Solskinsbefængt justeringsflad

Jeg laver åbenbart den samme fortrængning hvert eneste år. Men på et tidspunkt, når vejeret er slået definitivt over i sol, varme og bare ben, og folk i en uges tid har brugt standardbemærkningen (som kun vi benovede nordboer kan finde på at bruge): "kan du holde varmen", og klipklapperne for alvor igen dominerer gadebilledet, som om intet var hændt i de sidste ni måneder rent temperaturmæssigt. Så får jeg lige en justeringsflad, der flækker fortrængningens porøse skal.

Den kom i dag, og den ramte mig med så forbløffende kraft, at man skulle tro, at jeg var mere end almindeligt småt begavet og udstyret med verdens dårligste hukommelse. For den kommer hvert eneste år. Det mærkelige er, at jeg ikke i ét ord eller én sætning kan beskrive præcis, hvad det er. Det er en følelse: En blanding af ensomhed, dårlig samvittighed og utilstrækkelighed og så noget andet, der til forveksling minder om tidspres.

Jeg havde lige tilbragt en time på en briks hos en massør, da jeg godt fedtet ind i olieret creme - også i håret - væltede ud på gaden iført mine haveshorts, en t-shirt OG de bemeldte klipklapper. Med håndklæde og to lagener rullet sammen i en bylt under armen, kunne jeg have lignet en hvilken som helst turist i Thailand, og mens jeg gik de få skridt hjem fra massør - helt groggy i knolden - kom justeringslussingen så flyvende ud af solskinnet. Og i samme sekund følte jeg mig bogstavelig talt som Palle alene i verden. Verden omkring mig blev faktisk til en Ungermann illustation lige dér.

Det eneste fede var, at der derfor ikke var nogen, der så mig. Jeg havde nemlig ikke lyst til at blive set. Jeg havde lyst til at forsvinde fra sollyset og grave mig ned under dynen, give sol, sommer og sjusser fingeren og lade som om, det regnede.

Og hvad er nu det for en gang crap at blive ramt af, mens alle lige har det så sjovt?

Det handler helt sikkert ikke kun om de forårskåde par, der ligger og laver grov-petting i parkerne, det handler heller ikke bare, om de selvsamme forårskåde par, der kysser mindst ti gange (med helt utroligt meget lyd på), mens de står i kø foran mig (hver gang) på vej ind for at hente ugens måltid nummer to på Madglad (det er kun onsdag), og det handler ikke nødvendigvis om, at jeg er lidt for tyk og ikke synes, jeg kan iføre mig bikini, som samtlige damebloggere i øjeblikket - i øvrigt - går helt i pres over. Det er ikke dét. Jeg bliver sgu en fitness dronning, inden sommeren er slut, med alt det havearbejde jeg udfører for tiden, og jeg kommer alligevel aldrig til at ligne Betina (som vi henne på arbejdet i al venskabelighed kalder, Medina), så badetøjet må sidde, som det gør. Ellers må jeg ta' det af, hvis det generer nogen at kigge på mig - på stranden - for syv små dværge da også (i øvrigt verdenshistoriens absolut mest, kollektivt accepterede plæonasme - syv SMÅ dværge. Dværge er sgu da for helvede altid små): dér er vi vel alle velkomne med vores kroppe - perfekte som mindre perfekte. Kæmper eller dværge?

Det handler sådan set heller ikke om, at solen endelig er kommet for alvor. Jeg elsker den.

Måske er det bare en akut sommerdepression, der rammer mig hvert år i små lynglimt og får verden til at gå spontant under som i et mareridt man altid vågner op af lige om lidt? Måske fik massøren trykket på nogle ømme punkter? Det er set før i historien, at folk får en slags følelsesudfald af at blive rørt ved. Måske var det netop det, der skete? Måske handler det om, at jeg får dårligt selvværd af at gå i shorts blandt Vesterbro hipstere? Så hellere gå nøgen på stranden.

Kære psykologiske læsere, med tryk på logiske: Hvad fanden er det for noget? SU - Sindstilstand Udpensles.

Men inden I begynder at udskrive recepter eller ringe efter blå vogne, vil jeg godt understrege, at kage - virkelig beskidt kage - kan tage toppen af symptomerne.

