Jo, den er god nok. Et par kreative designere fra USA har opfundet den voldtægtssikre trusse, og du kan snart købe den i en butik nær dig.
Historien er egentlig ikke daggammel, og trussen har været diskuteret en del steder før bl.a. her, men endnu ikke så meget på danske medier umiddelbart. Nå men hvis du klikker på linket (det, der er lyserødt), kan du se, at Dansk Kvindesamfund er lidt skeptiske. Det samme er jeg.
Forståeligt, at frustrationen er stor hos designerne. Det er den også hos mig og de fleste, jeg kender, for voldtægter sker. Og så er det dermed en potentiel og mere eller mindre nærværende trussel hver eneste dag/aften/nat hvis man (specielt som pige/kvinde) færdes ude sådan helt generelt.
Hvis vi cykler på en dårligt oplyst sti eller vej, hvis vi går hjem fra byen, er der så nogen, der følger efter os? Hvis vi er ude at løbe en tur, er der så nogen, der følger efter os? Det er bare sådan en lille angst-ting, der ligger i baghovedet en smule hele tiden, som vi har vænnet os til, og i øvrigt er vi opdraget til - at vi er ekstra udsatte som fysisk svage piger og kvinder, så vi skal vogte os og passe på os selv, for vi kan blive overfaldet.
Selvfølgelig skal vi da det. Passe på os selv. Det skal vi allesammen. Vi skal uanset køn og fysisk styrke - overveje 117 ting i forbindelse med alt muligt: Om vi skal tage smykkerne af, hvis vi bevæger os ind i Favelaen i Brasilen, om det er en god idé pludselig at være spadseret uforvarende direkte ind i Tenderloin kvarteret i San Francisco, hvor de sociale koder ændrer sig fra den ene meter til den næste på linje med vejret på de kanter, og hvor stort set alle pludselig er meget lasede i tøjet, sidder på papkasser, råber meget højt og er ekstremt fulde og skæve.
Vi skal overveje, om vi skal befinde os uden for discotekerne på Strøget i København en lørdag nat, hvor de er lige ved at lukke, fordi chancen for at løbe ind i extasy/speed/kokain/alkohol påvirkede- og latent aggressive mennesker er stor netop dér. Om vi skal gå alene i Øgade Kvarteret i Århus om natten, om vi tør smutte gennem en park i København - i mørke?
Konstant overvejer vi bevidst eller ubevidst vores handlinger og de situationer, vi befinder os i. Nogle gange glemmer vi det også, måske fordi vi har prøvet noget hundrede gange før og tænker ikke længere over potentielle farer eller problemer, og det er jo sådan set godt, for vi kan og skal ikke rende rundt hele tiden og være små-angste. Det holder simpelthen ikke, for så kan vi jo ikke leve. Nogen steder.
Men jeg kan personligt afsløre, at jeg aldrig glemmer eller sveder ud, at jeg altid er i ekstra potentiel fare som kvinde. I rigtig mange situationer. Specielt når jeg er alene.
Lige nu, hvor jeg sidder trygt og godt i min lejlighed, er det naturligvis ikke en nærværende følelse, for jeg er ret sikker på, at det ikke er nu, der er størst risiko for, at jeg bliver voldtaget. Men i alle de andre cykel, løbe, gå tur på dårligt oplyst vej eller gå op af trapper til S-tog stationer og stå og vente alene situationer glemmer jeg det ikke et sekund. Dér er mine sanser altid i større beredskab end ellers. Specielt når jeg er alene.
Men som sagt. Jeg nægter også at lade mig diktere eller styre af, at der er en potentiel fare. For jeg har ret til at cykle alene hjem fra Nordvest om aftenen af den nye cykelsti, der er ført bagom og væk fra de trafikerede gader, jeg faktisk synes er hyggelig og minder lidt om at være på landet - på sin egen "øde" og dårligt oplyste måde. Men det bliver en blandet fornøjelse for mig. Fordi jeg ikke "bare" kan få lov til at nyde at cykle for mig selv der i semi-mørket i min egen by. Baghovedet larmer konstant en lille smule og udtænker parallelt med min: jeg nyder at cykle alene følelse - planer om flugt, anskrig og selvforsvar ... hvis nu ...
