mandag den 29. april 2013

Let me Instalike you

Instagram er altså lidt uretfærdig. Her har jeg ligget på lur med mit iPhone kamera i flere timer for at fange mine katte i at gabe, fordi det ser så sindssygt sjovt ud på billeder, og det lykkedes faktisk i to tilfælde her for nogle dage siden. Det ene mere vellykket (læs: skarpt) end det andet, men dog sjovt. Hvad får jeg? 13 likes, hvilket er mange i mit tilfælde.

Tom. Det skarpe(ste) af de to. Filter: Earlybird.

I modsætning til den japanske kvinde, Nao 1223, som jeg følger på Instagram, der kun tager billeder af to ting: sin mad og stillestående vand med åkander - alternativt grupper af blomster. I går fyrede hun et foto op af af sin frokost, som faktisk for en gangs skyld var en røvsyg, fluteagtig sandwich med ost og skinke på en trætallerken på et træbord. Ved siden af tallerkenen stod et glas med noget, der lignede Baileys med isterninger.

6.400 likes fik hun på ganske få timer med sådan et stilleben.

Jamie Oliver, skal bare overveje at køre sine altid-i-gang-med-et-spændende-madprojekt-fedtede-fingre forbi sit fotoalbum og hive et pix igennem Instagrams tvivlsomme filtre - så går tælleapparatet i gang. Forleden bragte han et foto af to oste på et skærebræt. Det udløste 17.315 likes. Der er 1 million, der følger ham, fordi han er en überkendis, og han har faktisk nogle ret nuttede børn, som han også ganske tit fotograferer og lægger ud til offentlig skue. Så fair nok. Folk vil gerne være venner med kendisser, specielt når de lader som om, vi får en snas af deres privatliv. Barack Obama er et glimrende eksempel. Han har fotojournalisten Pete Souza i hælene i tide og utide, selvfølgelig ansat af presidenten himself til netop at rende rundt som den evigt, knipsende skygge, og han laver reportagefotografi, der virker.

Vi ser Obama og hans folk - alvorlige - til vigtige møder, der handler om verdensfreden, vi ser presidenten, der kommer hjem i helikoptere, der lander i baghaven og gensynsglæden er altid hjertelig og varm, når han omfavner og kysser sine børn og sin kone. Glade Barack spiller bold på kontoret med sine grinende ansatte, han bliver fanget af et barn klædt ud som Spiderman - midt i arbejdstiden og han lunter ned ad en gang med sin supernuttede hund ved sin side.
Vi kommer heeelt tæt på verdens mest magtfulde mand, hans stab og hans familie.

Ja, ja, så siger vi det ... men jo, det virker, og det er superfedt fotografi i øvrigt.

Kevin Russ - som jeg følger på Instagram, fordi han rejser i USA og har gjort i snart et par år - skyder de feedøøste billeder - oftest med sin iPhone, som jeg sidder og sukker over og tænker: tænk hvis jeg nu vandt i Lotto - tanker over imens - får også psykomange likes hver gang, og jeg forstår det godt. Han lever bl.a. af at sælge fotos af den rejsedrøm, mange har, men som han lever ud, og jeg under ham det gerne. Hans motiver er desuden så storslåede, at ligegyldigt hvad, er det umuligt at hamle op med, når man bor her i grågrønne Danmark. Ud over det er han professionel.

Så Instagram kan lidt forskelligt, og alle kan være med - prof'er og amatører i en glad blanding, og det gælder derfor om at kunne navigere sig derhen, hvor der sker noget spændende, for guderne skal vide, at der også er meget rigtig elendigt fotografi derinde, som alverdens smarte retro-filtre ikke kan rette op på. Tværtimod.

Personligt har jeg - lad mig lige se - 85 følgere, er befriende ukendt, har intet nuttet afkom og tager for det meste kun billeder af mine katte, biller og snegle i min nyttehave eller min kærestes fødder med sokker på under et bord og den slags. Så det er klart, at det mest kun er de venner, jeg har ude i det virkelige liv, der synes, det eventuelt kan være hyggeligt at scrolle ned igennem mit fotodimseri.

Alligevel er det interessant at se, hvordan nogle, der er lige så uprofessionelle som mig - af grunde, jeg stadig ikke helt har regnet ud - pludselig får en ordentlig stak følgere.

Jeg er hverken fornærmet over det eller sur, jeg undrer mig bare over, at f.eks. en tallerken med en sandwich kan få over 6.000 mennesker til at juble i takt - selvom jeg godt ved, at helheden i Naos samlede fotomasse er ret skarptvinklet, og at hun har stor æstetisk sans. Men altså min kat, fanget i et gab, er da mindst lige så interessant som en sandwich, hvis man lige umiddelbart sammenligner.

Men igen: Havde det nu været Jamie Olivers kat eller Obamas ...

Ella. Det uskarpe af de to. Filter: Lo-Fi.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Der var en fejl i denne gadget