søndag den 17. juni 2012

Garo og Petya 3. del

(Læs 1. del og 2. del)

Petya stod ude i køkkenet og talte med katten, der var hoppet op på bordet. Dér stod den og snusede til hendes ansigt, og lyttede til de syngende, tuttenuttede lyde, der kom ud af hendes mund. Den nød det helt tydeligt. Hun bevægede sig - ligesom katten - rundt i sin egen lille verden.

Garo gik frem og tilbage mellem gangen og stuen.  Rygsækken var ikke blevet afleveret, som Novia havde lovet. Nu var der lukket på kontoret og for telefoniske henvendelser, oplyste den trætte stemme på svareren. Garo blev ved at tale om det og om muligheden for at sagsøge de ansvarlige, alternativt bare skælde dem rigtig meget ud. Han var opkørt og sitrende. Hans stressniveau var faktisk temmelig højt, og den slags smitter - i hvertfald mig. Så på et tidspunkt blev det nok.

"Garo, you are making me stressed too, and we can't do anything about it right now anyways. We have tried. I am sorry they made a promise they could not keep, but tomorrow I will try to call them again. But can we please stop talking about it for now?"

Det hjalp faktisk. Omgående faldt niveauet af stresshormoner i lokalet. Han tog en lettet, dyb indånding, undskyldte og gik dernæst ind på værelset, hvor Petya nu lå på sengen og kiggede tomt op i loftet. Så lukkede de døren.

Næste morgen vågnede han tidligt. Jeg lavede kaffe og vi gik ud på altanen og satte os i sækkestolene. Han fortalte, at på torsdag var det hans 30 års fødselsdag. Det betød, at han var lige midt i mellem to stjernetegn - tvilling og krebs. Den slags interesserede ham, sagde han, hans mor var astrolog. Vi talte lidt om religion, og om kommunisme og blev enige om, at det nok var en lidt umoderne styreform. Been there, done that, slog Garo fast.

Så kom min kollega, for vi havde noget speak, vi skulle lave. Han riggede til, og jeg lavede mere kaffe. Da klokken var 10 ringede jeg til Novia. Der gik 25 minutter, så kom jeg igennem. Nej, de vidste ikke noget om nogen rygsæk. Den var måske blevet sendt fra Wien, men de havde ikke modtaget den. Nu - mente manden i telefonen - kunne den i princippet være blevet sendt alle mulige steder hen, så han kunne ikke love noget. Det var ikke engang sikkert, at rygsæk ville arrivere i Danmark i dag. Der kunne gå flere dage, mente han.

Flere dage! Shit. Meget kunne man sige om Garo og Petya. De var søde mennesker, men de fyldte altså meget, og jeg var ikke sikker på, jeg ville kunne holde ud at have dem hængende rundt i dagevis, specielt Garos rastløshed var en udfordring for min i forvejen hårdtprøvede stresstærskel. Men jeg havde stor sympati for dem, og hvis ikke jeg hjalp dem - ville ingen gøre det.

Jeg undskyldte overfor min kollega, der lige nu blev taget som gidsel i et baggagedrama, der egentlig ikke til at begynde med var mit, men nu i den grad var endt med at blive det. Han forstod situationen, og benyttede lejligheden til at løbe nogle ærinder.

Jeg overbragte de nedslående nyheder til Garo. Skuffelsen, der nu var malet ud over hans ansigt, var større, end når man lover børn en Tivolitur og aflyser den igen. Han var faktisk tæt på at bryde sammen. Bare sådan ligeså stille. Jeg foreslog, at han gav mig adressen på den bonde, han skulle arbejde for, for så kunne jeg ringe til Novia igen og bede dem sende baggagen derover. Hele planen var jo, at de skulle af sted til Samsø i dag, for at arbejde som jordbærplukkere. Jo flere dage de ventede, jo færre penge ville de kunne nå at tjene. Problemet var bare, at deres telt, soveposer og liggeunderlag lå i Garos rygsæk, og uden telt og tilbehør ville de være pænt meget på spanden.

Jeg kom i tanker om det gamle ekstra telt, jeg havde, og lynhurtigt blev vi enige om, at de kunne få det, så måtte de finde noget brugt udstyr i en Røde Kors butik og se at komme til øen. Jeg ringede op til Novia igen. Denne gang tog det næsten 30 minutter, før jeg kom igennem. Dernæst ringede jeg til bonden. Dels for at forklare ham, at der nok kom noget baggage snart, men også med et spinkelt håb om, at han ville have så meget forståelse for deres situation, at han eventuelt kunne låne dem et telt og et par soveposer - bare et par dage. Bonden var mildest talt ligeglad. Det her var ikke hans problem, og han havde heller ikke tænkt sig, at det skulle blive det på nogen måde. Han bidrog helst heller ikke til løsningen. Og han skulle ikke låne sin egen sovepose ud til nogen. Ekstra telt - nej.

Telefonen var helt varm, og jeg kunne se, at der var flere, der havde forsøgt at ringe til mig imens. Der i blandt min chef. Men han blev nødt til at vente. Nu skulle det her problem ud af verden. Jeg lyttede telefonsvareren af. Den første besked var en kvindestemme, der bekendtgjorde, at de havde fået ét styks rygsæk indleveret i lufthavnen ...

