Solferien er aflyst

"Du skal da bare tage med mig til Thailand til januar."

Jeg forsøger at lokke min vinterdepressive ven. Ikke kun for sjov, for hun ville have godt af det ligesom jeg. Men hver gang jeg bringer hvidt sand, kokosnødder og solskinssamtalen op, vrider hun sig uroligt.

"Njahh, det er jo ikke så godt," siger hun, "for så skal man jo flyve. Er der ikke også sol i Sydeuropa i januar?" spørger hun prøvende, underforstået: "For så kan vi tage toget."

Det er ikke flyskræk, der er problemet – det er selveste hendes grundsamvittighed, der bliver pinagtigt udfordret ved tanken. For fly er i top to over de værste syndere, når det gælder udledning af CO2, og dermed er de som bekendt med til at fremme drivhuseffekten. I betydelig grad.

Ifølge en undersøgelse fra sidste år – lavet af norske Cicero i samarbejde med østrigske International Institute for Applied Systems Analysis, baseret på tyskeres transportadfærd – er biler og fly skyld i 90 procent af den samlede miljøforurening fra transport. Fly er værst, fordi de laver kondensstriber, der næsten fordobler belastningen af klimaet. Striberne fungerer som skyer, der holder varmen på jorden og vupti – øger drivhuseffekten.

Og det er noget med, at hvis vi ikke ændrer adfærd, så vil drivhusgasudledninger fra fly stige med 700 procent i perioden 2005-2050. Det tal kan jeg næsten ikke fatte. Jeg får mareridtsagtige billeder af gletschere, der smelter; isbjørne, der klynger sig til drivtømmer og Bangkok under vand.

Så nej, det er ikke så godt, det der med at flyve. Tis! For der er simpelthen så rart i Thailand, men hvis jeg nu selv er med til at smadre det ved at sætte mig ind i den jumbojet, så bliver jeg nødt til at leve med, at en dobbelt D-vitamin dosis og måske lidt kræftfremkaldende solarium bliver løsningen, når januar med sit Mordor-agtige mørke atter melder sin ankomst.

Det forekommer mig faktisk med ét, at hele spørgsmålet: At komme ud at rejse – eller ikke at komme ud at rejse – er gået hen og blevet et helt vanvittigt luksusdilemma. Har ellers vredet min hjerne for gode argumenter og undskyldninger, der kan forsvare, at tage turen. For guderne skal vide, at jeg drømmer om det hver nat. 

Jeg hørte på et tidspunkt nogle kloge mennesker sige, at det, at vi kan flyve så billigt nu om stunder, er sundt for vores forståelse af andre mennesker og kulturer, og at det ligefrem kan fremme fred i verden. Men så læser jeg nyheder og tænker, at verden sgutte virker særlig fredelig. Argument sparket til hjørne.

Og nej, hvad er der nu pludselig i vejen med togrejser til Harzen? Der er sikkert også pænt om vinteren.

Ifølge regeringens klimaplan fra 2013 er målet, at Danmarks energiforsyning af fossilt brændstof skal være erstattet med vedvarende energi i 2050, herunder den energi vi bruger på transport. Gælder det også fly? Og hvordan gør man det?

Well, der er selvfølgelig nogle forskere, som er i gang med at udvikle CO2-neutralt fossilt brændstof af havalger et sted i USA, men på et tidligt stadie, og udbyttet er foreløbig minimalt (go, go, forskere).

Men i mellemtiden. Før forskerne finder en effektiv udnyttelse af vandplanter. Hvad gør vi? Med de dér fly, som vi alle sammen inklusive politikerne blæser rundt i, om det så bare drejer sig om en smuttur til Nordjylland eller Berlin. Køber vi os fra det med CO2-kvoter i udlandet? Og gør det i sig selv, at gennem- snitstemperaturen ikke stiger med mere end de to kritiske grader på verdensplan? Redder det bjørne og Bangkok?

Og frygtscenariet af dem alle: Hvad hvis politikerne om små 40 år siger: Bare ærgerligt, vi havde en ædel målsætning, men vi nåede den ikke? Det var jo bare en målsætning, ikke løfter. Hvad gør vi så?

Folk holder jo ikke op med at flyve, heller ikke de korte distancer, og specielt ikke, når det er både billigere og hurtigere end at tage toget, hvilket kan forekomme en anelse absurd, når en regering laver ambitiøse målsætninger på klimaets vegne.

Vi kunne vælge det upopulære: at gøre det dyrere at flyve eller indføre fly-klippekortet på samme måde, som man får klip til SU på videregående uddannelser. Et begrænset antal flyrejser per person på et liv. Det har da noget eksklusivt over sig. Vi kunne også bare vælge at blive hjemme, og det gør jeg helt sikkert nu efter denne her snak. For det er virkelig noget skidt det dér flyvning.

P.S. Lad lige være med at fortælle til min ven, at det faktisk bare er, fordi jeg ikke har råd.

Bragt som klumme i Information 21. oktober 2014

Krig er den nye humanisme

Forleden dag fortalte en ung kvinde mig sin historie.

I 1997 kom hun til Danmark fra Iran med sin mor og sine søstre. Hendes mor var mildt sagt træt af at leve i et undertrykkende, patriarkalsk samfund uden rettigheder for kvinder.

Hun skulle spørge sin mand om lov til alt – også om hun for eksempel måtte købe tøj til sine børn eller eje et pas.

Korporlig vold var en del af mandens almindelige hverdagsafstraffelsesmetoder, når han ikke syntes, konen og børnene opførte sig, som han ville have. De forhold ville hun ikke have, at hendes børn skulle vokse op under, og det lykkedes hende at tage til Danmark med børnene på en ferie.

De vendte aldrig tilbage.

I to år var de tilknyttet et flygtningecenter – indtil de fik humanitær opholdstilladelse. En afgørelse, der klinger varmt af medmenneskelighed.

Nu lever de alle sammen som velintegrerede borgere i Danmark. Børnene er blevet studenter, har arbejde eller læser videre. De har frihed, selvbestemmelse og rettigheder.

Jeg er glad på deres vegne over, at det lykkedes dem at få gode liv, men jeg er langt fra sikker på, at Udlændingestyrelsen havde truffet en lignende afgørelse, hvis det var foregået i dag. For de havde jo ikke huller i kroppen eller psyken efter at være blevet voldtaget, torteret og beskudt af en fundamentalistisk hær, de levede ’bare’ i total undertrykkelse fysisk og psykisk.

Lige nu flammer udlændingedebatten som et benzinantændt bål, fordi mennesker i Syrien er begyndt at smide, hvad de har i hænderne og flygter for at redde deres liv. De har nemlig en fundamentalistisk hær lige i hælene, der voldtager, torterer og myrder.

Folketinget, der burde tale om, hvordan vi mest humant hjælper mennesker, der er på flugt, finder i stedet på det ene forslag efter det andet for at undgå at skulle modtage flygtninge.

Et af de mere kreative kommer som bekendt fra DF og LA, der i ramme alvor har foreslået at sende flygtningene til Afrika, så vi kan blive fri for at tage stilling til dem.

Danmark har været krigsførende nation i cirka 10 år. Irak, Libyen, Afghanistan, Mali. Vi har brugt milliarder af kroner på de missioner, og unge soldater har sat liv og førlighed på spil ved at sige ja til at tage af sted og smide tonsvis af kugler og bomber i hovedet på diverse fjendtlige grupper. Hver gang er det blevet pointeret, at målet er dobbelt: At beskytte civilbefolkningen mod fjendtlige angreb, og så den mere langsigtede og overordnede målsætning om at ville gøre andre lande demokratiske. I øvrigt vel vidende, at den slags aldrig er noget, der sker over night.

Alt dette sker i en tid, hvor det er næsten 70 år siden, vi selv har oplevet krig i vores eget land og egen hverdag, og hvor kun ganske få kan huske, hvordan det er at føle sig truet på liv og eksistens.

Er krigsførelse ude i verden blevet den nye form for humanisme for vores politikere? Har vi skiftet knus og kram ud med kugler og krudt? Man kunne få tanken, når man i disse dage måbende følger den politiske udvikling.

Vi vil gerne gå i krig mod fundamentalister og forsøge at beskytte civilbefolkningen mod fjendtlige angreb – altså vel at mærke, hvis det foregår i deres eget land.

Men vi vil helst ikke beskytte de mennesker, der flygter fra rædslerne, hvis det skal foregå her. Mennesker, der vil det samme som os selv, nemlig leve i fred, tryghed og sikkerhed med basale rettigheder. I øvrigt kan de godt regne med, at vi siger nej, hvis de spørger om lov til at blive genforenet med deres ægtefæller, søskende eller børn, for så bliver vi alt for mange.

I stedet bliver der uden blusel sagt fra Folketingets talerstol, at vi kun ønsker at byde kristne indvandrere fra vestlige lande velkommen, fordi mennesker med muslimsk og ikke-vestlig baggrund ikke besidder de rigtige danske værdier.

Når den slags bliver hverdags- retorik, er det måske ikke så overraskende, at når man stikker hovedet ned i folkedybet, så hører man over halvdelen af danskerne råbe ind i en Megafon undersøgelse, at de gerne ser, at Danmark lukker grænserne. Helt.

Sand humanisme.

Bragt som klumme i Information 14. oktober 2014

Hvor tilfreds er du med din klitoris?

"Onanerer du? Hvis ja, hvor gammel var du, da du begyndte at onanere? Hvad handlede dine seksuelle fantasier om?"

Ovenstående spørgsmål stammer ikke fra en privat samtale mellem to erotisk opstemte mennesker. De stammer fra de omkring 45 sider med spørgsmål, som transpersoner skal svare på, når de beder om hjælp til behandling. En behandling, der kan give en længe ønsket balance og livskvalitet, når ens fysiske køn ikke passer sammen med egen oplevelse af kønsidentitet. Nemlig den behandling, der foregår på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i København.

Under punktet: Kønsudvikling finder man følgende spørgsmål til transkønnede mænd:

"Hvad kunne du bedst lide at lege med i børnehaven? Drengelegetøj/-lege eller pigelegetøj/-lege? Blev du opfordret af dine forældre til at opføre dig som en ‘rigtig’ pige? Begyndte du at klæde dig som dreng, før du fyldte 12 år?"

Og under punktet: Tøjstil finder man de her eksempler:

"Blev du seksuelt ophidset af at klæde dig som dreng, da du var 12 år? Havde du sex eller onanerede du, imens du var klædt som dreng i alderen 12-18 år?"

Jeg har aldrig hørt om andre grupper af mennesker, der bliver stillet så nærgående og grove spørgsmål af sundhedspersonale. Men man kan åbenbart tillade sig alt over for psykisk syge? For det er, hvad transpersoner bliver betragtet som. Jeps. I frisindede, progressive Danmark står transkønnethed stadig på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme. Nøjagtig som homoseksualitet gjorde indtil januar 1981.

Det er en sær tanke, at man indtil for godt 30 år siden opfattede bøsser og lesbiske som psykisk syge afvigere – selvfølgelig med heteroseksualitet som normalitetspejlemærke.

Men det er den virkelighed, transkønnede lever i, i 2014, hvor det er myndighederne, der beslutter, om du har ret til at blive behandlet som transkønnet eller ej og i øvrigt opfatter dig som en seksuel afviger. Hvis det er med den på, er det klart, psykiaterne har brug for at stille spørgsmål som:

"Har du inden du fyldte 15 med vilje pint nogen eller tilføjet dem fysisk smerte og lidelse?"

Gad vide om det er godt eller dårligt at svare ja til, hvis man gerne vil i behandling med mandlige kønshormoner?

Der er nogle få praktiserende speciallæger og gynækologer, der arbejder efter den overbevisning, at transpersoner selv er i stand til at træffe beslutninger, hvad angår egen krop, og derfor hjælper dem med hormonbehandling. Men hvis Sundhedsstyrelsens nye vejledning om behandling af transkønnede træder i kraft, bliver de nødt til at stoppe, for vejledningen lægger op til, at det arbejde er for farligt. 

Der er allerede én speciallæge, i øvrigt den læge, der har behandlet allerflest transpersoner, der for tre uger siden øjeblikkeligt stoppede med de behandlinger, da tidligere tilsynschef i Sundhedsstyrelsen Anne-Mette Dons i en artikel i Politiken truede med at tage autorisationen fra lægerne, når vejledningen træder i kraft.

Hormoner er naturligvis ikke noget, man uden videre langer over disken på apoteket, eller noget, man leger skødesløst med. Men det er heller ikke nogen skødesløs leg at være transperson i Danmark. Man beder med andre ord ikke frivilligt om hjælp på Sexologisk Klinik, medmindre man ved, at hvis man ikke i det mindste forsøger at udholde de 45 sider med spørgsmål og blandt andet give et retvisende svar på: "Hvor tilfreds er du med din klitoris?" Så man måske får hjælp (for det er ingen garanti), så er livet ikke længere værd at leve.

Det vil virkelig klæde de danske politikere at gå foran WHO og fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme, ligesom de gjorde med homoseksualitet tilbage i 1981. Ellers ender det med, at transpersonerne rent faktisk bliver psykisk syge og risikerer at smitte.

Personligt har jeg for længst mærket tegn på psykiske forstyrrelser. Men det er måske det, der sker, når ens hjerne er eksploderet.

