fredag den 30. marts 2012

Den om stress

Jeg vidste allerede inden, jeg stod på S-toget, at noget ikke var, som det skulle være. Det var som om, de syngende skinner, der afslørede at toget var på vej ind på den halvtomme station tæt på Charlottenlund, sladrede om det. Men at den var helt gal, blev jeg først klar over, da jeg havde sat mig i kupéen. Stillekupéen, der i lørdagens anledning ikke var i nærheden af stille.

Der var fyldt med fyre i vognen. De var fulde og skæve, og de larmede. Ikke på en festlig måde, det stod hurtigt klart. De var tværtimod latent modbydelige. Sagde virkelig åndssvage ting til hinanden, var bandende, aggressive og homofobiske i deres måde at kommunikere på. Den ene tændte en kæmpe joint - nogle af de andre røg smøger. Der stank af øl, råddenskab og vold. En svag indre stemme forsøgte at fortælle mig, at jeg bare skulle flytte den ene fod foran den anden og så  - vupti ville jeg være inde i en anden kupé. Men jeg kunne ikke flytte mig. Det var som om, at hvis jeg gik og vendte ryggen til dem, så ville de kunne lugte min angst, og så ville de angribe mig som en frådende rottweiler. Mit hjerte hamrede voldsomt - så det dunkede i hovedet, og jeg havde svært ved at trække vejret.

Pludselig hviskede de to, der sad tættest på mig noget om en pistol, som den ene havde i lommen. Det er jeg helt sikker på, jeg hørte dem gøre faktisk, men jeg er stadig i tvivl, om det var rigtigt. Uanset - så gik der kun få sekunder før jeg så - lige så virkeligt, hvordan pistolen ville blive trukket, hvordan han ville pege den rundt i kupéen og systematisk skyde folk ned. Plaf, plaf. Ville jeg kunne nå at dukke mig? Ville jeg kunne rulle ind under sædet? Ville jeg dø nu? Det svimlede mere og mere, og kvalmen rullede i maven.

"Nørreport - de står af på Nørreport, for de skal jo i byen", forsøgte jeg at overbevise mig selv om.

Hellerup. Stadig lang vej hjem. Larmen i kupéen har nået nye højder, da to af fyrene vil slås - for sjov måske? Men min sunde virkelighedsopfattelse var for længst forduftet, så det kunne lige så godt være blodig alvor.

"Din klamme svans, skal du ha' den i røven", var ordene, han så stilfuldt valgte for at provokere den anden. Hadefulde ord, der skulle give sig ud for at være en slags humor dem imellem, føg gennem den tykke røgfyldte luft og gjorde mig oprigtigt dårlig. De var følelsesforladte i øjnene og sørgelige ved deres blotte eksistens - de emmede af Bad Karma, de fyre dér. De var grænseløse i en sådan grad, at min psykiske kvalme var ved at eksplodere i opkast.

"Jeg bliver nødt til at prøve at komme væk - ud i gangen", tænkte jeg ... men så var det ved et mirakel blevet Nørreport, og ganske som forudset stod de af. De sidste to stop inden Hovedbanegården gik lige med nød og næppe. Jeg flåede døren op - småløb op af rulletrappen. Jeg ønskede, ønskede, ønskede, at bussen ville komme om lidt, jeg ville hjem. Nu.

Ud på gaden ved Rewentlovsgade - kun for at se bussen køre. 25 minutter til den næste. Det var lige før, jeg begyndte at græde, men huskede så, at det er rigtig sundt at bevæge sig, når det føles som om, hjertet er på vej ud gennem brystkassen på én. Og det er sikkert også rigtigt. Alle andre dage end lige netop den. Lørdag aften på Istedgade. Et af de steder på en weekendaften i København, jeg normalt føler mig allermest tryg. Jeg har boet her i en menneskealder og kender rytmen og de mennesker, der hænger ud her. Og ikke tusind stiknarkomaner, hjemløse, prostituerede, tyveknægte, turister, branderter, dealere og højtråbende flokke kan gøre mig utryg på stykket op til Gasværksvej, hvor gaden ændrer karaktér og bliver lidt mere caférolig og hip. Men den aften kiggede alle på mig. Bebrejdende, mistænksomt og intenst med sammenknebne øjne.

"Måske er det netop i aften, jeg af en eller anden speedparanoid alfons bliver forvekslet med en afhoppet polsk trafficking girl og hevet ned i en kælder og gennembanket. Voldtaget?", tænkte jeg. "Måske bliver jeg i mildeste fald bare slået ned og frarøvet mine sager midt på gaden af en desperat junkie?".

I hvertfald blev jeg den aften iagttaget nøje på min vej nedad gaden. Jeg svedte, så jeg måtte tørre mig i øjnene. Kiggede mig over skulderen i ét væk. Kom pludselig i tanker om en artikel, jeg engang skrev til Politiken om en kvinde, der led af panikangst. Hun fortalte i interviewet, at hun bare skulle hjem og lukke døren bag sig, når hun havde det sådan her, så holdt det op.

"Er det virkelig det, jeg har", tænkte jeg. Panikangst? Det føltes egentlig sådan, og selv om jeg svagt forsøgte at skubbe det væk fra mig selv og tænke på andre, der havde haft det værre - gøre det hypotetisk og dermed naivt prøvede at stoppe det, så virkede det jo bare ikke. Min krop lyttede ikke længere til min hjerne. Den flagrede afsted for at komme hjem.

Skydebanegade - Dannebrogsgade ... Saxogade. Hep.

Jeg satte nøglen i døren, løb op af trappen, låste mig ind. Smækkede Og vips, var det overstået.
Hun havde ret - kvinden med panikangst fra artiklen. 

...

Hov, hvordan kommer jeg nu videre i teksten?

Jeg begynder et andet sted - selvfølgelig - super smart trick, når man går kold i tastaturet. Jeg bringer sgu da den start jeg ville have indledt med, inden der gik storytelling i lortet. Så kan man som læser også selv vælge, hvor og hvordan, man vil hoppe ind i denne urimeligt lange tekst.

The alternate beginning (passer også fint med temaet for de næste linjer)
Stærkt inspireret af  Filmnørdens Hjørnes podcasts (I ved Casper og Jesper, de to begavede mænd, der pludselig er kommet ind fra kulissen og giver begrebet filmanmeldelse helt ny mening, mens de sparker den største og mest sympatiske røv til glæde og oplysning om premierefilm, plus alt det vi ikke var klar over, vi gerne ville vide, om filmene, industrien, om alle deres bagmænd- og kvinder, om Oscar, spioner, Dødens Gab, Cannes, filmsex etc., og det endda uden at svøbe sig i arty-farty indforståetheder og højtragende metaforer), vil jeg bare nøjes med at kalde denne blogpost: Den om stress.

Hov, reklamerede jeg lige helt vildt dér? Well. Gå selv ind og tjek ud hos Nørderne om jeg fortæller usandheder - men vent lige til efter udsendelsen her.

Sagen er den, at jeg har haft stress. Sådan rigtig meget stress. Så meget, at jeg troede, jeg måske aldrig vile holde op med at have det igen. Fortællingen om hjemturen, der varede en evighed er kun en lille del af en meget, meget lang historie, som jeg af mange grunde ikke kan fortælle helt fyldestgørende om her, hvor gerne jeg end ville. For det første kan jeg ikke længere helt kronologisk huske, hvornår hvad skete. For det andet er der simpelthen for mange detaljer og for mange alt for specifikke årsager til at det gik, som det gjorde, og jeg ville være ked af at komme til at udstille folk, der på den ene eller anden måde var indvolveret i de årsager. Jeg er ikke på hævntogt eller på jagt efter syndebukke. Selv syndebukke har hjerter.

Der er sagt, skrevet og fortalt meget om stress, og bliver det (tilsyneladende) fortsat. Der er nogen - særligt visse arbejdsgivere, har jeg ladet mig fortælle, der ikke tror på stress som sygdomsfænomen. Den type chefer tror bare, at vi pjækker - det tror nogle af os også selv, så det er egentlig lidt feje hold. Den før omtalte type arbejdsgivere mener kun, der findes den adrenalinfremkaldende - såkaldte sunde stress, der bare får folk til at arbejde lidt mere målrettet og effektivt. Men hej alle I chefer derude, der tror det, jeg har en overraskelse: DET PASSER IKKE.
Der er nogen, der får hele deres liv ødelagt af det. Der er altid nogen, der bliver ladt i stikken - dem, der skal arbejde lidt mere, når vi med stress går derhjemme og tæller knaster i gulvbrædderne, og der er (heldigvis få) folk, der dør af stress (ja, det kan man faktisk godt, siger videnskaben). Og så er der alt muligt andet med stress. Det kommer lidt forskelligt til udtryk - men det er helt sikkert ikke behageligt, uanset i hvilken form, det manifesterer sig i.

