i medierne. Da hun var 18, begyndte hendes kvindelige venner at droppe deres sportsgrene, fordi de ikke ville være muskuløse, og hendes mandlige venner holdt op med at udtrykke sig følelsesmæssigt, fordi det er for feminint.

Selv om det nu er ret åbenlyst, så tog det mig alligevel år at regne ud, hvorfor jeg så tit identificerede mig med mænd, når jeg legede, og hvorfor jeg i en stor del af mit ungdoms- og voksenliv foretrak at hænge ud med ’drengene’.

Det var, fordi mænd har det sjovere, nemmere og laver alle de fede ting. De redder verden, spiller elektrisk guitar og tænder grillen, og de kan rejse alene uden at skulle spekulere meget på, om de bliver voldtaget. Og så har de generelt højere status i samfundet – de får i hvert fald højere løn. Den slags ting spejlede jeg mig i.

Watsons tale var fremragende. Retorisk set kommer den næsten på højde med noget af det, Obama har leveret. En tale, man kan huske konkrete passager fra bare ved at have hørt den en enkelt gang. Eksperter siger også, at de mener, hun har formået at trænge igennem med budskabet, og det er jo i bund og grund det vigtigste, for ligestilling er kun godt. For alle.


Men vejen til ligestilling virker ærlig talt lang, når udseende, påklædning, frisure og fremtoning skal fylde så meget – så ofte – når kvinder træder frem i offentligheden.

Bragt første gang som klumme i Information 30. september 2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar