onsdag den 20. juli 2011

Fødevareforstyrrelsen

Tendensen til at belyse tilværelsens store problematikker fra et helt utroligt petit perspektiv griber nu om sig.

Turen er kommet til æggene.

Jeg bor i hjertet af Vesterbros mylder, liv og mangfoldighed. Midt i dette skønne virvar ligger Solhatten. En dejlig urtehippiebiks med økologisk frugt, grønt, mælk, gryn, mel og pasta. Og de har lækre cremer, te, cacao, sæbe, shampoo og chokolade uden alt for mange kunstigt tilsatte, miljøforstyrrende stoffer. En plasticpose koster derfor også cirka fem kroner. I kender typen. Og så er hele molevitten en del af et gennemsympatisk projekt kaldet Sidegadeprojektet, der blandt andet hjælper folk med at få noget betydningsfuldt at rive i efter at have været arbejdsløse længe. De driver  frivilligcaféen Café Sonja, hvor man kan købe aftensmad til en halvtredser, de tilbyder zoneterapi, sælger børnetøj og holder gadefest.

I Solhatten sælger de også æg. Per styk. Lækre, økologiske æg selvfølgelig. Med knaldgule æggeblommer, der afslører, at hønsene har spist godt med grønt. Æggene kommer fra en gård et sted i Nordsjælland, og én af de fine og sympatiske ting ved æggesalget var, at folk kunne aflevere deres brugte æggebakker i butikken, så der næsten altid var bakker med plads til seks eller 10 æg på toppen af køleskabet. Jeg selv var også sådan én, der samlede sammen og gik ned og afleverede en lille stak i ny og næ. Genbrug er godt, og vi skal begynde i det små og ved eksemplets magt vise, at det er en farbar vej. Synes jeg.

For et par timer siden købte jeg de sidste 11 æg, butikken lå inde med i denne omgang.


I en kæmpe æggebakke, som den unge ekspedient måtte klippe over på midten, så jeg kunne lave et låg holdt fast med elastikker, for ikke at lege "Konen med æggene" på min korte hjemtur. Der var nemlig ikke flere små æggebakker i butikken.

Ikke på grund af folks manglende velvilje, men fordi Fødevareforstyrrelsen for ganske nylig har sat en stopper for det. Det er tilsyneladende simpelthen for uhygiejnisk til deres smag, at butikken tillader sig at genbruge æggebakkerne. Klart, klart. Folk er jo også nogle totalt ulækre svin, som sikkert både slikker, savler og tisser på æggebakkerne, lige så snart de har fået dem hjem i deres topklamme  køkkener, hvor det garanteret både flyder med afrevne, rå stykker kylling, sure, brugte karklude og levende geder, der render rundt og besørger i hjørnerne. Og æg i sig selv er jo, som alle ved, dødsensfarlige salmonellabomber, der i det sekund, de kommer i berøring med bakken afgiver nok gift til at slå en gennemsnitskernefamilie ihjel, bare de rører ved den sammenpressede papirmasse. Så selvfølgelig skal det svineri stoppes. Det manglede da bare - for vores allesammens sikkerheds skyld.

Hold nu op!

Det er hysterisk, vanvittigt og ude af proportioner. Salmonella sidder på skallen og ikke inde i æggene. Så langt - så godt. Men fortæl mig lige hvad forskellen er fra alle andre æggebakker - med æg i  - fra Brugsen, Irma og Netto, som godt nok ikke først har været en tur hjemme og vende hos en forbruger, men som stadig indeholder æg med potentielle salmonellabaktusser på skallen? For jeg kan fandengalemig ikke se logikken selv.


Da jeg var barn, havde vi høns. Vi samlede æggene sammen alle mulige steder i hønsegården og hønsehuset, hvor fjerkræene ligesom syntes, de ville poppe dem ud. Det var ikke altid, vi kunne være sikre på, at æggene var fra samme dag. Men som mange måske ved, får man syn for sagen, når man koger æggene. Hvis skallen er næsten umulig at pille af, så er æggene helt friske, hvis skallen let slipper, så er æggene et par dage eller mere gamle - men stadig absolut gode nok til at spise. Hvis det hvide begynder at blive elastisk - et tegn man kan lure, hvis man tager to fingre og klemmer sammen om den kogte hvide, og hviden ikke går i stykker men bare ligesom bliver ved at hænge sammen, så skal man måske overveje, hvor spændende en spiseoplevelse æggene er.

Ignorance is bliss?
Vi åd også rå æg dengang. Og hvad meget værre var: Vi hældte ikke først kogende vand på skallen, for det vidste vi ikke, man skulle. Selvfølgelig vil jeg ikke pladderromantisk påstå, at ingen blev syge af salmonella dengang, for det var der helt sikkert nogle, der blev. Men vi vidste ikke helt så meget om salmonella dengang i 70'erne og starten af 80'erne.