Første gang bragt som klumme i Information 7. oktober 2014

Indpakning frem for indhold

"Skuespilleren Emma Watson møder dem chic og sofistikeret. I kjole med klassisk snit garneret med sølvbælte og iført diskret makeup. Køn og ung er hun og oven i købet veltalende og klog."

Sådan indleder netavisen Daily Mail, når de skal beskrive den tale, goodwill-ambassadøren for He-for-She-kampagnen holdt i FN. En række ord om udseende og fremtoning, der åbenbart er vigtigere end indholdet, nemlig ligestilling for mænd og kvinder verden over. The Telegraph vælger at køre en decideret modevinkel på begivenheden, der handler om, hvilke mærker Watsons tøj er. Fænomenet er velkendt. Et glimrende eksempel er kvindelige politikere, der i pressen bliver identificeret med deres frisurer, håndtasker og beklædning frem for deres politik. Hvad sker der for det?

Da Emma Watsons kollega, Leonardo DiCaprio i samme uge stillede sig på FN-talerstolen og talte om miljøet, gik medierne efterfølgende straks til indholdet. Intet at bemærke om hans skønhed, fremtoning eller intelligens. Jeg synes ellers godt lige, de kunne have nævnt det med, at han havde hestehale. Det må betyde forskellen på liv og død for adskillige isbjørne.

Som barn og ung syntes jeg generelt, det var sejere at være ’en af drengene’. Når jeg legede, at jeg var med i en film, var jeg en actionhelt, der red galopperende afsted med en pistol i hver hånd og ordnede the bad guys. Mandlig actionhelt. Og da jeg byggede en rumraket sammen med en pige fra klassen, så vi kunne rejse ud og ved selvsyn konstatere, at universet er uendeligt, så forestillede jeg mig også, at vi var mænd.

Somme tider griber jeg stadig mig selv i at glemme mit køn, som jeg ellers ikke har grundlæggende problemer med at identificere mig med, hvilket jo i sig selv er privilegeret. Jeg er ciskønnet, overvejende heteroseksuel, hvid kvinde, hvis jeg nu skal putte mig selv i en kasse, og kasser gør de fleste trygge. 

Men engang hoppede jeg uden at tænke over det ud af kassen, da jeg klippede mit hår karsekort, hvilet resulterede i, at hver eneste gang jeg var ude blandt andre, var der altid én eller flere mænd, der i løbet af aftenen lige skulle spørge, om jeg egentlig var lesbisk? Jeg spurgte altid, hvorfor de stillede det spørgsmål, selv om jeg godt vidste, at min mangel på langt hår var grunden, for det havde de foregående 20 mænd sagt. Jeg var korthåret, fordi jeg syntes, det var pænt, men på et tidspunkt orkede jeg ikke mere og lod håret gro.

Emma Watson fortæller, at hun som otteårig blev beskyldt for at være bossy, når hun ville instruere de forestillinger, hun og hendes venner spillede for deres forældre. Hvis drengene krævede instruktørrollen, fik de ikke samme beskyldninger. Da hun var 14, så hun sig selv blive udstillet på en seksualiserende måde i medierne. Da hun var 18, begyndte hendes kvindelige venner at droppe deres sportsgrene, fordi de ikke ville være muskuløse, og hendes mandlige venner holdt op med at udtrykke sig følelsesmæssigt, fordi det er for feminint.

Selv om det nu er ret åbenlyst, så tog det mig alligevel år at regne ud, hvorfor jeg så tit identificerede mig med mænd, når jeg legede, og hvorfor jeg i en stor del af mit ungdoms- og voksenliv foretrak at hænge ud med ’drengene’.

Det var, fordi mænd har det sjovere, nemmere og laver alle de fede ting. De redder verden, spiller elektrisk guitar og tænder grillen, og de kan rejse alene uden at skulle spekulere meget på, om de bliver voldtaget. Og så har de generelt højere status i samfundet – de får i hvert fald højere løn. Den slags ting spejlede jeg mig i.

Watsons tale var fremragende. Retorisk set kommer den næsten på højde med noget af det, Obama har leveret. En tale, man kan huske konkrete passager fra bare ved at have hørt den en enkelt gang. Eksperter siger også, at de mener, hun har formået at trænge igennem med budskabet, og det er jo i bund og grund det vigtigste, for ligestilling er kun godt. For alle.

Men vejen til ligestilling virker ærlig talt lang, når udseende, påklædning, frisure og fremtoning skal fylde så meget – så ofte – når kvinder træder frem i offentligheden.

Bragt første gang som klumme i Information 30. september 2014

Professionel arbejdsløs

De dér nætter, hvor jeg ikke kan sove, fordi katastrofetankerne kværner rundt om, hvad der sker, når jeg ikke længere kan betale min husleje – de kommer stadig indimellem.

