torsdag den 22. marts 2012

Grubleren

Jeg har overvejet at nedlægge bloggen. Rigtig meget, meget seriøst og ganske længe egentlig. For jeg er i tvivl om, hvad den er til for.
Jeg skrev godt nok i mit allerførste indlæg, at den var for min egen fornøjelses skyld, fordi jeg er en navlepiller, der godt kan lide at spejle mig og blah, blah.
Men det er ambivalent. På mange niveauer egentlig.

For det første (og det er super navlepillende og kontrolfreak agtigt), nærer jeg en patetisk - kald det frygt i mangel af bedre ord - for at lave for mange stavefejl og forkert tegnsætning (hvilket slet, slet ikke harmonerer med den måde, jeg læser andres blogindlæg på, for der kunne det ikke rage mig mindre, om de slår forkerte streger eller skriver d i gjort, så længe det er spændende og indholdsrig læsning).

For det andet, synes jeg, det er besværligt at balancere mellem det personlige og det private. Jeg ved, at når jeg endelig poster noget, så er der også en del, der læser med, for jeg er nemlig så sceneliderlig, at jeg altid poster mine blogindlæg videre på fjæset, twitter og så videre. Og jeg tænker dybest set: rager mit (sex)liv (eller aller oftest mangel på samme), mine harmdirrende holdninger til åndsbollede regler og systemer min familie, mine venner eller sågar mine perifære bekendte på selvsamme fjæs? Heri ligger dybe, modstridende følelser. For jeg vil jo på den ene side gerne sætte ord på nogle af de ting, som optager mig på indre og ydre plan, og være ærlig i det, og vise det til andre, for at jeg selv og måske andre kan blive klogere, mere opildnede eller bare glade, bekræftede eller måske eftertænksomme af det. Men hvor går grænsen mellem ærlighed og decideret selvudleveren? Og sværest af alt. Kan jeg gøre det uden at blive paranoid? Ohh den selvcentrerede bloggers evige dilemma mellem: Skal jeg skrive dagbog eller udgive en nøgleroman? I guess.

For det tredje - og her kommer det egentlige spørgsmål: Har jeg V I R K E L I G så vigtig en sag, at verden bliver et bedre sted, hvis jeg bare skriver løs?  Svaret på det spørgsmål er let - og svaret er: "Nej".

Lang pause.

Jamen hvorfor fanden så?

Længere pause efterfulgt af urolig rokken på stolen og en tur i køkkenet efter vand og ild. Og når sandheden skal frem - kaffe.

Fordi jeg somme tider ikke kan lade være. Fordi, hvis ikke jeg somme tider gjorde det, ville livet blive ulideligt. For min hjerne, der er ved at koge over i bedste indestængte: "Jeg bliver sindssyg og om lidt brænder jeg alt ned, hvis ikke der OGSÅ ind imellem er nogen, der lytter" stil. Og det ville blive ulideligt for dem, der i det daglige er tvunget til at omgås mig. Kollegaer for eksempel.

Så nu må det være. Tag det eller slet mig.

Og det var i grunden et ret ånds- og visdomsforladt blogindlæg. Men nu er der taget tilløb. Igen. Og nu står Ella og mjaver insisterende på den dér: kast nu for satan nogle sølvpapirskugler måden. Og så må jeg jo til det.


P.S. Og apropos. Fik en lille bog i julegave af min lillebror, der hedder Emily the Strange af Rob Reger. Totalt yndlingsbog. Det er nok forbudt at vise billeder fra den på en blog. Men den er bare så fin. Kan godt anbefale den, hvis man somme tider, har en hjerne, der er ved at eksplodere. Og så er katte jo KUN godt. Hvis I skulle være i tvivl.

2 kommentarer:

  1. Kære du

    Du tager fejl i svaret på "for det tredje".

    SvarSlet
  2. Irene. Jeg siger det bare, som det er: Jeg er modtagelig for smiger. Tak.

    Kh
    C

    SvarSlet

Der var en fejl i denne gadget