For mig, var det et regulært chok at opdage, at et emne, jeg tidligere havde skrevet artikler om og forholdt mig til på et analyserende, perifært og ikke personligt plan, pludselig skulle blev en del af mit liv. Mit totalt overskudsagtige liv.

Det var lige efter påske. Jeg havde været på højskole på Ærø som hundrede gange før. Det havde været rart - som hundrede gange før. Men havde også haft en snert af noget uroligt. Jeg talte meget undervejs med gravide Sophie, der så alting klart igennem rolige, ædru øjne, og havde overskud til at tage sig af en tydeligvis stresset galning, med håret strittende i alle retninger, i et desperat forsøg på stadig at styre og kontrollere sig ud af truende kaos og forestående sammenbrud. Og jeg kunne mærke, at hver gang hun lagde en hånd på min arm, så var jeg ved at græde. Jeg måtte også bede hende om, at lade være med at kramme alt for længe ved færgen, for så var jeg begyndt at stortude, og var nok ikke stoppet før Svendborg. Det ville sgu være for meget af det gode.

Jeg havde vanen tro taget fri om tirsdagen, for det kan være hårdt at være på højskole. Natten til onsdag sov jeg vildt uroligt. Det føltes som om, jeg var sprithamrende teenagestiv, og sengen blev ved at køre rundt i cirkler med mig følgende efter. Jeg tog ret mange omgange. Til sidst var jeg helt udmattet af at snurre rundt i en psykedelisk bue af kvalme og koldsved. Og på et tidspunkt ringede vækkeuret. Jeg satte mig på kanten af sengen og stirrede ud i luften uden at kunne bevæge mig. Jeg kunne mærke, hvordan min mave var helt hård. Som om jeg havde slugt cementstøv, og nu var det svulmet op og størknet i en klump. Ellers kunne jeg ingenting. Mit morgenritual virkede uendeligt, uoverskueligt. Skulle jeg drikke kaffe eller the? Havde jeg været i bad i går? Hvad skulle jeg tage på af tøj? Hvordan skulle jeg komme ned til min cykel?

Ja, hvordan helvede skulle jeg egentlig komme ned til min cykel? Det forekom mig pludselig at være et håbløst projekt. Jeg ringede til mit arbejde og meldte mig syg. Det lettede lige med det samme og jeg lod mig falde bagover. Indtil ... to minutter efter, hvor tanken om, at jeg jo skulle derhen i morgen - afløste lettelse med et nyt anfald koldsved og mavekrampe.

Det her var mildt sagt ufedt.  Så jeg ringede til min læge. Et valg, jeg ved vil passere revue i det øjeblik jeg skal dø, som et af de bedste jeg har truffet for mig selv. For det viste sig, at jeg havde verdens bedste læge.

Første scene hos lægen
Læge: (mens han rykker kontorstolen heelt tæt på, sætter albuen i låret, holder hånden under hagen og kigger mig insisterende i øjnene) "Hvordan har du det?"

Mig: " Jeg har det som om tankerne aldrig vil holde op, jeg er svimmel, har hjertebanken, er bange for at cykle, tror jeg bliver kørt ned af venstresvingende lastbil midt i lyskryds hele tiden, holder op med at trække vejret, når jeg tænker på mit arbejde, jeg glemmer alting - selv aftaler jeg lige har lavet for to minutter siden, jeg har ondt i ryggen, sover dårligt og har ondt i maven og så græder jeg over de mindste ting. Værre end jeg plejer".

Læge: (nu mere intenst gloende i øjne og en anelse ovre den usynlige grænse for min intimsfære) " Har du det sådan, at når du vågner om morgenen, så føler du, livet ikke er værd at leve længere?".

Mig: (nu besserwisser og gl. socialpædagog) "NEJ. Jeg er ikke suicidal, men tak fordi du spørger (nu helt ovre i soc. pæd'en), i virkeligheden skal vi to bytte plads. Det her føles HELT forkert. Det plejer at være mig, der stiller spørgsmålene".

Læge: (nu med ansigtet inde i computerskærm og journal - min) "Hm, ja du er jo socialpædagog, kan jeg se. Er du lidt miljøskadet?"

