mandag den 29. april 2013

Let me Instalike you

Instagram er altså lidt uretfærdig. Her har jeg ligget på lur med mit iPhone kamera i flere timer for at fange mine katte i at gabe, fordi det ser så sindssygt sjovt ud på billeder, og det lykkedes faktisk i to tilfælde her for nogle dage siden. Det ene mere vellykket (læs: skarpt) end det andet, men dog sjovt. Hvad får jeg? 13 likes, hvilket er mange i mit tilfælde.

Tom. Det skarpe(ste) af de to. Filter: Earlybird.

I modsætning til den japanske kvinde, Nao 1223, som jeg følger på Instagram, der kun tager billeder af to ting: sin mad og stillestående vand med åkander - alternativt grupper af blomster. I går fyrede hun et foto op af af sin frokost, som faktisk for en gangs skyld var en røvsyg, fluteagtig sandwich med ost og skinke på en trætallerken på et træbord. Ved siden af tallerkenen stod et glas med noget, der lignede Baileys med isterninger.

6.400 likes fik hun på ganske få timer med sådan et stilleben.

Jamie Oliver, skal bare overveje at køre sine altid-i-gang-med-et-spændende-madprojekt-fedtede-fingre forbi sit fotoalbum og hive et pix igennem Instagrams tvivlsomme filtre - så går tælleapparatet i gang. Forleden bragte han et foto af to oste på et skærebræt. Det udløste 17.315 likes. Der er 1 million, der følger ham, fordi han er en überkendis, og han har faktisk nogle ret nuttede børn, som han også ganske tit fotograferer og lægger ud til offentlig skue. Så fair nok. Folk vil gerne være venner med kendisser, specielt når de lader som om, vi får en snas af deres privatliv. Barack Obama er et glimrende eksempel. Han har fotojournalisten Pete Souza i hælene i tide og utide, selvfølgelig ansat af presidenten himself til netop at rende rundt som den evigt, knipsende skygge, og han laver reportagefotografi, der virker.

Vi ser Obama og hans folk - alvorlige - til vigtige møder, der handler om verdensfreden, vi ser presidenten, der kommer hjem i helikoptere, der lander i baghaven og gensynsglæden er altid hjertelig og varm, når han omfavner og kysser sine børn og sin kone. Glade Barack spiller bold på kontoret med sine grinende ansatte, han bliver fanget af et barn klædt ud som Spiderman - midt i arbejdstiden og han lunter ned ad en gang med sin supernuttede hund ved sin side.
Vi kommer heeelt tæt på verdens mest magtfulde mand, hans stab og hans familie.

Ja, ja, så siger vi det ... men jo, det virker, og det er superfedt fotografi i øvrigt.

Kevin Russ - som jeg følger på Instagram, fordi han rejser i USA og har gjort i snart et par år - skyder de feedøøste billeder - oftest med sin iPhone, som jeg sidder og sukker over og tænker: tænk hvis jeg nu vandt i Lotto - tanker over imens - får også psykomange likes hver gang, og jeg forstår det godt. Han lever bl.a. af at sælge fotos af den rejsedrøm, mange har, men som han lever ud, og jeg under ham det gerne. Hans motiver er desuden så storslåede, at ligegyldigt hvad, er det umuligt at hamle op med, når man bor her i grågrønne Danmark. Ud over det er han professionel.

Så Instagram kan lidt forskelligt, og alle kan være med - prof'er og amatører i en glad blanding, og det gælder derfor om at kunne navigere sig derhen, hvor der sker noget spændende, for guderne skal vide, at der også er meget rigtig elendigt fotografi derinde, som alverdens smarte retro-filtre ikke kan rette op på. Tværtimod.

