Det er elleve år siden (2001), jeg begyndte på det dér blogging første gang. Det hed bare ikke blogging, men var en slags virtuel dagbog, der fungerede som en blanding mellem facebook og en, ja - blog. Lunarstorm, hed det. Det lukkede ned i Danmark, men findes stadig i Sverige.
Det så sådan her ud:
Meget barnligt look i grunden.
Nå, men jeg gemte alle mine indlæg. Og lige nu sidder jeg og læser dem igennem. Fuld af forundring. Mest fordi meget af det føles som om, det er fra et helt andet liv, hvilket det jo på mange måder også er. Og så slår det mig samtidig, at der er utroligt mange ting, der ikke er blevet en skid anderledes. Og det er i grunden lidt rystende.
Ud over det - er det underligt blufærdigt, at læse ting, jeg selv har skrevet for så mange år siden. Men jeg er i godt humør, og deler overskudsagtigt ud til dem, der gider læse med over skulderen. Men jeg advarer: Det kan være kvalmefremkaldende. Og irriterende læseuvenligt, da jeg kan ikke få lov at dele teksten op i afsnit. Ved ikke om det skyldes, at jeg har copy/pastet så heftigt - men nu gider jeg ikke prøve at rette mere, for resutatet bliver det samme hver gang. Pis osse. Teksten er også lige lovlig lille. Nå.
Hmm. Here it goes. Timestamp 2003:
Lunarstorm - PostDate: 2003-02-28
23:40
Access: Public
ReadCount: 9
Subject: Bekendelses
tid.
Body:
---
Lad det være sagt med
det samme. Jeg føler mig sprød som en småkage. Lykkelig i små stjernekaster
momenter, melankolsk grænsende til det sentimentale en tredjedel af tiden,
effektiv og neutral som en dronning en anden tredjedel. Den sidste del sovende
i mit hvide drømmeland af dyner, og med fuld tryk på det ubevidste, der
manifesterer sig som glasklare drømme, der hele den lange dag kører som
surrealistiske filmstumper på nethinden.
Jeg mangler kun så
lidt så lidt for at bryde igennem med et fokus på, hvad jeg skal. I mit liv.
Uanset hvor meget jeg
prøver at skabe små oaser af tid til at gøre det, jeg hele tiden går og samler
materiale til, nemlig at få skrevet nogen sammenhængende og vedkommende
sætninger, så er der altid noget praktisk, der kommer i vejen, eller en telefon,
der ringer. Jeg burde ansætte en butler og smide telefonen i havnen. Ja jeg ved
det godt, lad dog lortet flyde og go...men hvorfor gør jeg det så ikke bare?
Godt spørgsmål, jeg kan ikke svare lige nu.
Livet skal være let.
Livet skal leves sammen med andre mennesker og ikke bare være et eneliv. Jeg har
svære symptomer på navnløs kærestesyge. Når jeg ser et par, der kærligt og velkendt
aer hinanden over håret og giver hinanden et kys, som de har givet hinanden
millioner af, kan jeg næsten fysisk selv mærke det. Jeg griber mig selv i at
stirre, på samme måde som et målløst og nysgerrigt barn, der ser noget for
første gang. Og jeg kan ikke gøre for det, jeg gør det bare.
Dybt optaget af
andres relationer bliver det tilsvarende ulideligt bagefter at gå alene hjem,
velvidende at ingen venter. Ikke selvynkende eller i bitter misundelse på de
andre. Tværtimod. Men en følelse af at nu er grænsen simpelthen nået for, hvor
lang tid jeg skal leve alene længere. Det føles slet og ret forkert nu at sidde
helt mutters alene og høre natradio og skrive dagbog i sengen. Det er trist og
kedeligt, jeg kan mærke, at jeg trænger til at være en del af et andet menneskes
liv, på den måde man er som kærester. I tykt og tyndt til døden os
skiller...lyder det banalt? Hm livet er underligt banalt i al sit komplekse
morads, hvor ingen mennesker tænker fuldkommen det samme og alligevel er så
ufatteligt ens i bund og grund.
Tænker over, hvor
svært det er at komme til enighed om noget med andre mennesker. Der er altid
bitte små nuancer i menneskers overbevisning. Nogle gange større. Det er vel derfor, der altid er
krig et sted ...
Og i dag har jeg haft
besøg af min familie og min bedste veninde fra Jylland og hendes lille pige og
hendes kæreste. Mens hun ammede den lille, spiste hun en flødebolle, som hendes
kæreste trykkede på, lige da hun skulle til at tage en bid, så hun fik skum om
munden. Så tog hun flødebollen og tværede den ud på hans næse. Og sådan sad de
så i lang tid uden at gøre noget ved det. Fnisende. Og de mennesker, som jeg kender som min familie,
var rolige, afslappede og tog sig tid sammen. To små babypiger født med to
dages mellemrum lå og knirkede og kiggede med øjnene spærret op.
Og jeg elsker
dem alle sammen meget, meget højt, og jeg fik min arv fra min mormor og morfars
hus, en lille hvid porcelænsand med et knækket ben, en fin æske fyldt med
spillekort og et gammeldags krøllejern.
Hvor er det dog
fantastisk at elske nogen og føle gengældelse.
================================================================================
Lunarstorm - PostDate: 2003-03-05
14:04
Access: Public
ReadCount: 5
Subject: Walkers
Body:
---
Pure Butter
Shortbread
Highlanders.
Keemun the, au lait.
Rød North State
filtercigaretter.
Breve returneret til
afsender (mig) som følge af bedsteforældres død.
Det kan man godt få
tre timer til at gå med, og det virker ovenikøbet vigtigt. Meget vigtigt.