Belønningscentret er kraftedme ynkeligt.

Helvede+barndom i samme sætning?

Bruger lige fredag aften på at spekulere lidt over tilværelsens ulidelighed. Og ikke nødvendigvis min egen. Altså ulidelighed eller tilværelse.

Det begyndte, da jeg tog mig sammen og så dokumentaren "Min barndom i helvede".
Jeg er altid skeptisk, når der bliver sendt programmer på tv, der handler om misbrug, incest, vold og omsorgssvigt, for der er immervæk gået realityshow i den - sådan helt generelt henne på tv - nu også med de socialt udsatte i rollerne. Men denne dokumentar emmede af noget andet og vigtigere, der gjorde, at jeg måtte sætte strømstikket i computeren og browse hen på DR, ikke mindst fordi, det er selveste formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, der stiller op til close up på hendes liv. Hendes barndomsliv set med sine voksne øjne. Og vi får lov at se med. I dén grad.

Og det kunne være gået hen og blevet en lang pinefuld seance af tårer og tænders gnidsel. Men det blev det ikke. Det er faktisk første gang, jeg har set en dokumentar om råt, levet liv, der balancerer for alvor uden at spytte synderne i ansigtet og uden grådkvalte sammenbrud for rullende kamera. Og det er, som de fleste sikkert er klar over, ikke småting, det pigebarn har været udsat for. Hun, og hendes tre brødre, hvoraf den ene valgte at tage sit eget liv for nogle år siden, mens de to andre stadig lever - dog temmelig nedbrudte liv på alkohol, bjerge af hash og rulletobak i økonomidåser med et hav af unger i deres kølvand, de ikke kan finde ud af at tage sig af. Men Lisbeth klarede skærerne i et oprørt hav fuld af tæsk, seksuelt misbrug, mildest talt ustabile voksne på konstant druk og svigt af enhver tænkelig art - både fra forældre, stedfar og til dels det velfærdssamfund, som trådte til, men som i første omgang ikke trådte i karaktér. Men det er en historie for sig - den med børnehjemmet, der aldrig anså det for væsentligt at spørge hende, hvordan hun egentlig havde det. Hun fik en akademisk uddannelse, en karriere, et familieliv med normer, børnetegninger på væggene og faste spisetider, og så har hun oven i købet påtaget sig hvervet som Børneråds forkvinde. Det er fandme stort.

Hun har i virkeligheden SÅ meget grund til at smide napalmbomber af raseri ind af sine overgebsmænd- og kvinders brevsprækker og cirkelsparke sig igennem verden med et samuraisværd i hånden og udslette alt og alle, der minder hende om hendes lortebarndom på sin vej. Hun har SÅ meget grund til at flå alt narko ned fra hylden hos den lokale pusher og skylle det ned med guldøl for at dulme smerten og vreden og for at fylde hullet af årelangt omsorgssvigt.

Men det gør hun ikke.

Da hun opsøger sin stedfar (for første og måske eneste gang siden hun var barn?), ham, der jævnligt forgreb sig på hende, fra hun var 10-12 år, og hun er forståeligt rystet og fyldt med blandede følelser, og hun standser bilen for at lade sig interviewe til kameraet, der - lige dér - tager hun simpelthen et stykke tyggegummi!

Og så kører hun videre - ud på sin færd for at fylde hullerne i sin hukommelse.

Det er så pisseuretfærdigt. At nogen skal fødes ind i en ond cirkel af vanrøgt og mistrivsel, der er så forbandet svær at komme ud af. Og det virker så tilfældigt, hvem det lykkes for. Men det lykkes jo rent faktisk for nogen. Trods alt. Lisbeth Z. siger selv, at det for hende var en række mennesker omkring hende, der gjorde udslaget. Lige fra idrætslæreren, der tog hende med hjem i et halvt år og faktisk ville have adopteret hende, (hvis ikke det var fordi moren pludselig krævede hende tilbage, og politiet kom og hentede hende og bragte hende hjem til slummen). Til en skolelærer, der gav hende nummeret på det lokale børnehjem, og en pædagog, hun mødte i København, der ville hende og til sidst fik spurgt på den rigtige måde. Og så var det til at begynde med hendes storebror, der stillede sig imellem og tog imod de fleste tæsk for at skåne hende og som stegte rå kartofler i magarine for, at de overhovedet skulle få mad, de dage hvor de voksne var helt væk i alkoholtågerne.

Det var her, jeg for alvor blev eftertænksom. Og pludselig vadede de mange, mange børn og unge, jeg for snart lige så mange, mange år siden mødte i mit liv som socialpædagog direkte hen og stillede sig lyslevende foran mit udsyn til tilværelsens eller så ulidelige lethed. Historierne væltede frem i bundter. Om sprøde teenagere med hormonerne fisene rundt i kroppen. Nogle charmerende, andre knap så charmerende umiddelbart (altså teenagerne), men de fleste vandt altid i længden. Når vi fik en relation. Men ud over at have det til fælles, at de var unge - så kom de også allesammen fra familier, der ikke kunne finde ud af livet - på den helt, helt grundlæggende måde. Og de historier, de bar på, var rystende sammenlignelige med den fra dokumentaren om Børnerådsformanden. Grumme historier, der næsten hver og én overgår fantasien i forhold til, hvad man kan udsætte mennesker for mod deres vilje i et land, hvor der ikke lige pt er krig.

Jeg håber, håber, håber ydmygt og optimistisk, at der bare ét eller andet sted i løbet af årene har været bare ét eller andet intelligent jeg har gjort eller sagt eller spurgt en af disse unge om, der kan have været medvirkende til, at bare én af dem tænker på netop det, eller den tid, som dét, der gjorde, at de i dag lever gode liv.

Og så lige en stående klapsalve her til sidst. Til Lisbeth Zornig Andersen for at være et af de modigste og sejeste mennesker jeg er stødt på.

Jeg bukker og skraber bunden for flere rosende ord. Vender tilbage, når jeg på et tidspunkt har fået mælet igen.

Sex in the park

Ja, jeg ER skidesur. Træt, spekulativ og irritabel (nej, jeg er f...... ikke præmenstruel og har aldrig været det). En snerpe, en karpe, en pulverheks og en furie af et fruentimmer. Og så gør vejret det jo ikke bedre.
For jeg gider bare ikke se på dem, blev der sagt. De dér liderlige, forelskede, latterlige par, der trimler om i hed omfavnelse og dybe kys på de offentlige græsplæner, hver eneste gang det bliver forår. Punktum. Gå nu bare hjem og knald og lad os andre sidde her og misse med øjnene gennem vores alt for lyse solbriller og skifte kulør fra blåhvid til rødlig i fred.

Det begynder altid uskyldigt. Et lille kys. Fair nok. Lidt flere kys og lidt krammeri. Ok da. Så lige en hånd ind under t-shirten og grams, grams så kører det. Samleje med tøj på. Voila! Herligt. For dem. Og selvfølgelig også helt fint for publikum, hvis publikum altså nyder at være voyeurs til andres sexliv. Hvis jeg har lyst til at kigge på andre, der har sex - med eller uden tøj på, så vil jeg egentlig helst selv bestemme hvornår, og ikke mindst hvor. Altså som i: Jeg skal nok selv finde ud af at opsøge det, hvis det er det, jeg har brug for. Det her tøjlesløse parkknalderi ved højlys dag er bare for meget. Pisseprovokerende faktisk.

Og ja, det er selvfølgelig ekstra pisseprovokerende, fordi jeg ikke selv - for guderne må vide hvilken gang - har én jeg kan gramse på. Ikke at jeg - hvis jeg havde - ville lave parksexscener med vedkommende - nødvendigvis. Faktisk tror jeg lige dér, at jeg ville have en slags pli overfor de kæresteløse, længselsfulde, for hvem solens varme på huden - i flokken af tilsyneladende evigtglade mennesker på græsplænen - i en eller anden grad bliver en konstant, insisterende, prikkende pegefinger på brystkassen som påmindelse om, hvordan det KAN være, når yndige frk. forår stikker snotten frem.

Der er ikke noget formildende at sige. Jeg ER skidesur, jeg sagde det jo. Og snerpet. Single.

Pffhh.