Jeg har sagt det før, men bliver nødt til at indskærpe det: Jeg er så træt af det her lille snerpede land på mange punkter. Vi snakker, og snakker om at nedbringe co2 udslip og finde bæredygtige måder at leve på, da vi ellers vil være fucked om få år. Og jeg kunne komme med en milliard eksempler på, hvor langt ude, vi så rent faktisk opfører os, når møderne er hævet, og politikerne gået på sommerferie i halve år. Og ja, ja eksemplet med æggebakkerne fra Solhatten er en detalje i det samlede regnskab. Men jeg bor i Danmarks hovedstad i Københavns Kommune, og vi kan ikke engang finde ud af at finde en holdbar affaldssorteringsordning, når vi taler om organisk affald, og når nogle entusiaster så forsøger at lave et lillebitte tiltag, som at genbruge æggebakker, så bliver der slået hårdt ned på det under dække af sundhedsfare.

Kom nu for fanden.

fredag den 8. juli 2011

Bluf

Jeg kan ikke skrive.

Ordene rotter sig sammen i bundter og nægter at give slip på hinanden de stædige sataner. Og om lidt opdager alle det hele: Det store blufnummer foldet helt ud til skue - specielt fordi jeg også er så ufatteligt dum, at jeg nu vælger at stå frem og vise det, samtidig med at jeg så også fortæller det. Dobbeltkonfekt - smør på flæsk - tærte på tærte (idiot altså for helvede da ...).

Men jo jo. Den er god nok. I virkeligheden har jeg hele tiden snydt, bedraget og bluffet, så det stod ud af knaphullerne. Jeg vidste det allerede dengang, jeg endelig var blevet optaget på Journalisthøjskolen. Man så mig gå rundt med bøjet hoved og jaget blik - gudehjælpemig i flere uger efter studiestart, for jeg ventede på, at jeg skulle blive prikket på skulderen og hevet til side af en venlig men bestemt person fra studieadministrationen, der med lavmælt stemme liige ville bede mig om at følge med, hvorefter jeg ville få den beklagelige meddelelse, at det faktisk var en fejl, at jeg var blevet optaget: "Pladsen er desværre gået til en anden".




Men det skete ikke. Af endnu uforståelige grunde. Og se nu hvad de har gjort, de ignoranter til lærere (nåh nej - undervisere. For det insisterer de altså på at hedde på en videregående uddannelse). De lod mig slippe igennem til ingen nytte.

Ikke én eneste lille bitte idé kan jeg få. Ikke én eneste sætning, jeg er begyndt på i de sidste tre uger, har fungeret. Jeg er støvsuget for talent, blottet for inspiration og blank som den blondine, jeg er født som.

Jeg har ikke engang en pointe sådan rigtigt. Det ér bare sådan. Ingen finurlige krumspring med halen, ingen underliggende morale, ingenting.

Man skulle være Erik Jensen, Politikens musikanmelder. Han holder aldrig op med at kunne skrive vel? Og han kan faktisk meget sjældent ty til usle journalistiske metoder som for eksempel at bruge kilder til citat, som på den måde kan fylde hele siden ud med snik snak for og imod det ene og det andet. Det ville i hvert fald være mærkeligt, hvis han begyndte:
"Goddag Erik Jensen. Hvad synes du egentlig om Bob Dylan koncerten her forleden"?
"Jo nu skal du høre, jeg synes, Dylan gav den gas. Han lød som én på tres".
"Hvordan tres - kan du uddybe"?
"Han spillede røven ud af bukserne".
"som én på tres ville gøre"?
"Ja eller i hvert fald som sidst han spillede, og der var han tres"...

Hey. Jeg taler lige til mig selv her. Forsøger at trække tiden ud. Forsøger at gøre mit indlæg længere, end det burde være, ved at begynde at tale om et af de mest gudsbenådede talenter i den samlede danske skribentpulje. Og så oven i købet lave et dårligt eksempel ud af ham toppet med et svagt forsøg på at skabe en pointe. Undskyld Erik.

Jeg lægger på nu. Køber en ny kuglepen i morgen og krydser fingre.


Moar! Jeg vil bæres.

Men det er jeg sgu nok blevet for tung til.

bluf, (eng. (opr. et am. udtryk i poker), af holl. bluffen prale, brovte, og bluf pral), for høj melding i poker for at vildlede modspillerne; påtaget selvsikkerhed; falsk storhed; ord el. handling, der har til formål at vildlede el. skræmme.