Sygeplejerske sagde heldigvis, at i dag må jeg ikke dyrke motion, jeg skal forholde mig rolig og spise meget og drikke mere væske end jeg plejer. Det er derfor med strålende samvittighed, at jeg nu sidder og bæller blåbærsaft og spiser frokostpizza.
For år tilbage meldte jeg mig faktisk som bloddonor. Jeg havde udfyldt alle papirer og sendt ind. Havde sågar skrevet, at man gerne måtte kontakte mig i forbindelse med akutte tapninger (øv, det er et besvimelsesord det dér, kan jeg mærke). Så fik jeg en bekræftelse fra blodbanken, og de var så venlige at sende et ark med små klistermærker med som bonus formet som bloddråber. Jeg kiggede på arket og måtte med sløret syn og kvalme smide dem direkte i skraldespanden og afblæse hele missionen. Jeg kunne simpelthen ikke alligevel. Kylling - en forbandet kylling - var, hvad jeg var.
Men for nogle måneder siden sad jeg en aften og tænkte, at nu kunne det fandme være nok med alt det klynk. Det var i to konkrete tilfælde - henne på fjæset - gået op for mig, at der mangler matches, hvad angår knoglemarv til alvorligt syge mennesker med leukæmi. Men man kan ikke blive knoglemarvsdonor, med mindre man også er bloddonor. Så det var bare op på hesten. Hvor fucking svært kunne det lige være? Ved godt, at sandsynligheden for at jeg skulle matche nogen som helst er helt uforskammet lille, men den er der dog, og så skal det eddermame ikke hedde sig, hvis det mikroskopiske tilfælde skulle vise sig, at jeg ikke kan redde et andet menneskes liv. Gamle svækling, tyndpisser og bangebuks. Come on.
Så det gjorde jeg. Meldte mig som bloddonor. Igen. Og denne gang MENTE jeg det, selvom jeg flere gange måtte gå væk fra skærmen og lade være med at læse alt det med småt og detaljerne mens jeg meldte mig til (indsæt hønse/kyllingelyde her). Tog samtidig stilling til organdonation i tilfælde af hjernedød (i klinisk forstand), og det er den helt uigenkaldeligt rabiate slags, hvor selv min nærmeste familie ikke får et ord at skulle have sagt, hvis det forhåbentlig ikke skulle ske. Basta. Bum. Mine organer tilfalder dem, der måtte kunne bruge dem, når jeg dør, og ingen skal belemres med spørgsmål.
Hmm. Men de usle hunde til blodbank ansatte sygeplejersker skulle selvfølgelig lige give mig et spørgeskema til, da jeg kom derud i dag. De dobbelttjekker jo alt, hvilket selvfølgelig er helt på sin plads. Kunne bare ikke rigtig udholde at vente alt for længe på at komme til, og så alle de spørgsmål om blod og kanlyler ...
Nå men altså dér nede ved spørgsmål sytten eller noget gik det op for mig, at hvis jeg nu havde været homoseksuel mand, så havde jeg ikke kunnet blive donor. Det er Sundhedsstyrelsen, der har vedtaget, at det er for farligt. For homoseksuelle mænd har som regel analsex, og risiko for at smitte med hiv er større ved analsex end ved vaginalsex. Men man bliver ved hver eneste tapning (åh, der besvimede jeg lige igen), testet for leverbetændelse og hiv, så hvad er problemet? I Sverige må homoseksuelle mænd gerne være bloddonorer og i Storbritannien.
Sygeplejersken gav mig ret i, at det var diskriminerende. Men der var ingen politisk diskussion om emnet for tiden, så der ville nok gå lang tid, før den regel ville blive lavet om, mente hun.
Nej, nej, det er ikke en borgerrettigheds ting at få lov at afgive blod. Og ifølge en af de få relevante artikler jeg kan finde om emnet, siger overlæge i Sundhedsstyrelsen at vi har rigeligt med blod, og at reglen kun er lavet for at gøre administrationen lettere, for det er åbenbart farligere at være homoseksuel mand end man skulle tro. Jeg blev sgu lidt overrasket, og synes egentlig det lugter lidt af forældet paranoia på linje med, at man kan blive smittet med aids af at drikke af samme kop som en hiv positiv.
Nuvel. Min første dag som bloddonor. Og jeg besvimede ikke. Og jeg kastede ikke op. Men kiggede væk i alle 10 minutter mens svenske Andreas sygeplejerske talte om løst og fast og fortalte mig, at jeg havde en blodprocent på 9,3, hvilket er meget højt. Han syntes, jeg var dygtig.
Woop, woop. Det tillader jeg mig lige at være en lillesmule stolt af.
Opdatering: Havde egentlig håbet lidt på (regnet med), at jeg var én af de helt særlige med en af de meget sjældne blodtyper. Men ak og æv bæv, jeg er næsten så normal, som man kan blive. Er bare en helt ordinær O Rhesus Positiv type som 35 procent af befolkningen.
Må straks finde noget andet at prale med så.