Da jeg fortalte det til Garo rejste han sig op og gik resolut ind på værelset til Petya. Lidt efter kom han ud igen, med røde øjne. Han græd. Han takkede og takkede i ét væk. Mig og Gud på skift.
"I just new that God would help us in the end", nærmest råbte han. De gik straks i gang med at pakke, mens jeg for tredje gang den morgen ringede til Novia. Denne gang tog det også cirka 30 minutter at komme igennem. Manden i den anden ende lød meget undrende, da jeg fortalte ham om telefonbeskeden fra hans kollega - nærmest uforstående.  Han lagde røret fra sig og gik ind i et andet lokale. Så gik der nogle minutter, og han kom tilbage. Den var god nok. Der VAR kommet en rygsæk.

Petya og Garo var klar til afgang. Læsset til med hjemmebagte boller og frikadeller fra fryseren som supplement til det hvide toastbrød, den italienske salat og sukkeret de havde købt. Ude i entréen krammede vi farvel, mens de takkede, og takkede og takkede. Petya krammede mig så hårdt og så længe, at det gjorde mig helt paf. Mest over hvor mange kræfter hun alligevel havde inde bag sit spinkle ydre.

Der er egentlig ikke nogen morale med denne her historie. Det er bare en historie - en sand én. Tilgengæld er der et udsnit af, hvordan en jordbærplukker kontrakt ser ud, hvis nogen skulle få lyst til at tage sig et sommerjob med masser af frisk luft og hårdt fysisk, manuelt arbejde.



Velkommen til EU.


lørdag den 16. juni 2012

Garo og Petya 2. del

(Læs 1. del)

Jeg tror virkelig, de var bange for, at jeg skulle springe fra vores aftale. Allerede to dage efter vores mailkorrespondence på Couch Surfing modtog jeg en venneanmodning henne på fjæset fra Garo, som jeg dog afviste. Ikke noget dramatik i det. Bare sådan en vurdering af, at det var for perifært til selv et halvoverfladisk fb venskab. Dagen før de skulle komme, skrev han endnu en mail:

" Hi,Cecilia!Tomorrow we arrive in Copenhagen:)
Don`t worry,I think  that me and Petya will have fun in the streets and all the other places in your capital:)So after 20h,we will be there;)
Thanks  one more time:ThE FrIeNdS from Bulgaria:)))

Og dagen efter modtog jeg en sms med nogenlunde samme budskab.
"Ja ja, jeg skal nok huske at være hjemme guys", tænkte jeg, en smule overvældet af al den kontakt. Men det slog mig, hvor afhængige de måtte være af, at jeg rent faktisk kunne huse dem de to nætter og ikke pludselig begyndte at aflyse. De ville nok ikke - under nogen omstændigheder - have råd til at overnatte på selv det billigste hotelværelse i byen.

Klokken 20.15 stod de her så.

Garo: En høj, slank, stærk og senet fyr. Mørkt kort hår og brune smalle øjne, der skulede lidt, stramme læber om en bred mund i et firkantet ansigt, der når han ikke smilte, så næsten sammenbidt ud. Han var iført t-shirt og løse cowboybukser og str. 46 i lærredssko. Han havde en energi og en rastløshed i sig, der mindede om stress. Han talte meget, og det var ham, der førte ordet det meste af tiden, for det var ham, der kunne bedst engelsk af de to.

Petya: Lille, tynd, gennemsigtig pige med store vandblå øjne i et rundt, kønt ansigt. Lille hjerteformet mund og mellemblondt hår, der gik til midten af ryggen, midterskilning og høj pande. Når hun talte, var det ligesom om, hun sang. Hun lavede faktisk lyde med sin stemme, der minder om, når mennesker laver fjollelyde til katte. Og hun var på en måde lidt katteagtig, hvilket måske også forklarer, at hun i løbet af en time blev bedste venner med hankatten Tom, der normalt bruger minimum en halv dag på at vænne sig til nye mennesker. Hun lignede en lille pige på max 14 år. Hun mindede mig faktisk en hel del om Christiane F. og hun vækkede en slags moderlig omsorg i mig, der gav mig lyst til at putte hende i lommen.

De slæbte på to rygsække og en del poser. Jeg fik et stort kram af dem begge to, og de takkede mange gange - endnu en gang - fordi de måtte være her.

Garo hev en flaske hjemmebrændt alkohol op af tasken i en sodavandflaske. Han bød - og jeg hentede tre små glas. Det smagte overraskende godt. Mindede lidt om en god whisky.

Så fortalte han, mens han kæderøg af en pakke hvide Davidoff kopier. Om det, der kort sagt havde været rejsen fra helvede.