Personligt har jeg - lad mig lige se - 85 følgere, er befriende ukendt, har intet nuttet afkom og tager for det meste kun billeder af mine katte, biller og snegle i min nyttehave eller min kærestes fødder med sokker på under et bord og den slags. Så det er klart, at det mest kun er de venner, jeg har ude i det virkelige liv, der synes, det eventuelt kan være hyggeligt at scrolle ned igennem mit fotodimseri.

Alligevel er det interessant at se, hvordan nogle, der er lige så uprofessionelle som mig - af grunde, jeg stadig ikke helt har regnet ud - pludselig får en ordentlig stak følgere.

Jeg er hverken fornærmet over det eller sur, jeg undrer mig bare over, at f.eks. en tallerken med en sandwich kan få over 6.000 mennesker til at juble i takt - selvom jeg godt ved, at helheden i Naos samlede fotomasse er ret skarptvinklet, og at hun har stor æstetisk sans. Men altså min kat, fanget i et gab, er da mindst lige så interessant som en sandwich, hvis man lige umiddelbart sammenligner.

Men igen: Havde det nu været Jamie Olivers kat eller Obamas ...

Ella. Det uskarpe af de to. Filter: Lo-Fi.




mandag den 22. april 2013

Køns- og familiedebat trumfet af nålefisk

Har lært to ting i den forgangne uge.

1. Dansk Folkepartis, Mette Dencker tager ikke noget pis i familieværdi-debatten. Nu er grænsen for, hvad hun synes, vi kan acceptere og kalde normalt ved at være godt og grundigt nået. Det handler selvfølgelig om det med, at lesbiske kæreste/ægtepar skal tilkendes lige forældremyndighed over fælles børn. Det gjorde M. Dencker så forarget, at hun blev nødt til at stille det spørgsmål ud i Folketingssalen, som tilsyneladende lå og presede sig på inde i hende: "Hvad bliver det næste? At vi kan gifte os med dyr?"

Vi lader efterklangen af den moderne højrefløjspolitikers ord hænge i luften et øjeblik ...

Og så var det, jeg et par dage efter lærte væsentlige-ting-nummer-to. Tingen, der i øvrigt garanteret ville få Dencker til at få både kaffe og Karen Wolf småkage galt i halsen og hikste det hele ud over de lesbiskes børn, hvis hun fik nys om det.

Desuden fandt jeg et dyr, jeg rent faktisk overvejede at gifte mig med, hvis det skulle blive ...

2. Søheste ligner faktisk en lille smule rigtige heste. Der findes rimelig mange varianter af dem.  Pålidelige kilder siger helt op til 35 arter. De mindste bliver 16 millimeter, de største bliver 35 centimeter lange - eller høje, om man vil.
Søheste (jeg kan godt lide at skrive deres navn mange gange) svømmer sindssygt langsomt. Den har en rygfinne, den styrer med og en halefinne, der får den fremad men altså i helt, ekstrem, langsom slowmotion. Den er i øvrigt fuldkommen vindøjet og kan altså kigge til alle sider med de dér øjne, der ser ud som om, de er omkranset af verdens fineste, kunstige øjenvipper. Den har ingen tænder og sluger derfor sit bytte helt. Den inhalerer for eksempel med stor fornøjelse - små rejer

Og nu bliver det vildt. For når en søhest forelsker sig, er det love at first sight, og den rammer plet i første og eneste hug. Jo, jo: eneste, for den skifter aldrig partner resten af sit liv. Forever lasting søheste-love. Skulle det ske, at den ene søhest i et par dør, så finder den efterladte heller ikke dér en ny mage. Enkesøheste, hmm, ser man dét.

Åhh, er de ikke søde?

De kurtiserer hinanden - så sødt - blandt andet ved at svømme rundt og vikle halerne ind i hinanden. Man kan godt forestille sig, at svømmetempoet ikke ligefrem bliver speedet op af den lille finte ikk'? Godt at deres territorium ofte ikke er større end et par kvadratmeter ...

De bliver også hos hinanden, hvis den ene er syg eller kommer til skade. De er faktisk sammen hele tiden. Undtagen om dagen, hvor de hver for sig jager føde. Men om aftenen mødes de igen.