================================================================================
Lunarstorm - PostDate: 2003-03-18
13:53
Access: Public
ReadCount: 4
Subject: Nå.
Body:
---
Hvem sagde langt ude?
Har nogen ringet dig
op måske
og har du lagt en
besked
efter hyletonen i mit
øre?
================================================================================
Lunarstorm - PostDate: 2003-05-28
00:03
Access: Public
ReadCount: 6
Subject: Pral
Body:
---
er det at
bekendtgøre:
At jeg har pudset
vinduer i hele min lejlighed i dag, vasket de letteste gulve og støvsuget
resten.
Det har absolut ingen
interesse for den eventuelle offentlighed. Overhovedet. Men jeg måtte bare sige
det, derfor er det pral.
Hvorfor er det
interessant for den eventuelle offentlighed at vide, hvem kronprinsen dater og
hvorfor? Tænk hvis det var mig, og ingen overhovedet vidste det, altså bortset
fra Frederik og mig? At historien med Mary D. bare var noget, vi havde iscenesat
for at få FRED?
Det ville iøvrigt
også være pral. I dette tilfælde
løgnagtig pral, men alligevel. I kan jo heller ikke vide, om jeg lyver om min
rengøring, som stadig er totalt uinteressant. Vel?
Jeg kunne også komme
med noget namedropping, delagtiggøre jer i hvilke kendte mennesker jeg kender,
og jeg kender en del (pral igen). Men hvad ville jeg, de eller I få ud af det?
Passer det
overhovedet? Kender jeg overhovedet så meget som en eneste skide halvkendt
tilnærmelsesvis berømthed?
Er det egentlig
interessant?
Hvad er?
Når det bliver
personligt vil nogle sige, og det vil jeg også.
HA tænk lige over
det.
Eller lad være, lad
endelig være, det er nonsens det her, tåbelig nonsens.
================================================================================
Lunarstorm - PostDate: 2003-06-01
01:57
Access: Public
ReadCount: 6
Subject: Optur -
gårsdagens...
Body:
---
OOOOOOKKKKKKAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYY.
ER OPTAGET
På DJH
1.SEPTEMBER
HURRA
Så SKETE DET
LYKKEN VAR LUN
OH HAPPINESS...JEG
GLÆDES.
================================================================================
Lunarstorm - PostDate: 2003-06-07
22:19
Access: Public
ReadCount: 8
Subject: Mellem drøm
og virkelighed
Body:
---
er der et felt. En
lille kerne af noget, jeg har svært ved at beskrive. En art glasklokke som jeg
har befundet mig i den sidste uges tid. Men den er ikke hermetrisk tillukket.
Små sprækker af lyde og indtryk siver ind, jeg selv siger vidst også noget
indimellem, mest i form af jubelskrig og spontansang. Men mest imellem mine
spontane anfald af pludseligt opstået narkolepsi. Jeg falder i søvn konstant,
som var der en krise, jeg skulle igennem. Og joh der er vel en krise kørende,
men denne gang til behagelig afveksling, med positivt fortegn.
Jeg er vidst nok meget
meget glad. Men min krop skal bare lige lære at fatte tanken. Eller omvendt.
Se pinsesolen danser
over skyerne.
================================================================================
Lunarstorm - PostDate: 2003-08-27
21:59
Access: Public
ReadCount: 10
Subject: Afsked er så
svært - med det man har kært.
Body:
---
Bliver pludselig
grebet af en ellers ikke tilstedeværende følelse midt i al mit flytteri: Tænk
hvis jeg aldrig kommer tilbage til denne her lejlighed igen? Det er næsten ikke
til at holde ud at tænke på. Det er jo min lejlighed, min så meget at jeg slet
ikke kan bære det. Den har lagt rammen om mit liv siden 1997 eller ihvertfald
været mit faste udgangspunkt.
Her er alle tanker
blevet vendt med alle, og vin er så rigeligt blevet skyllet ned imens. Så
mange søndags morgener har jeg ligget i min seng, med vinduet åbent og lyttet
til Vesterbros kirker, der har bimlet om kap med hinanden og overdøvet den
ellers så stille søndagsby. Jeg har trampet gulvene i hak med mine dansesko og
har måtte bruge baljer af vand til at rette det værste ud bagefter, her er blevet sunget
i vilden sky med og uden akkompagnement, grinet så det raslede i rørene, grædt
så heftigt at det må være sivet til underboen - mindst 100 liter. Her har alle
mine glæder og alle mine sorger og det midt imellem, fået frit spil. Det har
nogen af de andres også, især nok Christinas og Danielles. De boede her jo.
Her
har jeg holdt seks fødselsdage. Min morfar har været her... uanset hvorhen i
verden jeg flytter nu, får jeg aldrig mere besøg af nogen bedsteforældre.
Familie, venner, bekendte, hunde, babyer, naboer har været en del af dette liv.
Det er en underlig tanke, at jeg skal flytte herfra nu, og det er som sagt faktisk først
i dag at jeg tænker over det på den måde. Ellers har jeg været rimelig
usentimental omkring det.
Men nu vil jeg sige farvel
til min lejlighed. På samme måde som man siger farvel til et menneske, der
aldrig kommer tilbage. Og alligevel ikke helt jo ... Men jeg vil gøre det, for
ligenu synes jeg, det er det sørgeligste i hele verden, og det er som om,
lejligheden også synes det. Lige nu. I dag.
Det er som om, jeg må
slippe min energi ud af vinduet, så der kan blive plads til andre. Det virker
mest fair. Lyder nok underligt, men det er følelsen...
Farvel kære
lejlighed. Vi ses nok en dag.
================================================================================
Some things change - some things don't.
Apparently.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar