søndag den 15. december 2013

Min orange madras

Jeg sidder og glor ind i flammen. Eller - det er faktisk gløden på vægen inde i stearinlysets flamme, jeg glor på. Flammen blafrer ikke den mindste smule. Jeg tænker, at det må være et meget velisoleret lokale. Men det er slet ikke meningen, jeg skal tænke noget. Jeg skal bare sidde her og kigge på den lille glød inde i lyset.

Mine øjne blinker ikke. Måske fordi, der rundt om lyset ellers er ret mørkt - bortset fra de andre små flammer på de andre stearinlys i rummet, som jeg ved er der og fornemmer. Jeg ved, jeg ikke blinker, for jeg er bevidst om det.
Ved ikke hvor ofte, jeg normalt blinker med øjnene? Per minut - per time - per dag - tænker jeg. Men husker så, at jeg ikke skal tænke - eller gå ind i tankerne, der hensynsløst myldrer frem. Jeg skal bare sidde helt stille og kigge på gløden. Det er jo nemt nok.
Gu' er det ej. Finder jeg ud af, for jeg mærker trang til at bevæge mig. Rastløsheden lurer, og jeg får skyldige tanker om, at jeg ikke burde sidde her og spilde tiden.

Somme tider er der en stemme, der siger noget. Lærerens stemme. Den er rolig. Hver gang, en ny tanke popper op, og jeg er lige ved at lade mig rive med af den, er det som om, stemmen taler direkte til mig:

"Tanker kommer måske forbi, men du behøver ikke tage stilling til dem som sådan. Du registrerer dem, men husker så, at du har valgt at sidde her for en stund og bare kigge ind i flammen. Alt, hvad der skal ske senere, kommer til den tid. Lige nu sidder du bare her og mærker kroppen, og du behøver ikke lede efter det sted, for du er i kroppen. Fornem vejrtrækningen, der sker af sig selv, og kig på flammen. Skulle der komme tårer, er det helt fint. Måske sidder der noget skidt i øjnene, der trænger til at blive renset bort? Bare lad dem komme mens du kigger på flammen".

Der kommer ingen tårer, men jeg er lettet over, at han siger, det er ok, hvis der gør. Man ved aldrig.

Så siger stemmen, at jeg skal puste lyset ud og lukke øjnene.
Aftrykket af flammen hopper og danser på indersiden af øjenlågene - glider opad - ud til siden - så til den anden side. Jeg prøver at centrere det. Så forsvinder det. Kommer igen. Denne gang er det blevet rødt og ligner en grankogle. Stemmen beder mig om at forsøge at fastholde aftrykket af flammen mellem øjnene. Jeg forsøger, men det vil hele tiden gerne glide væk, og så er det der pludselig. Jeg kan holde det. Yay, optur. Jeg kan styre et aftryk af en stearinlysflamme ...

For nogle måneder siden kunne jeg ikke styre noget. Det var værst i sommer. Særligt hele den periode, hvor det var så dejlig varmt, at man kunne ligge på stranden, bade, spise ærter fra bælg og nyde sine bare tæer. Det meste af tiden sad jeg på min altan i skyggen og gloede ud i luften. Jeg havde ingen nævneværdige planer og skulle ikke på ferie. Jeg skulle bare søge job.
Jeg var ked af det. Sådan rigtig, rigtig ked af det. Og vred - med lidt mere ked af det på toppen.

Jo, jeg vidste godt lidt af grunden, men det gjorde det ikke nemmere at komme ud af tilstanden - irriterende nok. Jeg kunne ind imellem betragte mig selv udefra og sige til mig selv, at nu skulle jeg gå en tur, spise et æble eller gøre noget godt for mig selv. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg havde lyst til. Jeg holdt op med at høre musik, læse, skrive og lave aftensmad. Jeg levede at müsli med mælk, men selv det kunne jeg næsten ikke holde ud at spise, for det mindede mig alt for meget om hyggelige stunder med én jeg kort forinden havde delt alt med. Også passionen for müsli. Nu var han der ikke mere. Og det gjorde så ondt, at jeg havde det som om, nogen havde stukket en kniv i hjertet på mig og naglet den fast med skruer, og jeg mærkede bare knivstikket, og hvordan blodet fossede ud. Og så var der min hjerne, som ikke ville lade mig være i fred. Sorte tanker kværnede rundt og slap først, når jeg var så udmattet, at jeg faldt i søvn af det. Følelsen af fiasko, skuffelse, ensomhed, arbejdsløshed, 42 år uden at have nogen større planer var overvældende voldsom.

Lægen sagde, jeg havde en moderat depression. Det vidste jeg på en måde godt i forvejen, men det var alligevel en form for lettelse at få bekræftet. Og jeg kan godt lide min læge, han er rar, tager mig alvorligt og kigger lige i øjnene.
Efter lidt snak fik jeg en henvisning til en psykolog. At det så senere skulle vise sig, at det blev umuligt at komme til at bruge denne henvisning, er en anden historie. Alle psykologer havde i begyndelsen af september opbrugt kvoten for henvisningårsag: depression, så det kunne desværre ikke lade sig gøre.

Note: Hvis du bliver deprimeret, så sørg for at blive det i januar eller betal 800-900 kroner i timen af egen (tomme) lomme.
Well, jeg fandt til sidst én efter at have ringet til omkring 45 forskellige (jeg overdriver virkelig ikke), der syntes, det var tilstrækkeligt synd for mig, så hun tager kun 500 i timen. Hun kunne tage mig ind i slutningen af oktober...

Mit ene ben sover helt oppe fra ballen. Jeg sidder i skrædderstilling på en orange futon-rullemadras, og jeg er pissedårlig til det. Jeg er svajrygget som et spørgsmålstegn, og det gør ondt lige midt på ryggen. Er det muskler, der sidder dér? Kan jeg lære at sidde sådan? Jeg VIL lære at sidde sådan, går det pludselig op for mig. Men lige nu kan jeg ikke tænke på andet end at flytte på mit højre ben. Men stemmen siger, jeg skal blive siddende lidt endnu uden at flytte på kroppen og langsomt åbne øjnene og fornemme rummet og lydene i det og ude fra Købmagergade.

Endelig siger stemmen, at jeg skal lægge mig ned på ryggen på madrassen. Snurren og summen i ben og balle. Jeg fryser, så jeg tager et uldtæppe over mig og passer på ikke at få frynserne i ansigtet, og at tæppet ikke rører noget som helst bar hud på halsen, så det begynder at klø helt vanvittigt. Elsker men frygter uld.

Om lidt skal jeg ligge helt dødsstille. Igen. Stemmen fortæller, at vi nu skal praktisere yoga nidra. En slags guidet afspændingsøvelse. Vi har gjort det hver dag. Og hver dag er det næsten de samme ting, der bliver sagt. Og det er vildt svært at holde sig vågen. Men jeg VIL holde mig vågen. Jeg VIL være bevidst imens han taler. Stemmen beder mig gentage den beslutning for mig selv, jeg tog for 14 dage siden, da kurset begyndte. Jeg gentager min beslutning, tre gange. Så går han i gang.

Jeg vækker mig selv ved at jeg snorker på en indånding. Pis. Hvorfor er det så svært at være bevidst afslappet uden at falde i søvn? Men ok, det var kun sekunder, kan jeg høre, på dér han er nået til. Jeg vender tilbage til stemmen: "jeg bevæger mig ikke, jeg er vågen og bevidst, jeg sover ikke", siger den.
Jeg klynger mig til stemmen, for den har ret, den skal have ret, jeg vil have, den har ret.

"Oom - tat - sat. Yoga Nidra er nu forbi", siger stemmen pludselig. Det lyder som om, ordene kommer fra en fjern og mystisk verden af knusende ro, harmoni, syngeskåle og indre fred, som jeg får lov at være en lille del af lige her og nu på gulvet på min orange madras sammen med en lille flok mennesker, jeg ikke kender eller ved, hvad hedder. Og det føles skide-okkult men på en meget berigende måde. Det føles nyt og vigtigt. Jeg har valgt at være her, jeg har lyst til at være her. Og alle ansatte går i orange t-shirts, nogle har indiske navne - selvom de er danskere. Der er brune gulvtæpper på trappen, næseskylningskander til salg på kontoret, hvor der hænger en plakat af Swami Janakananda, og hvor der bliver serveret cool mint-thé i pausen i brun/orange møbler ved et glasbord, der har stået der i over 40 år. Og garderobeskabet er i råt, mørknet fyrretræ fra 1972 og er aldrig blevet malet.

Og jeg kan lide det.

Det er trygt og upræsentiøst, i en rolig men disciplineret kultur, jeg aldrig har været i før, og der dufter hele tiden en lille smule af kogte ris fra china-box boden i stueetagen. I rummene, hvor yogaen praktiseres er der malet koboltblåt med hvide lofter og stuk.

"Oom - tat - sat". Han siger det tre gange, efter jeg atter er blevet bedt om at gentage min beslutning. Så er jeg helt vågen.

På vej ud til cyklen smiler jeg. For jeg stod sgu på hovedet i dag. For første gang siden jeg var barn. Jeg troede ikke, jeg kunne, men jeg gjorde det alligevel. Min kropsfornemmelse har pludselig ændret sig. Mine arme er blevet længere - mindst et par centimeter, og min ryg er ikke længere en mark fyldt med kampesten. Men mit kursus er slut. To uger med i alt 30 timers intens yoga og meditation. En gave, jeg fik af en meget, meget klog veninde.
Og jo, jeg kunne ikke dy mig, jeg betalte for næste uge også. Fik rabat og det hele. Må lige presse det sidste ud af citrussen, før jeg indretter min stue til yoga rum og fortsætter herhjemme, til jeg bliver 90.

Der er et stykke vej endnu, før jeg er helt ok og kan lade propperne springe i lykkerus. Men endelig. Fucking endelig, kan jeg mærke, det igen er mig, der træffer nogle beslutninger. Slet ikke forchromede på nogen måde, men det er dog beslutninger. Og nej (suk), måske finder jeg aldrig en kæreste? Måske skal jeg slet ikke have en kæreste? Måske får jeg aldrig lyst til sex med et andet menneske igen? Måske får jeg ikke de job, jeg gerne vil have? Måske findes de ikke på den måde, jeg tror?
Men det er altsammen - har jeg besluttet - pisseligemeget lige nu. Jeg har besluttet at gøre noget andet, end det jeg plejer. Det er utrygt, som bekendt, men det føles alt andet lige ret ok at kunne trække vejret - også ned i maven. Så det tror jeg bare, jeg begynder med.



onsdag den 20. november 2013

Voldtægtstrusser

Wow, alligevel - voldtægtstrusser?

Jo, den er god nok. Et par kreative designere fra USA har opfundet den voldtægtssikre trusse, og du kan snart købe den i en butik nær dig.

Historien er egentlig ikke daggammel, og trussen har været diskuteret en del steder før bl.a. her, men endnu ikke så meget på danske medier umiddelbart. Nå men hvis du klikker på linket (det, der er lyserødt), kan du se, at Dansk Kvindesamfund er lidt skeptiske. Det samme er jeg.

Forståeligt, at frustrationen er stor hos designerne. Det er den også hos mig og de fleste, jeg kender, for voldtægter sker. Og så er det dermed en potentiel og mere eller mindre nærværende trussel hver eneste dag/aften/nat hvis man (specielt som pige/kvinde) færdes ude sådan helt generelt.

Hvis vi cykler på en dårligt oplyst sti eller vej, hvis vi går hjem fra byen, er der så nogen, der følger efter os? Hvis vi er ude at løbe en tur, er der så nogen, der følger efter os? Det er bare sådan en lille angst-ting, der ligger i baghovedet en smule hele tiden, som vi har vænnet os til, og i øvrigt er vi opdraget til - at vi er ekstra udsatte som fysisk svage piger og kvinder, så vi skal vogte os og passe på os selv, for vi kan blive overfaldet.

Selvfølgelig skal vi da det. Passe på os selv. Det skal vi allesammen. Vi skal uanset køn og fysisk styrke - overveje 117 ting i forbindelse med alt muligt: Om vi skal tage smykkerne af, hvis vi bevæger os ind i Favelaen i Brasilen, om det er en god idé pludselig at være spadseret uforvarende direkte ind i Tenderloin kvarteret i San Francisco, hvor de sociale koder ændrer sig fra den ene meter til den næste på linje med vejret på de kanter, og hvor stort set alle pludselig er meget lasede i tøjet, sidder på papkasser, råber meget højt og er ekstremt fulde og skæve.

Vi skal overveje, om vi skal befinde os uden for discotekerne på Strøget i København en lørdag nat, hvor de er lige ved at lukke, fordi chancen for at løbe ind i extasy/speed/kokain/alkohol påvirkede- og latent aggressive mennesker er stor netop dér. Om vi skal gå alene i Øgade Kvarteret i Århus om natten, om vi tør smutte gennem en park i København - i mørke?

Konstant overvejer vi bevidst eller ubevidst vores handlinger og de situationer, vi befinder os i. Nogle gange glemmer vi det også, måske fordi vi har prøvet noget hundrede gange før og tænker ikke længere over potentielle farer eller problemer, og det er jo sådan set godt, for vi kan og skal ikke rende rundt hele tiden og være små-angste. Det holder simpelthen ikke, for så kan vi jo ikke leve. Nogen steder.
Men jeg kan personligt afsløre, at jeg aldrig glemmer eller sveder ud, at jeg altid er i ekstra potentiel fare som kvinde. I rigtig mange situationer. Specielt når jeg er alene.

Lige nu, hvor jeg sidder trygt og godt i min lejlighed, er det naturligvis ikke en nærværende følelse, for jeg er ret sikker på, at det ikke er nu, der er størst risiko for, at jeg bliver voldtaget. Men i alle de andre cykel, løbe, gå tur på dårligt oplyst vej eller gå op af trapper til S-tog stationer og stå og vente alene situationer glemmer jeg det ikke et sekund. Dér er mine sanser altid i større beredskab end ellers. Specielt når jeg er alene.

Men som sagt. Jeg nægter også at lade mig diktere eller styre af, at der er en potentiel fare. For jeg har ret til at cykle alene hjem fra Nordvest om aftenen af den nye cykelsti, der er ført bagom og væk fra de trafikerede gader, jeg faktisk synes er hyggelig og minder lidt om at være på landet - på sin egen "øde" og dårligt oplyste måde. Men det bliver en blandet fornøjelse for mig. Fordi jeg ikke "bare" kan få lov til at nyde at cykle for mig selv der i semi-mørket i min egen by. Baghovedet larmer konstant en lille smule og udtænker parallelt med min: jeg nyder at cykle alene følelse - planer om flugt, anskrig og selvforsvar ... hvis nu ...
Og det ved jeg, jeg bestemt ikke er ene om. Faktisk tænker halvdelen af jordens befolkning ofte på den måde. Vildt, ikke?

Og nu har jeg endda slet ikke været inde på 'gå i byen' aspektet endnu. Og her bliver det slemt. For én ting er, at vi skal passe på øde parker, hvor pludselige ud-af-mørket overfaldstyper kan stå på spring, men hvis jeg eller en af mine medsøstre går i byen, så skal vi nok liiige tænke os om en ekstra gang, når vi:
1. Vælger tøj.
2. Vælger hvem, vi taler med/danser med/flirter med.

FORDI: Hvis, det skulle ende med, at jeg eller en af mine medsøstre bliver voldtaget efter en bytur, så bliver det meget, meget svært at overbevise politiet om, at det IKKE var vores egen skyld, fordi vi hele aftenen har haft vidner på, at vi havde nedringede bluser på, lårkorte kjoler og højhælede sko (måske?). At vi talte, dansede, grinede og måske også flirtede. Måske gjorde vi ikke engang nogle af disse ting. Måske bliver vi bare passet op på vejen ud af én eller flere, der har set os have det sjovt med vores venner og nu synes, de vil spørge, om vi ikke skal et eller andet af seksuel art. Når vi så siger: "Nej tak", burde dette helt og holdent blive respekteret. Det bliver det bare ikke altid og ender desværre somme tider i voldtægt.

Men nu kan jeg og mine medsøstre så ganske snart iføre os disse voldtægtssikre underbenklæder og forhindre en potentiel voldtægtsforbryder i at gennemføre sin mission.

Jeg skal altså overveje endnu en ting inden en bytur - ud over mit almindelige tøj og hvem jeg vil tale, danse og måske flirte med (ja faktisk hver dag ikke kun byture!): Om jeg vil have almindelige trusser på eller disse kevlar/stålwire infuserede shorts.

Hvis jeg vælger det første - og bliver voldtaget, er det så min egen skyld?

Hvis jeg vælger det sidste, hvad sker der så, når voldtægtsforbryderen opdager, han ikke kan flå dem af mig - ikke engang med den groveste vold? Lader ham mig så løbe med en kommentar om: "Årh det skidt er da heller ikke til at få op, smut med dig?".

Eller bliver han stærkt provokeret? Slår mig til plukfisk - måske ihjel?

Læser netop i øvrigt her, at jeg bliver bakket op i denne tanke af selveste overlæge på retsmedicinsk institut Steen Holger Hansen.

Men jeg ved det ikke. Der er endnu ikke lavet nogen undersøgelser, der viser, hvad der sker, hvis en voldtægtsforbryder konfronteres med disse såkaldt voldtægtssikre trusser i gerningsøjeblikket.

Faktum er, at jeg synes hele idéen er virkelig dårlig. Selvom den ret sikkert er tænkt modsat og med en slags gode intentioner på linje med peberspray og selvforsvarsteknikker.

Den er dårlig, fordi det aldrig er offerets skyld, at hun (i nogle tilfælde, han) bliver voldtaget. Det ligger ligesom indbygget i ordet: Vold-tægt. Ikke noget som helst gensidighed her. Whatsoever. Og at det derfor overhovedet ikke er mit ansvar at beskytte mig mod voldtægt ved at bære disse gennemdesignede og uafrivelige trusser. Mit "nej" burde være alt rigeligt til, at enhver, der kommer med seksuelle forslag, trækker sig. Og det burde også være mere end rigeligt, hvis nogen rent fysisk gramser, og jeg siger "stop", at de så faktisk forstår betydningen af ordet: Stop.

Men med opfindelsen af denne trusse bliver det pludselig mit ansvar. De tvinger mig på en måde til at skulle acceptere præmissen: "Kvinder bliver voldtaget, og det kan være dig næste gang. Det skal du selv beskytte dig imod. Punktum".

Men ok. Jeg forstår måske godt designernes tanke. I et kort øjeblik.
I øvrigt skal det lige siges, at  de selv siger på deres hjemmeside, at de godt ved, det ikke løser problemet med folk, der begår voldtægter, men at de bare gerne vil give kvinder en ekstra chance i et presset øjeblik for at udtænke en plan for eventuel flugt, når voldtægtsforbryderen opdager disse forseglede trusser.
Men de køber altså også præmissen (kvinder bliver voldtaget, og det kan være dig næste gang. Det skal du selv beskytte dig imod). Men måske håber de lidt naivt på, at de kan skåne nogle kvinder mod nogle af de grimmeste ydmygelser man kan blive udsat for - på denne måde?

For vi ved jo samtidig - og oven i købet, at det mere end ofte sker, at ofre for voldtægt også skal trækkes igennem at blive mistænkeliggjort, når de anmelder det til Politiet og ofte ender med ikke at få medhold, og at deres voldtægtsforbryder(e) slipper fri for straf. Specielt i de såkaldte: kontakt voldtægtssager.

Systemets ansattes - tvivl overfor offerets oprigtighed - til trods for ofte fysiske beviser på grov seksuel vold - hedder blandt andet:
"Gad vide om offeret ikke bare selv i virkeligheden lagde op til at blive voldtaget?"
"Du talte med ham/dem tidligere på aftenen. Du var nedringet, lårkort, smilede, flirtede, dansede og var i øvrigt beruset. Det har vi vidner på ... "
"Vi har ingen vidner på, at det var ufrivilligt, du gik med ham/dem".
"Er der ikke noget med, I kender hinanden en lille smule i forvejen?"
"Anmelder du ham måske, fordi du er jaloux på ham eller ønsker at skade ham? Er du sikker?".

Nå, nå. Tror I, de udsagn, bare er nogle, jeg finder på? Nej, desværre. Rigtige voldtægtsofre, hvis identitet, jeg naturligvis ikke agter at afsløre, fortæller ordret, at det er sådanne tvivl, de bliver mødt med, når de kommer anstigende med læsioner i underlivet og blødende sår på krop og psyke hos Politiet. Som om det i sig selv ikke var rigeligt ydmygende.

Den slags underkendelse af kvinder, der anmelder voldtægter og ikke får medhold er næsten lige så krænkende for ofrene som selve voldtægten. Selvfølgelig også kun næsten, for hvad kan næsten være værre og mere intimiderende end at blive seksuelt udnyttet med vold?
Forstår godt, mange dropper at anmelde voldtægter, for hvordan kan man kæmpe, når man lige er blevet knockoutet både fysisk og psykisk? Hvem orker at slæbe sit ydmygede, gennembankede korpus hen til Politiet på deres pæne kontorer og mistroiske spørgsmål, når man helst vil hjem i bad, ro og tryghed?

Jeg tvivler stærkt på trussens effekt. Prove me wrong, når de kommer i handlen og vi får de første historier om, hvordan de reddede kvinder fra at falde alvorligt i kløerne på en forbryder. Men indtil da kunne det være utroligt dejligt, hvis fokus blev flyttet lidt.

Læs eventuelt føromtalte Dansk Kvindesamfunds ti gode råd til, hvordan man undgår at voldtage. Ja tak, mere fokus på det - end den gode gamle og stadig ret udbredte med, at kvinder selv tit er skyld i, at de havner i uheldige situationer og bliver voldtaget - de kunne jo bare lade være med at lægge op til det!? Det er både stærkt nedladende over for kvinderne men så sandelig også overfor mændene, der alle bliver slået i hartkorn som potentielle forbrydere, der ikke kan deltage i en samtale, dans, flirt med en kvinde uden også lige at voldtage hende bagefter. Sådan er langt størstedelen af mænd sgu ikke.

Og her til slut kan du så selv se demonstrationsfilmen af voldtægtstrussen:


onsdag den 23. oktober 2013

Warning! Chick lid light

Der befinder sig en kvinde i min lejlighed lige nu, fordi hun har lejet et værelse for nogle dage. Hun har langt, sort, tykt hår på Pernille Rosendal måden (da hun havde det dér infame, sexede pandehår). Slank, petit, men formfuldendt. Hun har glat hud, hvide tænder, næsten ingen rynker, har øjenlåg, man rent faktisk kan se, og lange øjenvipper. Det hele virker ganske naturligt.

Hun laver film, skal give en forelæsning på en konference i morgen, har boet i hele verden, dyrker yoga, presser juice hver morgen, taler roligt og bevæger sig på tai-chi måden.

Under den alt-muligt samtale vi havde, da hun lige var ankommet, fortalte hun også, at hendes børn var flyttet hjemmefra - den sidste for to år siden, og det skulle hun og hendes mand ligesom lige vænne sig til.

"Børn - flyttet hjemmefra?", udbrød jeg måske lidt for overrasket.

"Ja", sagde kvinden, "jeg har tre. Den ældste er 24, og den yngste 20."

"Og du var så, hvad 15, da du fik den første"?, prøvede jeg, komplimenterende.

"Næh, jeg var nu 23".

Lige dér, i et koncentreret øjeblik på et minut eller to, med en spids, nærmest stikkende fornemmelse i brystet, en let måben, varm dunken i tindingerne og med en pludselig og voldsomt, tyktflydende, slimet grøn misundelse, der hurtigt og massivt væltede ud over bordet, videre ned på gulvet og helt ud på altanen (jeg hørte våde dryp helt ned i gården) - kunne jeg pludselig ikke være i min egen krop. Men mine fødder klistrede fast i det grønne slimhav, der fyldte køkkengulvet, og de kunne ikke flytte min krop nogen steder hen.

Og så skete det. Der kom en af de dér imaginære - men helt ukontrollérbare justeringslussinger, som jeg efterhånden kender så godt, men alligevel altid bliver overrasket over, flyvende out of nowhere, og ramte mig lige i fjæset.

Smask.

Hun opdagede det heldigvis ikke. Den 47-årige -jeg-har-været-gift-med- den-samme-i-27 år, moder-skønheds-filminstruktør. Hun smilede bare og spurgte, om hun kunne lave en kop Yogi The ...

søndag den 20. oktober 2013

Homofobia


For et par dage siden så jeg BBC programmet "Out There" tilrettelagt og gennemført af Stephen Fry, der rejser rundt i verden for at belyse, hvordan det er, at være LGBT person forskellige steder. 

I Brasilien mødte han en dragqueen, der var blevet slået til plukfisk af tilfældige bøller på gaden, en mor til en 15-årig homoseksuel dreng, der var blevet tævet, misbrugt og til sidst kvalt i sin egen t-shirt - også af tilfældige bøller - på vej hjem fra en fest. I Uganda mødte han en homoseksuel kvinde, der var blevet voldtaget af tilfældige bøller i et forsøg på at "kurere" hende. Det blev hun i øvrigt gravid af og fik hiv ved samme lejlighed. I Indien mødte han udstødte Hidjra'er (transpersoner), som forsøgte at få livet til at fungere uden nødvendigvis at skulle arbejde som prostituerede. I Rusland mødte han en homoseksuel pige, der var blevet overfaldet og forsøgt voldtaget af en stor gruppe mænd flere gange, og da hun gik til politiet, bad de hende om at forsvinde, da hun fortalte dem om sin seksuelle orientering. 

Og så videre, og så videre. Stærkt deprimerende program.

I Danmark er vi så stolte af vores frisind, forståelse og rummelighed. Men homofobien lever også her i bedste velgående og resulterer i, at mange bøsser, lesbiske - og nok i virkeligheden særligt transpersoner, med god grund ikke tør at vise sig selv offentligt, som dem, de er. For risikoen for at blive slået ned på åben gade for blot at være sig selv - er reel.

For et stykke tid siden blev en transkønnet kvinde slået i hovedet med en hammer ved højlys dag. I januar blev to bøsser overfaldet en aften på vej ud fra en bar. Senest er en drag blevet tævet og fået en flaske smadret på sit hovede. Alle omtalte overgreb begået af tilfældige bøller, der er så bange for andre mennesker, at de føler, de er i deres gode ret til at bruge vold for at få dette ukendte, anderledes og tilsyneladende væmmelige og skræmmende til at gå væk.

Anslået sker der omkring 2.500 såkaldte hate crimes om året i Danmark. Anslået - fordi langt fra alle forbrydelser anmeldes til politiet. Hvad skal vi gøre ved det?

Kunne det tænkes, at det ville fremme almindelig forståelse, hvis der f.eks. politisk blev tænkt en smule større?
Fint og skønt, at homoseksuelle, der tror på Gud, kan blive gift i kirkerne nu, men hvad med at Helle Thorning og Manu Sareen - der faktisk hvert år deltager i Pride optoget fik fjernet transvestisme og transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme (som homoseksualitet blev det i 1981)!! og at der i øvrigt kom langt mere fokus på LGBT mennesker på en positiv måde flere steder fra? Var det f.eks. på tide, at det kom på obligatorisk pensum i seksualundervisningen i skolerne?