Og hold nu godt fast i alt, hvad du vidste om normalitet: Når det kommer til reproduktion hos søheste, så er det er altså hannen, der er gravid, føder ungerne og passer på dem, til de er voksne.
Hunnen lægger sine æg i en rugepose på hannens mave, hvor han befrugter dem. Så forsegles posen, og når æggene efter 2-3 uger er blevet til små søhesteunger, sprøjter han dem ud af posen og passer på dem, så godt han kan.

Det er eddermame familieværdier, wildlife og kønsdebat i ét og samme overlegne hug - hva' ba'?

Ja, Mette Dencker, dén havde du nok ikke set komme hva'?

Jeg er i øvrigt fan af søheste fra nu af.

Og så gungrede de små søheste afsted i havet sammen og levede lykkeligt til deres dages ende

søndag den 14. april 2013

Et beklædningsstudie fra hipsterkvarteret

Vi befinder os i Det Falske Forår. De fleste af os har efterhånden fået opbygget en ansigtskulør, der ligger og roder et sted henne i nuancerne; hvid over i blålig - changerende over i gennemsigtig med et fint stænk af tørre, røde pletter og lidt mørke rander under øjnene. Vi er lige så stille - kollektivt - ved at kollapse af D-vitaminmangel. Faktisk ligger de fleste af os som fisk, der er blevet kylet ud af akvariet og gisper efter vejret i fosterstilling på vores sofaer iført uldsweatre og ragskokker med klaprende tænder, mens vi på fast klokkeslet fem gange i timen sukker og stønner og nipper lidt til vores Earl Grey. Akke-ja.

Et klima som vores animerer ikke ligefrem til at hive stiletterne frem fra skabet, sætte en chique hat på sned og springe ned ad trapperne med en luftig kjole flagrende om benene. Det er for koldt, for upraktisk og for skørt, når det kun er sommer 14 dage om året. Why bother? Bare for at gå på arbejde, café og indkøb.

Fint nok. Så vi har vedtaget, at det er ok, at vi allesammen går rundt i ens, billige grå, brune og sorte dynejakker fra H&M - de samme sorte vinterstøvler med snører, og stort set ens blå jeans.

Men for satan, hvor er det kedeligt.

En empirisk undersøgelse, lavet i den forgangne uge på Vesterbro, konkluderer helt utvetydigt: Vi ligner allesammen hinanden i bundter af sort-blåt-brunt. Kun sjældent har der i undersøgelsen været afvigelser, og hver gang en afvigelse har åbenbaret sig i form af et par klik-klakkende sko i pangfarver, en figursyet frakke, en opsat frisure, et make-up'et ansigt, et skarpt jakkesæt, en lårkort kjole med tilhørende fine nylonstrømpe-ben, et pink halstørklæde og et par røde støvler, en læbestift smilende mund eller en virkelig fancy pels, har det vakt opsigt.

Og hov. Der kom du så lige gående hen ad fortovet sammen med din veninde. I får øje på hende dér super silden, med stylet frisure, make up, stiletter, fine negle, strømper, nederdel. Hele outfittet er perfekt, skruet op og er sexet. Og det vækker opmærksomhed.

Vi zoomer lige ind og kigger på, hvad der sker i sekunderne efter, hun har passeret jer på gaden.
Jo, den er god nok - det sker rent faktisk: I vender jeres blikke mod hinanden - sigende blikke med løftede øjenbryn, og så falder den tørre kommentar, som lyder noget i retning af:
"Helt ærligt, er det ikke liidt koldt at gå i stiletter og så tynde strømper nu?"

Gensidig nikken.

"Så du, hvor høje de sko var? Rimelig overdrevet make up - og hendes negle - de var godt nok lange hva'?"

