Sidste mand slukker bålet

Jeg er grundtræt af hele tiden at få trukket regler og atter regler ned over mit liv.

Regler er efter min bedste overbevisning i meget høj grad medvirkende til, at vi skaber et samfund, hvor vi hver især kan hævde os overfor dem, vi synes, ikke lever op til reglerne. Vi skaber groft sagt et samfund af små sladrehanke og Stasiagenter, der kan rende og melde hinanden ganske gratis - og uden konsekvenser for stikkeren i øvrigt - til Bestyrelsen, til Grundejerforeningen, til Kommunen, til Politiet etc.

"Bah, bah, det må man altså ikke, så nu bliver det sagt til de voksne. Ha!"

For med tåbelige regler glemmer vi at bruge vores sunde fornuft. 

Selvfølgelig er det smart at have nogle få, let forståelige regler for at holde det nogenlunde civiliserede samfund (som vi tilsyneladende stræber efter at have) kørende med os mennesker på spil, der, hvis ikke vi havde nogen regler overhovedet, ville rende og stjæle, skide, klatre, køre og knalde hvorsomhelst - nårsomhelst. Sådan er dét jo.

Men for helvede altså. Der er simpelthen en ret stor kategori af regler, der er for åndssvage. Og vi finder ofte selv på dem, lige så snart vi får en smule indflydelse og dermed magt.

Nu er det for eksempel blevet forbudt at tænde bål i sin have. I hvert fald hvis man bor i Gribskov Kommune.

En nyhed, der ikke har været meget fokus på i medierne, synes jeg, men reglen blev også vedtaget 1. januar 2011 og kan af den grund ikke længere kategoriseres som en nyhed. Og i januar kan man vel vove at påstå, at der ikke ligefrem er mange, der har lyst til at finde sin indre vildmand/kvinde frem og vandre ned til sin dertil indrettede bålplads i haven og fyre op under kævlerne. Det er altså først nu  - her ud på den tidlige sommer, at det går op for de fleste, hvad, der er blevet besluttet. Så hvis ikke det var et faktum, at de fleste lokalpolitikere fra provinsen er på samme intelligensniveau, som det korn, de selv høster, ville jeg have dem mistænkt for at have opereret med vaskeægte spin her. 

Nu er jeg selv opvokset i Gribskov Kommune, der som bekendt er lagt sammen af tidligere Helsinge Kommune og Græsted-Gilleleje kommune. Vi befinder os altså rent geografisk ude på landet.

Med livet som indsats
I mine forældres have - derude på landet - blev der for mange år siden anlagt en bålplads. For vi er nemlig sådan nogle rigtige vildmænd og kvinder i min familie, der elsker lyden af knitrende gløder og ild. Somme tider er der endda blevet sunget, spillet guitar og grinet rundt omkring de bål. Det er sågar hændt, at vi har inviteret venner eller andre familiemedlemmer hjem i haven til at opleve disse stærke kræfter sammen med os. De har også sunget, spillet guitar og grinet rundt om de bål. Når det blev sent, er samtalerne somme tider blevet dybe og intense. Ligefrem vigtige. Nogen gange har vi sovet rundt om bålet på madrasser.

Men nu er disse livsfarlige aktiviteter gudskelov blevet bragt til øjeblikkelig standsning fra politisk sted. For hvis man tænker på, hvor sindssygt vi har opført os i alle disse år, så er det jo rent faktisk et under, at vi ikke har brændt huset eller hinanden af forlængst.

Det er så forbudt, det dér
Et nærtstående familiemedlem havde indtil for nylig heller ikke hørt noget om den nye bålregel. Så en aften tændte den naive vildmand så et stille og roligt bål for sin egen fornøjelses skyld. Det skulle han aldrig have gjort. For der gik ikke lang tid, så stod der en Stasiagent ude foran haven og hoppede på sit eget hoved i et anfald af rendyrket besserwisser: "Ved du ikke, at det er forbudt at lave bål, jeg var liiige ved at ringe til brandvæsenet, for jeg troede jo, at der var ildebrand. Vi kan se røgen heelt over i vores have, uhh hvor blev jeg bange", kvidrede nabo Stasi'en. 

Eksempel taget til efterretning. Der har været ildfrit lige siden på den naive vildmands og mine forældres bålpladser. Men her i pinsen må jeg indrømme, at jeg kastede lange blikke efter henholdsvis tændstikæsken og det tørre brænde, der ligger og gør sig til på den runde plads.