MIX bl.a. gør noget positivt og oplysende. Men de mennesker, der slår andre ned med flasker i København og ude i provinsen, og de, der på hverdagsplan laver "sjove" jokes på bekostning af andre menneskers seksualitet, eller taler nedsættende om homoseksuelle og transpersoner ser ikke MIX film og står ikke og klapper af glæde, når Prideoptoget én gang om året ruller forbi.

En mandlig Facebookven delte dette link og kommenterede og foreslog følgende:

"Tænk at være så usikker på sin egen seksualitet at man er nødt til at tæve sagesløse forbipasserende, bare fordi de minder en om hvor usikre de er... Jeg kan ikke se hvorfor man ellers skulle føle provokeret.

Tror I en weekend hvor alle går i byen som drags ville få de afstumpede sjæle til at forstå at hverken deres usikkerhed eller homoseksualitet forsvinder med vold!?!
Jeg tør godt trække i dametøj for en god sag
!"

Forslag til god gammeldags aktivisme hermed givet videre. Kom så guys, har I nosser eller hvad? 

onsdag den 25. september 2013

Pussy Riot rocks

  
Vigtig dokumentar. Se den, når du har tid. Om de tre unge, erklærede feminister i et punkband/kunstnerfællesskab mod et politisk regime styret af én frontfigur, der får Tengil, Sauron og Voldemort til at fremstå som dengser på sommerfuglejagt - plus en hord af ortodokse typer med rockerstore skæg iført t-shirts påtrykt dødningehoveder med knive i munden - kastende med vievand til højre og venstre - bogstaveligt talt - og en hel del andre hjernevaskede mænd og koner, der mest af alt ville ønske at se kvinderne dø til offentligt skue - helst brændt levende. Dét er en slags feje hold. 

Men JEG holder med Pussy Riot. 

I frihedens navn: Vel talt, de damer, selvom det unægteligt er lidt af en armeret betondør - støbt over et net af principper og præcedens - I umiddelbart taler til. Men takket være mennesker som jer, bliver jeg mindet om, at ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retssikkerhed og demokrati ikke NOGENSINDE kan tages for givet. 

Tak, fordi I insisterer. 

NB. Her var engang et link til udsendelsen, men programmet er desværre ikke længere tilgængeligt.

onsdag den 18. september 2013

Hej, søster

Den dukkede bare op på en spilleliste, midt i at jeg stod og baksede med noget banankage, og jeg måtte sgu tage en pause fra piskeriset i otte minutter og bare lytte. Jeg trængte åbenbart til det. Måske andre også kunne trænge, tænkte jeg straks? Og hvis man ikke kan lide hendes stemme, så kan man bare nøjes med at læse teksten - eller hvis man godt synes, man kan tåle at høre Anders Koppel spille orgel, Ole Fick spille guitar og Palle Danielsson spille bas og høre Trille synge, kan man jo gå helt multi og gøre begge dele.

Mine damer og herrer - 1976 og stadig aktuel

Og tak, Trille-lil.

Hej, søster kan du ikke se komikken

 
så står vi her igen

med fletningerne langt nede i postkassen
hej, søster
 det er ligesom bukseelastikken
har fået et knæk 

og sikkerhedsnålen er sørme blevet væk

Så gik det kærlighedens år
hvad er det så vi har lært

hvad er det nu vi forstår

vi bliver stadig bedre til at slikke vores sår

og dagene mørkner nu

de si'r at vinteren bliver hård i år

Mange flasker 
har vi slæbt helt hjem fra Irma

i kærlighedens navn
og Gud skal vide, de gjorde gavn

tunge tasker
 var vi ene om at bære
 
med små usle panter på lykken vi fandt 

Så gik det kærlighedens år

hvad er det så vi har lært

hvad er det nu vi forstår

vi bliver stadig bedre til at slikke vores sår

og dagene mørkner nu

de si'r at vinteren bliver hård i år
 

Yndigt var det
 at få krøllet nogle lagner og glatte dem ud 

og mærke natten på sin hud

det' bar' det med at klar' det
 med mindre søvn end nogen aner
 
når morgendagen kræver sit

og det ser ud som om ungen har det lidt skidt

Så gik det kærlighedens år


hvad er det så vi har lært

hvad er det nu vi forstår

vi bliver stadig bedre til at slikke vores sår

det' godt for dagene mørkner nu

de si'r at vinteren bliver hård i år 

Hva' er den af,
 skal vi høre de andre sige
 

hun kan da vist alli'vel ikke holde på en mand

så ud på den gamle arena 

dukke op til mange fester
 med dig selv om halsen
bevise at du sagtens kan 

Så gik det kærlighedens år


hvad er det så vi har lært

hvad er det nu vi forstår

vi bliver stadig bedre til at slikke vores sår

og dagene mørkner nu

de si'r at vinteren bliver hård i år


Tænk på, søster når vi lænet mod hinanden


var kravlet så langt, at vi ku' smile igen

sådan én der trøster én der selv har været ude ved 
randen 

og grædt det samme snot 

uden dig var det aldrig gået godt 

Så gik det kærlighedens år


hvad er det så vi har lært

hvad er det nu vi forstår

vi bliver bare bedre til at slikke vores sår

og dagene mørkner nu

de si'r at vinteren bliver hård i år

Men hva' så, søster når vi mærker under huden 


at natten den er klam og kold

og lagnet mangler selv den mindste fold

tror du så, søster at vi så ta'r den en gang til
og forfra 
i håbet om at klare den
 
uden at ende med at synge igen 

Så gik det kærlighedens år


hvad er det så vi har lært

hvad er det nu vi forstår

vi bliver bare bedre til at slikke vores sår

og dagene mørkner nu

de si'r at vinteren bliver hård i år

Trille, 1976 





 




mandag den 27. maj 2013

Tro - mig i røven


Jeg troede engang, at jeg skulle være skuespiller eller en stor sanger og berige og begejstre folk med mine teatralske evner og hæse røst. Men der var altid nogle karismatiske naturtalenter med indbyggede sopran-vibratostemmer, der var dygtigere, smukkere, tyndere og havde mere selvtillid. Ingen at bebrejde. Det var bare sådan, og jeg havde endda ikke engang en selvfed musikkonkurrencedommer til at fortælle mig dengang, at jeg var talentløs og burde smutte ned fra scenen, sådan for alvor. Næh, den klarede jeg fint selv.

Og så troede jeg engang, jeg skulle skrive en bog om mit interessante liv. Men så var der én på kun 19, der gjorde det, og så blev jeg rasende, for hun fik så meget opmærksomhed i medierne på grund af hendes unge alder kombineret med sit kæmpefuckingstore talent, at jeg alligevel ikke ville kunne leve op til det med mine - dengang - 26 år. Interessant liv eller ej. 

Jeg troede for endnu længere siden, at mennesker - ja, ja også mig - på et tidspunkt ville kunne lære af vores fejl – og endnu mere naivt – at vi skabte ting og vilkår til glæde for hinanden som menneskehed, uanset hvem vi var, hvad vi troede på, hvordan vi gik klædt, hvilken seksuel orientering vi havde, og hvordan vi var stillet økonomisk og socialt fra fødslen. 

Jeg troede, at det dér med arvesynd, arvefrygt og arvehad var grumme eventyr fra Romeo & Julie og bibelen.

Jeg troede, at man kunne hjælpe dem, der var kommet skævt fra start.

Engang forsvarede jeg de svage og var klar til at slås - med hvem som helst - for retfærdighed, som jeg troede fandtes. Men en dag blev jeg selv det svage offer - for gruppepres - og jeg var med til at mobbe én. Ikke blodigt og ikke første pige på pletten. Men jeg var med, selvom det gjorde ondt, og jeg ville protestere, men det gjorde jeg jo ikke. 

En anden gang blev jeg syg af al den slåskamp.

Alligevel troede jeg engang, at jeg kunne gøre en forskel. En eller anden dag - ét eller andet sted.

Og jeg troede faktisk også engang på den store kærlighed. 

Jeg troede, at frihed betød, at man frit kunne få lov til at gøre, hvad man ville. At frihed betød, at vi fik mulighed for at tænke selv.

Blah ...

Illusioner og opreklameret gøgl.
Kommunalt, floskel-pjece-pis. I plakatstørrelse. 

onsdag den 8. maj 2013

Zurückbleiben bitte

I Berlin er alt meget federe. Træerne er grønnere og vokser garanteret ind i himlen - de er i hvert fald store og gamle, og der er mange af dem. Sushien er generelt bedre og billigere, Prenzlauer Berg og Kreuzberg tilfører begrebet hipster nye dimensioner, drinks'ne er fyldigere og stærkere, og udsigten, hvorfra man kan drikke dem, er hele tiden coolere.

Specialbutikkerne er mere sofistikerede, fadøllene er bedre tempererede, U-bahnen får hele byen til at hænge sammen, og på de strækninger, hvor banen kører over jorden, er skinnerne lagt på jernbroer, der er nittet sammen. Der er råt og smukt, grimt og gråt, charmerende og livligt- og jeg kan lide det. Det hele. Så ud over at absolut ingen i hele byen kan finde ud af at lave en ordentlig kop kaffe, og at den fine gamle café, der lå ved Checkpoint Charlie, der lavede den mest udsøgte apfelstrudel - nu er lukket og overtaget af en middelmådig kæde-café, så var gensynet med den historisk hårdtprøvede by rart, og så var det oven i købet både forår og sommer undervejs.

Så selvfølgelig overvejede jeg hele tiden at flytte derned - naturligvis med det formål at åbne en kaffebar. Men jeg havde heldigvis følgeskab af djævlens advokat - normalt aka verdens sødeste kæreste, der har personlige, bittert ristede erfaringer med den slags, så efter en hurtig lille virksomhedsanalyse sparkede jeg idéen til hjørne. Men hvis andre er friske, så kommer jeg gerne og drikker jeres velskudte espresso med nænsomt steamet mælk, når I har fået biksen op og køre. Anyone?

Nå, tanker om kaffebarer, nyudsprungne bøgetræer og japanske kirsebærblomster i tyske metropoler gør mig desværre ikke mindre arbejdsløs. For det er, hvad jeg er, men gider bare ikke snakke så frygteligt meget om det, fordi det alt for let kommer til at lyde superynkeligt bare at nævne, at man tilhører gruppen af arbejdsløse/jobsøgende/in between jobs, og hvad vi ellers kalder det. Problemet er, at uanset hvad, vi kalder det, så er det stressende, giver næring til dårlig samvittighed og ditto selvværd. De fleste, der har prøvet det, kender formentlig problematikken.

Og så sidder man dér i Berlin og har taget sig en slags forlænget lowbudget ferieweekend inklusive otte timers bus/færgetur til en returpris - der svarer til en enkelt til Århus med DSB - med god udsigt fra søde venners lejlighed og tænker, at dét her nok skal give det nødvendige boost i retning af alt muligt positivt, når man nu kommer hjem. Med nyopladede batterier, som man siger - med et nyt og friskt syn på det hele. Med tanker som: "Når jeg kommer hjem, så myldrer de spændende job frem på nettet, og jeg skriver bedre ansøgninger, der får mig til samtaler. Én eller flere venner og bekendte ringer og siger, at de kender én, der snart skal på barsel, og at de gerne ser mig som vikar. Alt bliver simpelthen bedre og lettere".

Godt tænkt, naive idiot. Men det sker jo for fa'en ikke. Og mens tiden går, bliver hullet i cv'et større og større, og jeg nærmer mig et taberagtigt stadie på samfundsstigen. Jeg bliver én af dem, der ikke kunne få det til at fungere, jeg bliver en pestilens for mine omgivelser i mit ynkelige, elendige trampen rundt på egne tæer og tudefjæsunivers, jeg forsvinder ud af netværkets bevidsthed, jeg ryger ud af dagsrytmen, off-beat, off-track, glider af, går bagom dansen og nedenom og hjem. "Zurückbleiben bitte", bliver der sagt - hårdt og tydeligt, hvis jeg alligevel forsøger at stige på toget.

Og derefter kan jeg så stille mig desillusioneret hen i hjørnet af min lejlighed og tæve mig selv med brændenælder, fordi jeg er uduelig - ikke tænker kreativt nok, burde være mere opsøgende som hende terrieren, der bider sig fast, sender uopfordrede ansøgninger og render folk på døre.

Selvhad, fiasko, deroute.

Suk.

Men.

I skal ikke snydes for den berlinske nattergal. Måske er der håb, sådan helt generelt? Hør selv.




mandag den 29. april 2013

Let me Instalike you

Instagram er altså lidt uretfærdig. Her har jeg ligget på lur med mit iPhone kamera i flere timer for at fange mine katte i at gabe, fordi det ser så sindssygt sjovt ud på billeder, og det lykkedes faktisk i to tilfælde her for nogle dage siden. Det ene mere vellykket (læs: skarpt) end det andet, men dog sjovt. Hvad får jeg? 13 likes, hvilket er mange i mit tilfælde.

Tom. Det skarpe(ste) af de to. Filter: Earlybird.

I modsætning til den japanske kvinde, Nao 1223, som jeg følger på Instagram, der kun tager billeder af to ting: sin mad og stillestående vand med åkander - alternativt grupper af blomster. I går fyrede hun et foto op af af sin frokost, som faktisk for en gangs skyld var en røvsyg, fluteagtig sandwich med ost og skinke på en trætallerken på et træbord. Ved siden af tallerkenen stod et glas med noget, der lignede Baileys med isterninger.

6.400 likes fik hun på ganske få timer med sådan et stilleben.

Jamie Oliver, skal bare overveje at køre sine altid-i-gang-med-et-spændende-madprojekt-fedtede-fingre forbi sit fotoalbum og hive et pix igennem Instagrams tvivlsomme filtre - så går tælleapparatet i gang. Forleden bragte han et foto af to oste på et skærebræt. Det udløste 17.315 likes. Der er 1 million, der følger ham, fordi han er en überkendis, og han har faktisk nogle ret nuttede børn, som han også ganske tit fotograferer og lægger ud til offentlig skue. Så fair nok. Folk vil gerne være venner med kendisser, specielt når de lader som om, vi får en snas af deres privatliv. Barack Obama er et glimrende eksempel. Han har fotojournalisten Pete Souza i hælene i tide og utide, selvfølgelig ansat af presidenten himself til netop at rende rundt som den evigt, knipsende skygge, og han laver reportagefotografi, der virker.

Vi ser Obama og hans folk - alvorlige - til vigtige møder, der handler om verdensfreden, vi ser presidenten, der kommer hjem i helikoptere, der lander i baghaven og gensynsglæden er altid hjertelig og varm, når han omfavner og kysser sine børn og sin kone. Glade Barack spiller bold på kontoret med sine grinende ansatte, han bliver fanget af et barn klædt ud som Spiderman - midt i arbejdstiden og han lunter ned ad en gang med sin supernuttede hund ved sin side.
Vi kommer heeelt tæt på verdens mest magtfulde mand, hans stab og hans familie.

Ja, ja, så siger vi det ... men jo, det virker, og det er superfedt fotografi i øvrigt.

Kevin Russ - som jeg følger på Instagram, fordi han rejser i USA og har gjort i snart et par år - skyder de feedøøste billeder - oftest med sin iPhone, som jeg sidder og sukker over og tænker: tænk hvis jeg nu vandt i Lotto - tanker over imens - får også psykomange likes hver gang, og jeg forstår det godt. Han lever bl.a. af at sælge fotos af den rejsedrøm, mange har, men som han lever ud, og jeg under ham det gerne. Hans motiver er desuden så storslåede, at ligegyldigt hvad, er det umuligt at hamle op med, når man bor her i grågrønne Danmark. Ud over det er han professionel.

Så Instagram kan lidt forskelligt, og alle kan være med - prof'er og amatører i en glad blanding, og det gælder derfor om at kunne navigere sig derhen, hvor der sker noget spændende, for guderne skal vide, at der også er meget rigtig elendigt fotografi derinde, som alverdens smarte retro-filtre ikke kan rette op på. Tværtimod.

Personligt har jeg - lad mig lige se - 85 følgere, er befriende ukendt, har intet nuttet afkom og tager for det meste kun billeder af mine katte, biller og snegle i min nyttehave eller min kærestes fødder med sokker på under et bord og den slags. Så det er klart, at det mest kun er de venner, jeg har ude i det virkelige liv, der synes, det eventuelt kan være hyggeligt at scrolle ned igennem mit fotodimseri.

Alligevel er det interessant at se, hvordan nogle, der er lige så uprofessionelle som mig - af grunde, jeg stadig ikke helt har regnet ud - pludselig får en ordentlig stak følgere.

Jeg er hverken fornærmet over det eller sur, jeg undrer mig bare over, at f.eks. en tallerken med en sandwich kan få over 6.000 mennesker til at juble i takt - selvom jeg godt ved, at helheden i Naos samlede fotomasse er ret skarptvinklet, og at hun har stor æstetisk sans. Men altså min kat, fanget i et gab, er da mindst lige så interessant som en sandwich, hvis man lige umiddelbart sammenligner.

Men igen: Havde det nu været Jamie Olivers kat eller Obamas ...

Ella. Det uskarpe af de to. Filter: Lo-Fi.




mandag den 22. april 2013

Køns- og familiedebat trumfet af nålefisk

Har lært to ting i den forgangne uge.

1. Dansk Folkepartis, Mette Dencker tager ikke noget pis i familieværdi-debatten. Nu er grænsen for, hvad hun synes, vi kan acceptere og kalde normalt ved at være godt og grundigt nået. Det handler selvfølgelig om det med, at lesbiske kæreste/ægtepar skal tilkendes lige forældremyndighed over fælles børn. Det gjorde M. Dencker så forarget, at hun blev nødt til at stille det spørgsmål ud i Folketingssalen, som tilsyneladende lå og presede sig på inde i hende: "Hvad bliver det næste? At vi kan gifte os med dyr?"

Vi lader efterklangen af den moderne højrefløjspolitikers ord hænge i luften et øjeblik ...

Og så var det, jeg et par dage efter lærte væsentlige-ting-nummer-to. Tingen, der i øvrigt garanteret ville få Dencker til at få både kaffe og Karen Wolf småkage galt i halsen og hikste det hele ud over de lesbiskes børn, hvis hun fik nys om det.

Desuden fandt jeg et dyr, jeg rent faktisk overvejede at gifte mig med, hvis det skulle blive ...

2. Søheste ligner faktisk en lille smule rigtige heste. Der findes rimelig mange varianter af dem.  Pålidelige kilder siger helt op til 35 arter. De mindste bliver 16 millimeter, de største bliver 35 centimeter lange - eller høje, om man vil.
Søheste (jeg kan godt lide at skrive deres navn mange gange) svømmer sindssygt langsomt. Den har en rygfinne, den styrer med og en halefinne, der får den fremad men altså i helt, ekstrem, langsom slowmotion. Den er i øvrigt fuldkommen vindøjet og kan altså kigge til alle sider med de dér øjne, der ser ud som om, de er omkranset af verdens fineste, kunstige øjenvipper. Den har ingen tænder og sluger derfor sit bytte helt. Den inhalerer for eksempel med stor fornøjelse - små rejer

Og nu bliver det vildt. For når en søhest forelsker sig, er det love at first sight, og den rammer plet i første og eneste hug. Jo, jo: eneste, for den skifter aldrig partner resten af sit liv. Forever lasting søheste-love. Skulle det ske, at den ene søhest i et par dør, så finder den efterladte heller ikke dér en ny mage. Enkesøheste, hmm, ser man dét.

Åhh, er de ikke søde?

De kurtiserer hinanden - så sødt - blandt andet ved at svømme rundt og vikle halerne ind i hinanden. Man kan godt forestille sig, at svømmetempoet ikke ligefrem bliver speedet op af den lille finte ikk'? Godt at deres territorium ofte ikke er større end et par kvadratmeter ...

De bliver også hos hinanden, hvis den ene er syg eller kommer til skade. De er faktisk sammen hele tiden. Undtagen om dagen, hvor de hver for sig jager føde. Men om aftenen mødes de igen.

Og hold nu godt fast i alt, hvad du vidste om normalitet: Når det kommer til reproduktion hos søheste, så er det er altså hannen, der er gravid, føder ungerne og passer på dem, til de er voksne.
Hunnen lægger sine æg i en rugepose på hannens mave, hvor han befrugter dem. Så forsegles posen, og når æggene efter 2-3 uger er blevet til små søhesteunger, sprøjter han dem ud af posen og passer på dem, så godt han kan.

Det er eddermame familieværdier, wildlife og kønsdebat i ét og samme overlegne hug - hva' ba'?

Ja, Mette Dencker, dén havde du nok ikke set komme hva'?

Jeg er i øvrigt fan af søheste fra nu af.

Og så gungrede de små søheste afsted i havet sammen og levede lykkeligt til deres dages ende

søndag den 14. april 2013

Et beklædningsstudie fra hipsterkvarteret

Vi befinder os i Det Falske Forår. De fleste af os har efterhånden fået opbygget en ansigtskulør, der ligger og roder et sted henne i nuancerne; hvid over i blålig - changerende over i gennemsigtig med et fint stænk af tørre, røde pletter og lidt mørke rander under øjnene. Vi er lige så stille - kollektivt - ved at kollapse af D-vitaminmangel. Faktisk ligger de fleste af os som fisk, der er blevet kylet ud af akvariet og gisper efter vejret i fosterstilling på vores sofaer iført uldsweatre og ragskokker med klaprende tænder, mens vi på fast klokkeslet fem gange i timen sukker og stønner og nipper lidt til vores Earl Grey. Akke-ja.

Et klima som vores animerer ikke ligefrem til at hive stiletterne frem fra skabet, sætte en chique hat på sned og springe ned ad trapperne med en luftig kjole flagrende om benene. Det er for koldt, for upraktisk og for skørt, når det kun er sommer 14 dage om året. Why bother? Bare for at gå på arbejde, café og indkøb.

Fint nok. Så vi har vedtaget, at det er ok, at vi allesammen går rundt i ens, billige grå, brune og sorte dynejakker fra H&M - de samme sorte vinterstøvler med snører, og stort set ens blå jeans.

Men for satan, hvor er det kedeligt.

En empirisk undersøgelse, lavet i den forgangne uge på Vesterbro, konkluderer helt utvetydigt: Vi ligner allesammen hinanden i bundter af sort-blåt-brunt. Kun sjældent har der i undersøgelsen været afvigelser, og hver gang en afvigelse har åbenbaret sig i form af et par klik-klakkende sko i pangfarver, en figursyet frakke, en opsat frisure, et make-up'et ansigt, et skarpt jakkesæt, en lårkort kjole med tilhørende fine nylonstrømpe-ben, et pink halstørklæde og et par røde støvler, en læbestift smilende mund eller en virkelig fancy pels, har det vakt opsigt.

Og hov. Der kom du så lige gående hen ad fortovet sammen med din veninde. I får øje på hende dér super silden, med stylet frisure, make up, stiletter, fine negle, strømper, nederdel. Hele outfittet er perfekt, skruet op og er sexet. Og det vækker opmærksomhed.

Vi zoomer lige ind og kigger på, hvad der sker i sekunderne efter, hun har passeret jer på gaden.
Jo, den er god nok - det sker rent faktisk: I vender jeres blikke mod hinanden - sigende blikke med løftede øjenbryn, og så falder den tørre kommentar, som lyder noget i retning af:
"Helt ærligt, er det ikke liidt koldt at gå i stiletter og så tynde strømper nu?"

Gensidig nikken.

"Så du, hvor høje de sko var? Rimelig overdrevet make up - og hendes negle - de var godt nok lange hva'?"

Og så starter I en diskussion, hvor I på forhånd er enige om udfaldet, der handler om, hvor lange negle egentlig må være, før det er enten: 1. For billigt (luderagtigt) 2. For upraktisk og uhygiejnisk 3. Bare grimt!
I får også lige flettet ind, at hun måske også i virkeligheden var lidt for gammel til at gå i SÅ kort nederdel - og at hendes udskæring var lige til den dybe side.

Men hvorfor? Hvad er det, der skaber den reaktion? Hvorfor ikke vende det om og lige anerkende, at her gik sgu én, der virkelig var tjekket at se på - havde gjort sig umage og var lidt lækker?

Misundelse? Gamle nedarvede fordomme om alder og påklædning? Egen frygt for at skille sig ud? Jeg ved det ikke. Men det er jo rigtigt, at folk, der skiller sig ud bliver kommenteret. Hvis damen, der gik forbi havde været 60, og havde gjort sig samme anstrengelser for at komme til at se lækker ud, så havde kommentarerne været ti gange hårdere, for det er absolut forbudt - åbenbart - at gøre noget ud af sig selv, når man bliver gammel.

Sikken en øv-holdning. Vi har kun ét, lille, snoldet og relativt kort liv at leve. Hvorfor så ikke få det maksimale ud af det, også når det gælder vores tøj og fremtoning? Det er sjovt, det giver selvfedhed på den fede måde og kan være skideflot. Kapow, her kommer vi, vi har en fest - også til hverdag. Yes, og se lige hende dér med de røde stiletter. Ser det ikke bare dødscool ud?

Bevares, det er selvfølgelig helt frivilligt, hvilke tekstiler du og jeg vælger at svøbe vores kroppe i. Og jo, jo, det er mere praktisk med snørestøvler, jeans og dynejakke i det her lortevejrs-land, og vores mødre sagde også, at det var bedst, at vi tog uldne underbukser på om vinteren. Og jo, det er også 100 procent frivilligt, om man vil genere sin hud med make-up eller smøre kemikalier ud over sine negle eller risikere at vrikke om på fødderne iført høje sko og støvler. Og det er heller ikke altid, vi gider eller orker at gøre så meget ud af en skide tur ned i Netto, og det er fair nok - det hele.

Men her er så sindssygt gråt og kedeligt otte ud af 12 måneder, og vi kunne gøre det hele bare en snas mere festligt, hvis vi orkede at fyre den lidt mere af - også somme tider på hverdage. Og hvis vi nu lod være med at bitche, når andre vælger lidt disco i deres liv, måske ligefrem "likede" dem irl, så ville sommeren måske vare længere?

Suk. Ja, jeg ved det godt. Verden har i dén grad andre og mere alvorlige problematikker at byde på, og det er i bund og grund fjollet, at tale om og gå så meget op i påklædning.

I særdeleshed andres.


fredag den 12. april 2013

Invitation til kaffeslabberas

Jeg. Gik. I. Stå.

Den slags kan ske, og det skete. Men nu har jeg ryddet op, sadlet om og rettet ryggen. Det var tiltrængt.

Træt af smeltende jordbæris med cremegul topping i cirkus-layout kastede jeg det hele i papirkurven, spartlede de værste huller og kørte en tur med sandpapiret. Købte ti liter hvid vægmaling og begyndte forfra. Resultatet er blevet helt ok, synes jeg. Her er i hvert fald rarere at være nu. 

Og så har jeg foræret mig selv en retning, lidt struktur og en fin lille dogme-krykke at klamre de gamle, rystende hænder til.

Hey - hør hov, du læser jo med. Dejligt at se dig og velkommen tilbage. Forsyn dig nu endelig, der er mere, hvor det kommer fra. Tag en kop kaffe og en lille skarp - en pebermyntepastil med en smøg til. Snup en hindbærsnitte - lad æblerne ligge. Lad håret hænge ned og tag dig en spiller - husk dine piller.

Det begynder igen på søndag.