Og det ved jeg, jeg bestemt ikke er ene om. Faktisk tænker halvdelen af jordens befolkning ofte på den måde. Vildt, ikke?
Og nu har jeg endda slet ikke været inde på 'gå i byen' aspektet endnu. Og her bliver det slemt. For én ting er, at vi skal passe på øde parker, hvor pludselige ud-af-mørket overfaldstyper kan stå på spring, men hvis jeg eller en af mine medsøstre går i byen, så skal vi nok liiige tænke os om en ekstra gang, når vi:
1. Vælger tøj.
2. Vælger hvem, vi taler med/danser med/flirter med.
FORDI: Hvis, det skulle ende med, at jeg eller en af mine medsøstre bliver voldtaget efter en bytur, så bliver det meget, meget svært at overbevise politiet om, at det IKKE var vores egen skyld, fordi vi hele aftenen har haft vidner på, at vi havde nedringede bluser på, lårkorte kjoler og højhælede sko (måske?). At vi talte, dansede, grinede og måske også flirtede. Måske gjorde vi ikke engang nogle af disse ting. Måske bliver vi bare passet op på vejen ud af én eller flere, der har set os have det sjovt med vores venner og nu synes, de vil spørge, om vi ikke skal et eller andet af seksuel art. Når vi så siger: "Nej tak", burde dette helt og holdent blive respekteret. Det bliver det bare ikke altid og ender desværre somme tider i voldtægt.
Men nu kan jeg og mine medsøstre så ganske snart iføre os disse voldtægtssikre underbenklæder og forhindre en potentiel voldtægtsforbryder i at gennemføre sin mission.
Jeg skal altså overveje endnu en ting inden en bytur - ud over mit almindelige tøj og hvem jeg vil tale, danse og måske flirte med (ja faktisk hver dag ikke kun byture!): Om jeg vil have almindelige trusser på eller disse kevlar/stålwire infuserede shorts.
Hvis jeg vælger det første - og bliver voldtaget, er det så min egen skyld?
Hvis jeg vælger det sidste, hvad sker der så, når voldtægtsforbryderen opdager, han ikke kan flå dem af mig - ikke engang med den groveste vold? Lader ham mig så løbe med en kommentar om: "Årh det skidt er da heller ikke til at få op, smut med dig?".
Eller bliver han stærkt provokeret? Slår mig til plukfisk - måske ihjel?
Læser netop i øvrigt her, at jeg bliver bakket op i denne tanke af selveste overlæge på retsmedicinsk institut Steen Holger Hansen.
Men jeg ved det ikke. Der er endnu ikke lavet nogen undersøgelser, der viser, hvad der sker, hvis en voldtægtsforbryder konfronteres med disse såkaldt voldtægtssikre trusser i gerningsøjeblikket.
Faktum er, at jeg synes hele idéen er virkelig dårlig. Selvom den ret sikkert er tænkt modsat og med en slags gode intentioner på linje med peberspray og selvforsvarsteknikker.
Den er dårlig, fordi det aldrig er offerets skyld, at hun (i nogle tilfælde, han) bliver voldtaget. Det ligger ligesom indbygget i ordet: Vold-tægt. Ikke noget som helst gensidighed her. Whatsoever. Og at det derfor overhovedet ikke er mit ansvar at beskytte mig mod voldtægt ved at bære disse gennemdesignede og uafrivelige trusser. Mit "nej" burde være alt rigeligt til, at enhver, der kommer med seksuelle forslag, trækker sig. Og det burde også være mere end rigeligt, hvis nogen rent fysisk gramser, og jeg siger "stop", at de så faktisk forstår betydningen af ordet: Stop.
Men med opfindelsen af denne trusse bliver det pludselig mit ansvar. De tvinger mig på en måde til at skulle acceptere præmissen: "Kvinder bliver voldtaget, og det kan være dig næste gang. Det skal du selv beskytte dig imod. Punktum".
Men ok. Jeg forstår måske godt designernes tanke. I et kort øjeblik.
I øvrigt skal det lige siges, at de selv siger på deres hjemmeside, at de godt ved, det ikke løser problemet med folk, der begår voldtægter, men at de bare gerne vil give kvinder en ekstra chance i et presset øjeblik for at udtænke en plan for eventuel flugt, når voldtægtsforbryderen opdager disse forseglede trusser.
Men de køber altså også præmissen (kvinder bliver voldtaget, og det kan være dig næste gang. Det skal du selv beskytte dig imod). Men måske håber de lidt naivt på, at de kan skåne nogle kvinder mod nogle af de grimmeste ydmygelser man kan blive udsat for - på denne måde?
For vi ved jo samtidig - og oven i købet, at det mere end ofte sker, at ofre for voldtægt også skal trækkes igennem at blive mistænkeliggjort, når de anmelder det til Politiet og ofte ender med ikke at få medhold, og at deres voldtægtsforbryder(e) slipper fri for straf. Specielt i de såkaldte: kontakt voldtægtssager.
Systemets ansattes - tvivl overfor offerets oprigtighed - til trods for ofte fysiske beviser på grov seksuel vold - hedder blandt andet:
"Gad vide om offeret ikke bare selv i virkeligheden lagde op til at blive voldtaget?"
"Du talte med ham/dem tidligere på aftenen. Du var nedringet, lårkort, smilede, flirtede, dansede og var i øvrigt beruset. Det har vi vidner på ... "
"Vi har ingen vidner på, at det var ufrivilligt, du gik med ham/dem".
"Er der ikke noget med, I kender hinanden en lille smule i forvejen?"
"Anmelder du ham måske, fordi du er jaloux på ham eller ønsker at skade ham? Er du sikker?".
Nå, nå. Tror I, de udsagn, bare er nogle, jeg finder på? Nej, desværre. Rigtige voldtægtsofre, hvis identitet, jeg naturligvis ikke agter at afsløre, fortæller ordret, at det er sådanne tvivl, de bliver mødt med, når de kommer anstigende med læsioner i underlivet og blødende sår på krop og psyke hos Politiet. Som om det i sig selv ikke var rigeligt ydmygende.
Den slags underkendelse af kvinder, der anmelder voldtægter og ikke får medhold er næsten lige så krænkende for ofrene som selve voldtægten. Selvfølgelig også kun næsten, for hvad kan næsten være værre og mere intimiderende end at blive seksuelt udnyttet med vold?
Forstår godt, mange dropper at anmelde voldtægter, for hvordan kan man kæmpe, når man lige er blevet knockoutet både fysisk og psykisk? Hvem orker at slæbe sit ydmygede, gennembankede korpus hen til Politiet på deres pæne kontorer og mistroiske spørgsmål, når man helst vil hjem i bad, ro og tryghed?
Jeg tvivler stærkt på trussens effekt. Prove me wrong, når de kommer i handlen og vi får de første historier om, hvordan de reddede kvinder fra at falde alvorligt i kløerne på en forbryder. Men indtil da kunne det være utroligt dejligt, hvis fokus blev flyttet lidt.
Læs eventuelt føromtalte Dansk Kvindesamfunds ti gode råd til, hvordan man undgår at voldtage. Ja tak, mere fokus på det - end den gode gamle og stadig ret udbredte med, at kvinder selv tit er skyld i, at de havner i uheldige situationer og bliver voldtaget - de kunne jo bare lade være med at lægge op til det!? Det er både stærkt nedladende over for kvinderne men så sandelig også overfor mændene, der alle bliver slået i hartkorn som potentielle forbrydere, der ikke kan deltage i en samtale, dans, flirt med en kvinde uden også lige at voldtage hende bagefter. Sådan er langt størstedelen af mænd sgu ikke.
Og her til slut kan du så selv se demonstrationsfilmen af voldtægtstrussen:
