Ok. Weekend føles sgu lang. Før var det omvendt.
Nogen skriver om vinterferie ovre på FB. Ferie? Nåh ja, det dér man har fem uger om året, når man også har et såkaldt j o b.
Det regner helt vildt - hele tiden.
Okay, det er faktisk stoppet.
Jeg behøver ikke at stå op, så jeg bliver liggende.
SuperBrugsen har høje snegle til en 10'er. Tilpas sukkerfedtede og godt med livsfarligt kanel. Så nu står jeg måske alligevel snart op.
Sms tikker ind (hurra, jeg har et liv).
Nå. Øv. Fra jobnet: Husk at tjekke dine jobopslag senest i morgen (ellers får du ingen dagpenge).
Fuck. Dagpenge udløber om et halvt år.
Oh well. Ånd ind, tag det roligt. Et halvt år er laaang tid, jeg kan sagtens nå det.
Panik.
Neeeej. Jeg finder aldrig et arbejde. Jeg ryger ud af systemet. Ned på gaden. Går bagom dansen. Ud. Shit, jeg vil ikke. Hvad gør jeg? Jeg kan ikke. Jeg er en taber. Jeg spilder min ungdom - nåh nej, jeg er ikke ung mere - øhm ... min voksendom. Hvad hedder det egentlig?
Årh pis, jeg er voksen? Så skal jeg træffe beslutninger og være klog - have en karriere. Stå op. Men ikke om søndagen. For det er jo en fridag.
Jeg er i fyrrene. Om lidt bliver jeg til Det Grå Guld. Måske endda kun Det Grå, for det med guld tilhører dem med erfaring og visdom, de kan øse ud af til de yngre. Man indsamler ikke erfaring og visdom, når man er arbejdsløs. Flot cv. Lige nu ligner det en sweitzerost.
Har også hørt, at det alligevel er svært at blive anerkendt som guld, selvom man bliver grå. Og jeg bliver det ikke engang nu, så hvorfor vente? På ingenting?
Jeg prøvede ellers at lysne mit hår forleden. Med kanel - blandet med balsam og olie. Havde læst, at det virkede. Men det sviner og svier bare. Ja, kanel ER kraftedme livsfarligt, og jeg lugter stadig som en portion risengrød.
Hvorfor vil dem, jeg gerne vil have - ikke have mig? Ja, jeg taler altså om job nu.
Det er uretfærdigt.
Hmm, de dårlige sider ved job i min branche. Lad mig nu se, der må da være down sides.
Det er der da. Selvfølgelig. Hmm.
Jo, altså: Jeg er ikke misundelig på dem, der får en mobiltelefon med hjem i weekenderne, fordi pressen jo SKAL serviceres døgnet rundt - året rundt.
Jeg er heller ikke misundelig på dem, der har lovet deres arbejdsplads, at de trives med og sagtens kan have flere bolde i luften - hele tiden - og at de kan rotere dem hurtigt - helst under tidspres og endda gøre det med humor, idérigdom, overblik, overskud, politisk tæft og præcision på fejlfrit dansk, mens deadline på deadline nærmer sig. Slet ikke. Men de har dog et job. I en stadig mere rå branche, hvor ingen i øvrigt slipper den pind, de sidder på, før de bliver båret ud, uanset hvor meget de er begyndt at kede sig. For de tør ikke. Og jeg kan sådan set godt følge dem. Med mindre - selvfølgelig - de altså er virkelig sexede typer. De sexede typer får altid nye job. Men de sexede typer har også altid mobilen med hjem i weekenden - måske endda også på ferien. Så hellere være lidt usexet. Eller?
Hvorom alting er: Tid er penge. Penge er tid.
Lidt noget sludder, vist.
Lige meget. De to ting hænger alligevel aldrig sammen. Når man har penge, har man som regel aldrig tid, og når man har tid, har man som regel aldrig penge. Jeg tilhører, overraskende nok, sidstnævnte kategori.
Men jeg synes faktisk, det kan være alletiders sjove leg at have et arbejde, som en rigtig voksen. Jeg har prøvet det. Meget endda, og det er for det meste rart og sjovt. Og så har man kollegaer. FTW, som de unge siger. Faktisk har jeg arbejdet, siden jeg var 13 år, hvor jeg fik mit første underbetalte fritidsjob på en restaurant. Selv det var sjovt.
Jeg har betalt skat altid, og til a-kassen lige så længe jeg har været færdiguddannet. Jeg vil pissegerne arbejde faktisk, og helst med noget, der giver mening i den store sammenhæng. Men lige pt bliver mange af mine potentielle job i den meningsfulde sektor overtaget af praktikanter (gratis arbejdskraft) og løntilskudsordninger, der aldrig udløser reelle ansættelser. Resten får jeg ikke.
Selvhenter. Ommer. Forfra. Nuuu.
Please. Store forchromede universelle karma. Giv mig så den åbning. Hvor mange gange skal jeg show it don't tell it i flere fancy opsatte, selvtillids-osende - jeg har researchet til bunds om jer - ansøgninger? Jeg orker det snart ikke mere. Men det død og pine skal jeg, for headhunterne har ikke ligefrem stået i kø på telefonlinjen og netværket stormer ikke min indbakke.
Og som rosinen i den lidt mere lavpraktiske pølseende, vil jeg egentlig gerne beholde min lejlighed. Så flere ansøgninger, jo.
Måske holder karma ikke fri om søndagen? Man kan jo håbe.
Men jeg forsøger - og min kværnende hjerne forsøger med, og SuperBrugsen har de dér høje, snaskede, kanelbefængte snegle til en 10'er, og jeg har kaffe. Og for at understrege hvor glad jeg er for de små - men væsentlige facts, kan det være, jeg i begejstring sætter Svantes Viser på om lidt.
