fredag den 23. marts 2012

Prisbelønnet råbegak, tak

Var henne på Betty Nansens - Edison forleden og udøve Hvid Magi. På mig selv. Det er længe siden, jeg har set, hørt og oplevet noget på en teaterscene, der gik så rent ind som det. Faktisk er jeg ikke helt kommet mig endnu og har KUN lyst til at tage derhen igen. Hvilket kan lyde sært. For det er svært at tro rigtigt på, at en forestilling bygget op på det gennemkneppede koncept: Teaterkoncert, vil efterlade én med ret meget andet end et anerkendende nik og måske et lille smil på læben over genhøret med Anne Linnet og hendes mangfoldige univers. Sådan lidt: Det var dét. Og så hjem til kamillethe og natmad.

Men det var langt fra tilfældet for mig. Jeg har faktisk stadig mascara hængende ned af kinderne i lange tårevædede baner. Fuck, hvor var det intenst. Specielt for en tudeprinsesse, der OGSÅ græder, når hun ser Beatles forestilling, hører De Eneste To eller ser Sound of Music (pateetiisk - specielt det sidste). Men i selskab med kvinderne fra Sort Samvittighed krævede det selvkontrol af den helt disciplinerede slags ikke at henfalde til decideret hulken og hikstende krampegråd - flere steder.

Okay. Inden jeg fortaber mig helt: Jeg er tudsegammel Anne Linnet fan og kan næsten alle sangene i hendes bagkatalog - fra før verden gik af lave - udenad. Anne Linnet Band, Shit og Chanel, børnepladen Go' søndag mor'n, den engelske: You're Crazy over Kvindesind med Tove Ditlevsens digte, Berlin '84 med Sanne Salomonsen og så selvfølgelig pladerne med Marquis de Sade (linket åbner Bonanza, og du ryger liige ind på Eldorado med Mylle, og det er udsendelsen fra 05.12.1983, du skal finde. Indslag begynder ved 41:50 - det er stort - gå ikke glip) fra 1983 til 1986. Som jeg i øvrigt, med øjne så store som hjul og stejle og ører så åbne som kanalerne til mit spirende, aktive seksuelle liv, hørte i Helsinge Hallen et sted midt i deres storhedstid. Og jeg var fuldkommen blæst væk. Specielt den første plade var jo helt, helt banebrydende, nyskabende og megamodig. Den hårde. Den med Moussa Diallos flabede, fede slagbas, helt uhørt synth programmering, el-trommer og Per Møllers sprøde, rytmiske og klagende til tider næsten funky guitar ... og teksterne. Gisp. 



... Nej, nej, nej, hvad laver jeg?  Det giver ikke mening at beskrive en plade, som SÅ mange mennesker har et forhold til og ved, hvornår hvert eneste lille slag kommer, hvor hun synger hvad, og hvordan hun fraserer - helt ned til detaljerne, hvornår koret begynder at stønne, og jeg ku' blive ved. Men som mange jo er klar over: Tre knaldhårde skæringer på side 1 og fire på side 2. Værsågod - æd den! Nu med pisk.

Nu - hører jeg faktisk meget, meget sjældent Anne Linnet. Men eftersom hun har været ved min side op igennem hele min ungdom og en stor del af mit voksenliv, er det måske ikke så sært, at jeg fælder en tåre i latter og rørelse, når de allergaleste kvinder tramper ind på scenen og vrider alt det inderligste de overhovedet formår ud af damens tekster og melodier, og råber, skriger, hvisker, stønner og synger i vilden sky og det ganske fra hjertet (og vel egentlig også en hel del fra kussen). For dér var hele mit Kvindesind- og liv foldet ud for øjnene af publikum. Grotesk, forførende, og fuld af styrke, følsomhed og vanvittig humor, som i: Fråde, fråde, gakke - gøgle, jeg tør godt at være grim, mens jeg spiller på plastictrommesæt og fyrer den af, mens jeg drikker mig stiv som en havnetøs og danser mærkeligt med forrevne knæ og fjollet pelsværk om hovedet og strømperne i ål. 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Og samtidig - henne i teatret - var det oven i købet kun cirka 24 timer siden, jeg havde haft en øv-oplevelse med en ellers umådelig sød og dejlig mand. Ja det vil sige: oplevelsen med manden var sådan set ingenlunde øv. Tværtimod. Men afslutningen på oplevelsen var desværre. Som den slags somme tider kan være for nu at generalisere. Selv om generaliseringer om den slags egentlig ikke hører nogen som helst steder hjemme, men blot for at springe uden om detaljerne. Suk.

Og ikke fordi, jeg netop havde oplevet dette øv. Men så alligevel. Lidt. Blev forestillingen ekstra stærkt krydret. Måske blev denne oplevelse nærmest faktisk - kogt sammen med de andre lignende oplevelser igennem tiden - helt tilbage til teenageårene - og blev til én lige dér. Og brølet højt.

Det føltes i hvert fald som summen af alle grådfyldte, indestængte skrig, der skulle have blæst håret tilbage på alle de bange pus, der aldrig ser ud til at forstå for alvor, at selv om jeg er overmåde dygtig, i kontrol, er stor, stærk og rummelig, spiser op og somme tider er ligeglad med at have revne knæ og strømpeål, så har jeg ...ingen anden drøm/end at ligge her hos dig/mærke varmen fra din krop/nej jeg har ingen anden drøm.

Men ...du har vendt dig om/tænkt dig bort/din mund siger nej/men hjertet siger ja/der er ikke noget, du kan gøre/et forelsket hjerte skal man aldrig spørge/det gør alligevel hvad det vil ...

Og nu gør det noget i grunden ganske usædvanligt for hjerter. Det taler. Og det siger: tak, Marquis.

Jeg sender dig Hvid Magi.

1 kommentar:

  1. LOVELY.....det er min tur på tirsdag...jeg gisper allerede!

    SvarSlet