onsdag den 11. april 2012

Lykkelig

Spørgsmålet, der presser sig på lige nu, er i virkeligheden: Hvordan det kan være, man kan blive lykkelig af at drikke tequilaslammere, (for mange) white russians i ølkrus, gå udenfor i minusgrader for at ryge en gang i timen iført catsuit af lak eller tynde nylonstrømper, stilletter og glimmertop, stille sig ind i verdens mindste øvelokale uden ilt sammen med ti svedende mennesker i 12 timer, stå udenfor i regnvejr om natten og skråle fjollede sange - stiv og hæs. Danse med en skakbrik i børnestørrelse, komme i seng klokken fem om morgenen i en iskold sovepose og stå op tre timer efter for at lave morgenmad til de andre i flokken, der kom lige så sent i seng, og bagefter med et påtaget smil, en lidt for skinger sang på læben og en form for hovedpine rense tre lokummer, samle sure skodder op fra terrassen og støvsuge et tæppe for kagekrummer, sammenknebne ølkapsler og papirkonfetti?

Hvordan kan det være, at man bliver lykkelig, når man - rundt regnet - 20 gange om dagen får verdens mest oprigtige og varme knus? Bliver klappet (af) ... Bliver aet over panden af både mænd og kvinder og kysset lidt på kinden. Bliver grinet af. Bliver grinet med. Får komplimenter.

Når oplevelsen af at flokken rummer alle og accepterer - sågar elsker - at alle er komplekse, men ret ligetil netop nu - i dette øjeblik - på dette sted - går lige i hjertet og maven og sender stråler ud til alle belønningscentrene i hjernen (jo, de ER i flertal netop dér). Når alle yder deres ypperste - gør sig umage for, at alle skal have det rart. Når nogen spiller musik, de har øvet intenst i to dage for én. Når flokken løfter i flok. Når flokken vejrer, hvordan det gladeste vanvid i en næsten lodret kurve, tigger om at stige til nye højder. Når flokken lægger sig i en bunke til slut og trækker vejret stille sammen, som kun en flok kan gøre det - og synger de sidste sange, de har i sig. Og deres krøllede hjerner nu ganske af sig selv spytter morskab og geniale spasserier ud - til glæde for flokken, indtil kroppene i flokken én efter én giver efter for søvnen, som de fulde af omsorg lader sig lulle ind i med en sur sok i øjet eller en varm hånd på skulderen eller brystet?

2 kommentarer:

  1. Ærøfori!

    Åh, så mange af de lykkeligste øjeblikke i mit liv. Så smukt beskrevet, levende- og sanseliggjort af din formidable evne til at skrive, så det det suser og sýnger. Ord, der får blodet til at flyde lidt varmere og hjertet til at slå i takt med verdens gode larm, kærlighedspulsen;

    SvarSlet
  2. Fordi sådan ER det bare!

    Ærøfori og Ærøtik er noget af det smukkeste...

    SvarSlet

Der var en fejl i denne gadget