For jeg er en rebel. Grrrr. Der elsker at lave bål, og jeg vil jo frygtelig gerne finde hullet i systemet, så jeg uden samvittighedskvaler og fare for at der pludselig holder en horde af brandbiler inde i haven kan stryge den skide tændstik, næste gang jeg besøger mine forældre. Så tillad mig at bringe et kort uddrag fra den pjece, der er kommet fra Gribskov Kommune i forbindelse med den nye bålregel - og hjælp mig så lige her:

"Gribskov Kommune har med "Regulativ for husholdnings- affald", gældende pr. 1. jan. 2011, besluttet at tillade husholdninger i landzonen at afbrænde tørt haveaffald i perioden 1. december til 1. marts. Det er ikke tilladt at afbrænde haveaffald i byzonen og i sommerhusområder. Det er dog tilladt af afbrænde Sankt Hans bål, men kun Sankt Hans aften og mindre bål bestående af rent tørt træ til rekreative formål på særligt indrettede bålpladser." 

Afbrænding af tåbelige sætninger
Der er op til flere problemer med de sætninger. Det første er, at et begreb som husholdningsaffald pludselig kommer i spil. Her tænker enhver, der har - eller har haft - høns sikkert på resterne fra salaten, en håndfuld kogte ris eller gulerodsskræller. To sekunder efter er husholdningsaffald så blevet til regulært haveaffald.

Andet problem: Bor man mon i by eller landzone? Det kan selvfølgelig tjekkes på Teknisk Forvaltning eller noget. Ok. Videre: "Det er dog tilladt af afbrænde Sankt Hans bål, men kun Sankt Hans aften og mindre bål bestående af rent tørt træ til rekreative formål på særligt indrettede bålpladser".

Ikke forstået. Må jeg kun brænde Sankt Hans bål, eller må jeg rent faktisk gerne ind imellem brænde mindre bål til rekreative formål på mit særligt indrettede bålsted? De smarte skriverkarle, der har udformet pjecen har jo tilsyneladende taget højde for rebeller som mig, der adspurgt ville kunne hævde, at det bål, jeg var i færd med at brænde, sådan set bare hedder et Sankt Hans bål. Eller betyder det, at jeg Sankt Hans aften kun må brænde et bål, hvis det er til rekreativt formål, og kun hvis bålet er af mindre størrelse (end hvad)? Og hvis mine forældre nu er så heldige at bo i landzonen, må vi i så fald da brænde et valgfrit antal bål rekreative eller ej fra 1.december til 1.marts?

Spejderæra slut?
Får vi mon flere pyromaner nu? Bliver snobrød noget, der skal ristes over gasgrill eller går i Grønspættebogen? Ja også spejderne må i gang med at redefinere deres fælles identitet nu. Èt fortjenstmærke mindre at stræbe efter. Først røg dolken med knivloven - nu ryger bålet. Og så er der stort set kun de kristne sange tilbage. Hvem gider det?

Spørgsmålene hober sig op. Og jeg går for alle tilfældes skyld i gang med at lære at strikke uldtrøjer og termosokker.

Men mens vi venter på december, vil jeg opfordre til, at vi begynder at tænke bare en lille smule selv. Det har skræmmende perspektiver, at børn, der vokser op på landet, eller somme tider holder ferie på landet fra nu af ikke længere må lave bål sammen med deres forældre, bedsteforældre, søskende og venner om sommeren.

Det er nemlig forbudt, blev der motherfucking sagt til de voksne!

Bonus info til folk, der alligevel ikke har lyst til at tænke selv, fra Gribskov Kommunes pjece om "Regulativ for husholdnings- affald":

SANKT HANS BÅL
"Sankt Hans bål må kun afbrændes Sankt Hans aften, når følgende overholdes: - At der kun afbrændes tørt og rent haveaffald At der er en afstand fra bål til bygninger med hårdt tag på minimum 30 meter - At der er en afstand fra bål til brandbare afgrøder på minimum 60 meter - At der er en afstand på minimum 200 meter fra bål til bygninger med let antændeligt tag f.eks. stråtag, nåletræs-plantager, lyngklædte arealer eller brandbare oplag m.m. - Afbrændingen kun sker under tilstedeværelse af en voksen person. - Opsynet må først ophøre når ild og gløder er fuldstændig slukket". Citat slut.

Ryster med bryster

Efter en hel lang weekend med lige dele Distortion og tis fordelt ud over de københavnske landsbyer falder jeg så i "patter-fælden". Med en barnlig overskrift, der vel nogenlunde svarer til at ridse: "Fisse" ind i en offentlig toiletdør?

Det, at have store bryster, er jo som regel noget, mænd, der er til kvinder, godt kan lide. Og jeg ved, der også er en enkelt kvinde hist og pist, der fra tid til anden lader sig fascinere af disse attributter. Det kan der være forskellige grunde til: Noget seksuelt, misundelse, ren og skær beundring og angst. Det med angst kommer jeg tilbage til.

Jeg selv er overmåde fascineret af Meg Whites bryster. Megs nuts ... De er sgu bare flotte, og de flapper overhovedet ikke ud til nogen forkerte sider. De sidder virkelig godt fast - så at sige. Næsten unaturligt godt fast? Men jeg tror faktisk, de er ægte nok. Jeg har aldrig tænkt over det før, men blev opmærksom på det, (eller skulle jeg sige dem), da jeg så filmen "Under Great White Northern Lights". Medsøstre og brystgale mænd: Meg White har fandeme gode kasser.

Men først og fremmest er hun jo trommeslager. Endda en ret speciel en af slagsen. Faktisk har jeg sjældent set nogen spille så mærkeligt på trommesæt som hende. Èn ting er, at hun slår hårdt, hvilket er lidt sjældent for kvinder på dette instrument, og meget fedt, at hun gør. Men hun har altså en underlig spillestil. En, kan man kalde det, lodret spillestil. Hun vender somme tider stikkerne helt lodret, og hun sidder fuldkommen lodret på sin lille trommestol, og hun spiller ekstremt markeret og frembringer en - ja nærmest lodret lyd.

Og så var det, jeg opdagede, at hendes bryster nærmest også er lodrette. På den runde måde. De bevæger sig - ja, men de bliver ligesom en del af trommespillet, og hun vælger også at fremhæve dem på en cool måde ved hjælp af sit tøj. Man får næsten lyst til at prøve at røre ved dem. The girl really knows how to rock these boobs of her's.

En verden af bh'er
Dét at have store bryster er ikke altid lige sjovt. Jeg taler af erfaring.

Jeg var 14, da de begyndte at gå amok. Det gjorde fandeme ondt, dér i voksealderen. Specielt når vi havde gymnastik i skolen. Og specielt, når det involverede noget med halvstore bolde, man skulle gribe. Av, av. Men jeg var 20, før jeg fik min første bh. Min mor havde i sine meget unge dage haft et anstrengt forhold til bh'er, så da hun blev gammel nok til selv at bestemme, brændte hun den, hun havde på et bål eller noget. Væk med den. Og det er ikke fordi, jeg bebrejder hende (det gør jeg altså ikke mor). Der var bare ikke så mange kvinder, der gik op i den slags, da jeg var teenager. I hvert fald ikke dem, jeg kendte. Mine veninder gik heller ikke med bh - det gjorde de altså ikke dengang.

En pige, jeg gik på højskole med, da jeg var 19, løb meget. Hun havde en decideret sports bh. Og hendes bryster var endda meget mindre end mine. Hun gik også i undertøjs-sæt. Med blonder. Det ved jeg, for hun optrådte i sådan en bh til en af vores koncerter. Jeg syntes, det var flot. Men forbandt stadig ikke bh med mig.

Men året efter købte jeg én i en undertøjsbutik. Og siden da er jeg ikke gået nogen steder uden bh.

Bh'er er dyre. Men det er en anden snak. Hvis man vil have varen, der fremhæver, understøtter og ikke laver røde mærker, så må man punge ud.

Bh'en gør, at ens store bryster bliver, hvor de skal - i hvert fald nogenlunde inden for tyngdelovens grænser.

Og nu fremhævede jeg så Meg White. Hendes gedigne nødder bliver forbilledligt siddende, hvor de er, selvom hun udøver sit erhverv som trommelsager i et rockband. Der findes også eksempler på det modsatte.

Camilla Plum er ét af de eksempler. Denne multi kreative gårdkvinde, der helt klart er dygtig til at lave mad, sylte, lave saftevand, dyrke krydderurter og grøntsager, og på mange måder lever et - efter min mening - misundelsesværdigt liv i pagt med naturen. Hun har en megaflot have,  et yndigt hus, fire kernesunde børn og en mand, og hun fremtryller de vildeste brød - om hvilke, hun i øvrigt engang fik en hel programrække sat til sin rådighed for at præsentere i alle deres former under en næsten lige så corny titel, som mit blogindlæg her bærer. Men altså. Jeg får angst af at se på hende. Eller rettere: på hendes bryster.

Moder Jord kvinden
Hun ved, hvad hun vil og kan. Iført tørklæde om hovedet og godt med jord under neglene er det ellers ind og røre i den store, sorte støbejernsfætter og kvase nogle krydderurter og hele frugter med de bare næver - ned til det simrende dyr i gryden, som man jo så også får mistanke om, at hun selv har været ude og kvæle. Og mens hun rører i gryden, blafrer og blævrer hendes giga-kasser, så jeg kniber øjnene lidt sammen af skræk for, at de skal vælte ud gennem skærmen og ned i min chipsskål. Ofte har jeg skiftet kanal, selv om det var en spændende ret, hun var ved at lave. En gang spildte hun et eller andet ned på det ene bryst. Det blev hængende (altså det hun havde spildt), for hun opdagede det ikke selv, og kameraføreren gjorde ikke tegn til hende åbenbart. Det tog så meget fokus for mig, at jeg ikke længere hørte- eller så efter, hvad hun gjorde eller sagde. Jeg får ikke lyst til at prøve at røre ved dem.

Elga Olgas lår
Jeg kan ikke forklare, hvorfor de har den effekt på mig, når nu Meg Whites er så sært tiltrækkende. Jeg bliver bare angst. Lidt på samme måde som dengang jeg var lille og var med min far i Helsinge Ungdomscenter til et arrangement i "Ældreklubben", hvor selveste Elga Olga skulle optræde, og jeg satte mig på gulvet foran scenen, hvorfra jeg kunne kigge denne svulmende dame lige op under kjolen og fik udsyn til et sæt ben, der var lige så forvrængede som hendes ansigt, når hun sang Solituuuudeveej. Der var simpelthen tale om lår i sko og mere til.

"Store bryster forpligter"
 Det, syntes Jens Tolsgaard, vores gamle musiklærer på Ærø Højskole, at vores band skulle hedde. Det grinede vi lidt af, og besluttede så benhårdt at kalde os "Bjarne eller ej" i stedet for. Men han havde  nu lidt ret i, at store bryster forpligter, eller at det forpligter at have store bryster. Eller at forpligtelserne ved at have store bryster er større, end når man har små bryster. Okay jeg roder mig ud i noget nu. Forpligter? Det er nok et lidt stærkt udtryk, da det jo er frivilligt, som det meste her i livet, om man vil pakke sine fortrin ind, når man stiller sig op på en scene eller viser sig igen og igen i fjernsynet. Og det handler måske ikke så meget om indpakning, som det handler om attitude for den, der bærer brysterne.

Og tro mig, det har taget mig år at lære, at mine altid var der, og at de bevæger sig skødesløst, som de selv vil. Og jeg har kigget misundeligt i mange timer på de dér piger på festivalerne og på stranden, som kan gå i strop t-shirts med bar ryg uden bh og stadig hoppe til Rage Against The Machine eller spille strandtennis, uden brysterne gør noget særligt væsen af sig. På en eller anden måde, er det bare mere feminint. Måske fordi de piger uden mindste besvær bare bevæger sig frit og uhæmmet. For de har aldrig skulle spekulere ét sekund på, om sidemanden nu fik et bryst i hovedet.

Der er simpelthen ikke nogen, der skal bilde mig ind, at folk, der lige som jeg, render rundt med tasker, der er større end gennemsnittets, ikke er bevidste om dem. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Men med bevidsthed retter vi ryggen og bliver lodrette. Lige som Meg. Og så er brysterne pludselig meget pænere. Camilla Plum skal da selvfølgelig også bare give den gas på tv, som hun plejer. Så må jeg jo tage kurset: "Sig goddag til din angst", som min svigerinde fortalte, var en obligatorisk del af pensum i hendes tid på Statens Teaterskole. Alternativt kan jeg jo slukke for fjernsynet.