Mig: "Jeg er nu blevet journalist i mellemtiden".

Læge: "Det er så - kan jeg regne ud - mange år siden, vi to sidst har talt sammen".

Mig: (nu helt uden modstand overfor interview-offerrolle)"Jah, det er det vel".

Læge: "Fortæl lidt om dit arbejde. Er der sket nogle særlige begivenheder i dit liv på det sidste, har du en kæreste, og har du noget tæt familie, venner? (spørgsmål kom drypvis og ikke som her, i en lang tætpakket sætning).

Mig: (nu fortællende om alt det, der skete henne på arbejdet: at jeg ikke følte jeg nåede noget, at jeg følte mig presset, kontrolleret og ladt i stikken på samme tid. At hver dag føltes som et uoverkommeligt bjerg af uforudsigeligheder, at planlægning var umuligt, at jeg råbte uden at blive hørt og taget alvorligt, at ledelse var en by i Rusland, og at jeg i øvrigt havde verdens sødeste og bedste kollegaer, hvoraf mange af dem havde det på samme måde som mig. Jeg fortalte også, at min fætter næsten lige var død på en mission som udsendt soldat i Afghanistan, og at jeg var meget berørt af det. Og så fortalte jeg, at jeg igennem nogle år havde haft en kæreste, der havde visse problemer med at styre alkohol og spil,  og at det sluttede sidste år, og at jeg lige nu ikke havde nogen kæreste, men til gengæld en sød familie - der også lige pt var meget berørte af og ikke mindst oprørte over fætters alt for tidlige død. Og jeg  fortalte, at jeg havde mange søde venner, jeg kunne tale med).

Læge: "Det lyder som om du har stress. Jeg sygemelder dig. Uanset hvad der er grunden, så har du stress. Det er i familie med både depression og angst, og ud fra det, du fortæller, lyder det som om, du ligger et sted i mellem. Men du skal holde op med at prøve at tænke på at præstere lige nu. Jeg sygemelder dig en måned - foreløbig. Hvordan lyder det?".

Mig: (nu med dyybt lettelses suk) "Det lyder som en god plan" (liige med det samme efterfulgt af dårlig samvittighed). "Men jeg har dårlig samvittighed".

Læge: "Over hvad?"

Mig: "At jeg ikke kan holde balancen. At jeg på en måde er gået lidt i stykker, så jeg ikke virker. Hvad nu med mine kollegaer?"

Læge: "Det er en lægelig ordre, at du fra nu af sørger for, at gøre gode ting for dig selv. Mindst tre ting hver dag. Find ud af hvad, der gør dig glad. Og gør så det. Dine kollegaer klarer sig. Tænk ikke på det. Og så kommer du her og taler med mig en gang om ugen i 30 minutter".

Lægescene slut.

Pyha, det er allerede langt. Håber I klarer den. Det bliver mere selvudleverende om lidt.

Allerede dagen efter påske begyndte folk at poste billeder henne på fjæset.  Jeg lagde mærke til på billederne, at der var enormt flot pyntet op til festerne. Jeg fik øje på detaljer, jeg havde overset mens jeg var tilstede. Havde jeg egentlig været tilstede?

Nu gik der så et stykke tid med, at jeg cyklede ud i min nyttehave og brugte hele dage dér på at luge ukrudt og klippe grene. Det var rart. Talte med min læge. Han gav mig opgaver. Navlepillende opgaver. Udøvede kognitiv terapi på mig, gjorde han. For det kan han nemlig tilfældigvis, og han fik lov - eller rettere: jeg gav mig selv lov. Og der er lidt forskel. Det hele hjalp, og jeg begyndte langsomt at kunne huske mine nøgler, når jeg gik. Jeg kunne lægge huskelisterne lidt fra mig, og jeg tudede ikke nær så meget, når folk råbte efter mig på cykel, når de var ved at køre mig ned og den slags. Jeg begyndte faktisk at få filteret mod omverdenens voldsomhed lidt tilbage.

                                                 Her vises lige et zenbillede af de pureste katte. Spinde, spinde.


Jeg høstede jordbær. Det blev juni. Ja, der skete mange, mange flere ting i processen, men detaljeringsgraden er allerede løbet løbsk her, så jeg iler til næste store punkt: Jeg skulle til og tænke på at komme tilbage på arbejde. Jeg begyndte midt i juni. Den første uge kom og gik jeg som jeg havde lyst, den anden uge kom jeg lidt mere, og så havde jeg tre ugers ferie. Da jeg kom tilbage fra ferie begyndte jeg på fuld tid. Det var svært. Jeg var hele tiden bange for, at jeg ikke skulle kunne klare det. Men det gik vist. Jeg var i hvert fald oppe i gear, som man siger - igen. Og noget blev der da også produceret, når jeg kigger tilbage. Der blev oven i købet forsøgsvist lyttet - men jeg ved ikke, om der er nogen, der rigtigt forstod eller forstår, hvor afsindigt, det i virkeligheden var i den periode. Henne på arbejdet. Sådan helt generelt. Faktisk må jeg indrømme, at jeg har svært ved at huske helt nøjagtigt i hvilken rækkefølge begivenhederne fandt sted i den periode, som i øvrigt varede fra cirka 1. august og frem til tjah... marts måned året efter. Men ganske snigende kom stressen tilbage. Indtil den lige pludselig tog ordentligt fat som et stormvejr. Værre end første gang. Nu med oversvømmelse, mudderskred og tornado. Bang. Tilbage til start, og du inkasserer ikke 4.000, men kan rykke direkte i fængsel, hvis det skulle være?

Hvis ikke man vil lytte, må man føle. Så det gjorde jeg. Alt for meget af det gode. Og pludselig en dag fandt jeg så mig selv mentalt fastlåst i hjørnet af en stillekupé i et S-tog, hvor jeg troede, jeg ville blive skudt af en flok stive idioter på vej i byen. Og så måtte jeg i gang med arbejdet. På at lave ingenting. Mærke efter. Tage mig selv alvorligt. Lære at trække vejret på nye måder. Granske min sjæl, finde ud af, hvordan JEG havde det. Hvad JEG ville være, når jeg blev stor, hvordan JEG ville have det i mit liv.

Og det gik op for mig - ikke fra den ene dag til den anden men i små lysglimt af erkendelser - at jeg i virkeligheden det meste af mit voksne liv har arbejdet som en tosse, brugt for meget energi på at være tilstede i andre og i deres problemer, både privat og på arbejde. Jeg har (haft?) for store krav til mig selv, brugt for meget energi på at forsøge at flytte tankskibe, der på forhånd var dømt til at kæntre. Jeg er fløjet igennem luften i en til tider idiotisk forklædning med kappe og underhylere med næven knyttet for enden af en strakt arm. Med opblæst, brede skuldre.

Og nu er jeg så her. Et godt stykke tid efter. Nogenlunde velfungerende og med hukommelsen cirka intakt. Jeg har arbejde, et godt ét, jeg har venner (stadig), nogle gode nogen, familie - en god én, og jeg har katte. Men jeg er stadig ikke kommet op i gear, som man stadig siger. Og det er nok i virkeligheden dét, der er det vigtigste og hele pointen. For det SKAL jeg heller ikke. I hvert fald ikke dét gear, som jeg var i dér. For det førte jo helt soleklart ikke noget godt med sig. For nogen. Slet ikke mig selv. Og jeg er altså ret så vigtig, hvis noget som helst andet omkring mig skal fungere. Og det dér med at redde verden. Det gør man på en helt anden måde. Men det er en historie, som må vente til en anden dag.

Ja ja, det er lidt corny, men det er bare så kedeligt, når der slet ikke er nogen billeder. Pling, pling musik indsættes efter behov, og man må gerne kommentere på bloggen imens, hvis man har lyst til at sige noget.

5 kommentarer:

  1. Du er kraftpedervæltemig sej, Cille. Tak fordi, du deler.

    SvarSlet
  2. Du er den sejeste Cecilia - fordi du deler det her. Og sej fordi du lyttede til dig selv den gang og gav slip på d hele. Godt gået - og ikke mindst fantastisk skrevet ;-)

    SvarSlet
  3. Tak er et kort og kan være 50% af et urs lyd - men i dette tilfælde udtales med tryk på a'et, som lyden fra en gammel Bornholmer, hvor alt knirker og alle tandhjul har drejet i 100 år.

    Det er med en grusom genkendelse jeg læser dine smukke og slående ord.

    Så søde du - tAk!

    SvarSlet
  4. Har du overvejet at blive forfatter? Seriøst! Du skriver altså på en fed måde. Jeg er vild med det :-D

    SvarSlet

Der var en fejl i denne gadget