Men ellers er jeg cool og håndterer min status som arbejdsløs med glimtvis værdighed, hvilket vil sige, at jeg forsøger at lade være med at kigge ned i jorden, når nogen spørger, hvad jeg laver. Og jeg indstiller mig mentalt, hver gang jeg går ud, så jeg er forberedt, når de gode råd, opmuntringerne og de medlidende blikke kommer. Statusfaldet lurer om hjørnet hele tiden, så mental forberedelse er livsvigtig.

Hver morgen inden kaffen sluger jeg to kilo imaginær is. Når isen ligger godt i maven, smører jeg mig selv ind i et tykt lag teflon, mens jeg kigger i spejlet, så jeg er sikker på, der ikke er nogen steder på min krop, der ikke har fået. Ritualet slutter af med, at jeg skyller en sjus ned, blendet af optimisme, D-vitamin og vindermentalitet, og så er jeg klar til at møde verden som arbejdsløs.

I tiden, der er gået, har jeg været til samtlige temamøder i min a-kasse, og jeg har hver uge været inde på Jobnet og sætte kryds i det obligatoriske felt, der fungerer som en form for kontrolknap, så de relevante myndigheder kan se, at jeg ikke er doven eller død.

Jeg har et helt år været tilknyttet hos anden aktør, der arbejder under sloganet: ’Best man for the job’– uden at få et job altså, men jeg er jo heller ikke en ’man’, så det ...

Jeg har også været tilknyttet et karrierested for ledige akademikere – selv om jeg slet ikke er akademiker –hvor de boostede min karriere ved at lade mig deltage i en slags billedlotteri med 10 andre. Noget med at trække et billedkort, der sagde noget om mig i min nuværende situation, og så skulle jeg fortælle om det bagefter til gruppen.

Det var også gennem det sted, jeg prøvede at snuse til såkaldt rigtigt arbejde igen. Først 30 dage som ulønnet praktikant, der så endte med at kaste en måneds privat løntilskud af sig et lille sted, hvor de ikke manglede lysten til at have mig eller omvendt – men desværre var der ikke penge nok til at fortsætte.

Nu er jeg tilbage i almindeligt jobcenterregi. Dagpengeperioden er udløbet, og jeg sidder i overgangsydelsessuppedadsen med mindre udbetalt, end jeg har i udgifter for.

Alligevel skriver jeg på mit (hullede) cv, som alle andre i samme situation gør: at jeg er freelancer. Jeps, freelancer. Og alt andet, der glimter i mit liv, bliver fremhævet som det pureste guld. For eksempel alt det frivillige arbejde jeg laver for bestyrelser, festivaler og socialøkonomiske virksomheder. Og så selvfølgelig de få reelle freelanceopgaver, jeg faktisk har.

Vi er godt nok mange freelancere i min og i andre brancher – uden job vel at mærke – men dog freelancere. Faktisk kunne man fristes til at tro, at der slet ingen arbejdsløse fandtes, og det ville jo være en smuk og tiltalende tanke.

Men sådan er det ikke. Jeg gør som de andre – italesætter mig selv, så det ser fantastisk ud, fordi det simpelthen ikke går at fortælle potentielle arbejdsgivere, at der er et hul i mit liv, selv om de godt kan regne det ud.

Enhver ved, at det er lettere at få job, når man i forvejen har et. Så jeg pynter mig og gør mig til, når jeg hver uge søger mindst to job – hver gang både motiveret, målrettet og begavet. For hvilken arbejdsgiver vil have en medarbejder, der ikke udstråler at have styr på det?

Faktisk har jeg styr på det, jeg er et godt menneske, og jeg har en identitet. Også fagligt. Men det falder alt sammen til jorden og er ikke så interessant, hvis jeg indrømmer, at jeg er arbejdsløs. For et særligt sensitivt sted inde i hjernen udløser det ord – lidt på samme måde som farvepatronen i en bankrøvers pengesæk – en støvet sky af grums og er traditionelt kædet sammen med begreber som: dovenskab og samfundsnasser, der næst efter kriminel vel er noget af det værste, man kan blive identificeret med. Derfor er det selvfølgelig meget nemmere at sige, at jeg er freelancer, og da det ikke er en beskyttet titel, gør jeg jo ikke noget ulovligt. Jeg gør kun mig selv og potentielle arbejdsgivere en tjeneste ved at skåne os for dårlige associationer.

Første gang bragt som klumme i Information 23. september 2014