For at gøre rejsen billigere var de fløjet fra Sofia over Wien, og dér var Garos baggage så aldrig kommet videre fra. En rygsæk, indeholdende alt hans tøj, toiletgrejer, deres telt, to soveposer og liggeunderlag til den måneds arbejdslejr, der ventede dem på Samsø. Da de landede i Kastrup, var de blevet hevet til side af tolderne, der i dagens anledning havde narkohundene med, da de jo er observante på det faktum, at Bulgarien er Europas fordelingscentral, når det kommer til heroin fra Sydvestasien og i en vis udstrækning kokain fra Sydamerika. Så den fik ikke for lidt på security tjekket. Ud måtte de rulle, det baggage, de havde fået helskindet med hele vejen, vise deres papirer, deres jordbærplukker kontrakt og svare på diverse spørgsmål om deres gøren og laden i DK.  De blev også spurgt, hvor de skulle bo, men de havde ikke givet dem min adresse, fortalte Garo. Når man kommer fra et land, hvor myndighedspersoner kan tillade sig næsten hvad som helst og i øvrigt kan bestikkes - er det småt med tilliden, når man møder folk i uniform. Så det havde han ikke turde gøre - af respekt for mig.

Nu sad han så og prøvede at være social, og de havde vadet rundt hele dagen, fordi jeg først var sent hjemme, så de var trætte alt i alt. Det samme var jeg. Så vi drak ud, og gik i seng.

Næste morgen ringede jeg til Novia, der håndterer mistet baggage. Efter 20 minutter kom jeg igennem.
Jo, baggagen var lokaliseret, den var i Wien, og den ville blive sendt til min adresse i løbet af dagen. Jeg arbejdede hjemme den dag, så intet problem. Jeg ville være her, når de kom med rygsækken.

Alt var godt. Garo og Petya drog lettede ud i byen.

Fortsættelse og slutning følger ...

Garo og Petya 1. del

Garo og Petya skrev til mig på Couch Surfing, lige da jeg havde oprettet min profil for et par uger siden. De ville gerne have et par overnatninger fra 13.-15. juni. De var et kærestepar fra Sofia i Bulgarien, og de havde et par dage i København, inden de skulle videre til Samsø og være den næste måneds tid. De skulle over og plukke jordbær.

Jeg skrev tilbage, at de var velkomne og noterede det i min kalender sammen med de to andre aftaler, jeg havde lavet med folk ude fra verden, der allerede begyndte at åbne sig - som om jeg på en måde allerede var taget ud og rejse selv. Havde generelt optur over konceptet: Couch Surfing, og det har jeg sådan set stadig. Men nu tilbage til historien.

Garo skrev den mest overvældende mail tilbage: 
" :)))))You are LOVELY!!!I can`t believe it!!!We are righting from 1 month and all the hosts no,sorry and so on!!We are really 2 young people calm and funny and thanksfull!!!", efterfulgt af en hundredeårsskov af flere udråbstegn og et par venlige spørgsmål om, hvordan man mon kunne finde vej fra lufthavnen og den slags.

Og det er så her, der kommer en slags indrømmelse af den grimme art. Der skete nemlig noget højst uventet: Den lille, fesne, indestængte, fordomsfulde, lorte menneskeparanoia stak faktisk ganske kortvarigt sit forvredne, grimme fjæs frem, netop som de mails var blevet udvekslet. Lige over min ene skulder - fuldkommen som i Anders And - mens englen med glorien stod helt from, hvid og uskyldsren på den anden og hoppede luftigt op og ned og så allerede bekymret ud med rynkede bryn og det hele, mens menneskeparanoiaen hviskede:

 "Du ved jo godt, hvorfor alle andre couch surfere har sagt nej til dem i en hel måned ikke? Det er jo fordi, de er bulgarere. Alle ved, at de dér østeuropæere er noget sigøjner noget ikk'. De kommer og laver organiseret kriminalitet og sælger smuglercigaretter i mørke gyder. Hende kæresten, Petya, som er på alle billederne, har han garanteret tænkt sig at sælge i sexslavehandel af den ufrivillige slags. Og så stjæler de nok også. Dem kan du ikke betro en eventuel nøgle til din lejlighed".

Englen var lige ved at falde ned af den anden skulder af ivrighed. Den trak vejret ekstra dybt og øjnede så sin chance:

"Hooold nu kæft", råbte den, lige så højt den kunne - direkte i menneskeparanoiaens retning.

"Hvad sker der for dig? Har du seriøst overvejet at lade det dér DF skabte tågeslør overtage din sunde fornuft? Det skal blive en gammel løgn med løgn på. Det bliver, som jeg har bestemt. Basta. Og hvorfor tænker du i øvrigt ikke det samme om de to veninder fra henholdsvis Panama og Mexico, som kommer ugen før? Bare fordi de studerer på et fint universitet i Stuttgart - eller hvad? Er du blevet totalt idiot?"

Menneskeparanoiaen fik en syngende, verbal uppercut, lod sig falde ned af skulderen og luskede ud i Vesterbros relativt tolerante gader, hvor den sikkert alligevel - ville forsøge sig med at hvisle små noia ord ind i ørerne på forbipasserende mennesker på sin vej tilbage til sin herskerinde.

Jeg gik i seng. Lidt utilfreds med kampen, men tilfreds med udfaldet.

Fortsættelse følger ...