Og så starter I en diskussion, hvor I på forhånd er enige om udfaldet, der handler om, hvor lange negle egentlig må være, før det er enten: 1. For billigt (luderagtigt) 2. For upraktisk og uhygiejnisk 3. Bare grimt!
I får også lige flettet ind, at hun måske også i virkeligheden var lidt for gammel til at gå i SÅ kort nederdel - og at hendes udskæring var lige til den dybe side.

Men hvorfor? Hvad er det, der skaber den reaktion? Hvorfor ikke vende det om og lige anerkende, at her gik sgu én, der virkelig var tjekket at se på - havde gjort sig umage og var lidt lækker?

Misundelse? Gamle nedarvede fordomme om alder og påklædning? Egen frygt for at skille sig ud? Jeg ved det ikke. Men det er jo rigtigt, at folk, der skiller sig ud bliver kommenteret. Hvis damen, der gik forbi havde været 60, og havde gjort sig samme anstrengelser for at komme til at se lækker ud, så havde kommentarerne været ti gange hårdere, for det er absolut forbudt - åbenbart - at gøre noget ud af sig selv, når man bliver gammel.

Sikken en øv-holdning. Vi har kun ét, lille, snoldet og relativt kort liv at leve. Hvorfor så ikke få det maksimale ud af det, også når det gælder vores tøj og fremtoning? Det er sjovt, det giver selvfedhed på den fede måde og kan være skideflot. Kapow, her kommer vi, vi har en fest - også til hverdag. Yes, og se lige hende dér med de røde stiletter. Ser det ikke bare dødscool ud?

Bevares, det er selvfølgelig helt frivilligt, hvilke tekstiler du og jeg vælger at svøbe vores kroppe i. Og jo, jo, det er mere praktisk med snørestøvler, jeans og dynejakke i det her lortevejrs-land, og vores mødre sagde også, at det var bedst, at vi tog uldne underbukser på om vinteren. Og jo, det er også 100 procent frivilligt, om man vil genere sin hud med make-up eller smøre kemikalier ud over sine negle eller risikere at vrikke om på fødderne iført høje sko og støvler. Og det er heller ikke altid, vi gider eller orker at gøre så meget ud af en skide tur ned i Netto, og det er fair nok - det hele.

Men her er så sindssygt gråt og kedeligt otte ud af 12 måneder, og vi kunne gøre det hele bare en snas mere festligt, hvis vi orkede at fyre den lidt mere af - også somme tider på hverdage. Og hvis vi nu lod være med at bitche, når andre vælger lidt disco i deres liv, måske ligefrem "likede" dem irl, så ville sommeren måske vare længere?

Suk. Ja, jeg ved det godt. Verden har i dén grad andre og mere alvorlige problematikker at byde på, og det er i bund og grund fjollet, at tale om og gå så meget op i påklædning.

I særdeleshed andres.


fredag den 12. april 2013

Invitation til kaffeslabberas

Jeg. Gik. I. Stå.

Den slags kan ske, og det skete. Men nu har jeg ryddet op, sadlet om og rettet ryggen. Det var tiltrængt.

Træt af smeltende jordbæris med cremegul topping i cirkus-layout kastede jeg det hele i papirkurven, spartlede de værste huller og kørte en tur med sandpapiret. Købte ti liter hvid vægmaling og begyndte forfra. Resultatet er blevet helt ok, synes jeg. Her er i hvert fald rarere at være nu. 

Og så har jeg foræret mig selv en retning, lidt struktur og en fin lille dogme-krykke at klamre de gamle, rystende hænder til.

Hey - hør hov, du læser jo med. Dejligt at se dig og velkommen tilbage. Forsyn dig nu endelig, der er mere, hvor det kommer fra. Tag en kop kaffe og en lille skarp - en pebermyntepastil med en smøg til. Snup en hindbærsnitte - lad æblerne ligge. Lad håret hænge ned og tag dig en spiller - husk dine piller.

Det begynder igen på søndag.