Køns- og familiedebat trumfet af nålefisk

Har lært to ting i den forgangne uge.

1. Dansk Folkepartis, Mette Dencker tager ikke noget pis i familieværdi-debatten. Nu er grænsen for, hvad hun synes, vi kan acceptere og kalde normalt ved at være godt og grundigt nået. Det handler selvfølgelig om det med, at lesbiske kæreste/ægtepar skal tilkendes lige forældremyndighed over fælles børn. Det gjorde M. Dencker så forarget, at hun blev nødt til at stille det spørgsmål ud i Folketingssalen, som tilsyneladende lå og presede sig på inde i hende: "Hvad bliver det næste? At vi kan gifte os med dyr?"

Vi lader efterklangen af den moderne højrefløjspolitikers ord hænge i luften et øjeblik ...

Og så var det, jeg et par dage efter lærte væsentlige-ting-nummer-to. Tingen, der i øvrigt garanteret ville få Dencker til at få både kaffe og Karen Wolf småkage galt i halsen og hikste det hele ud over de lesbiskes børn, hvis hun fik nys om det.

Desuden fandt jeg et dyr, jeg rent faktisk overvejede at gifte mig med, hvis det skulle blive ...

2. Søheste ligner faktisk en lille smule rigtige heste. Der findes rimelig mange varianter af dem.  Pålidelige kilder siger helt op til 35 arter. De mindste bliver 16 millimeter, de største bliver 35 centimeter lange - eller høje, om man vil.
Søheste (jeg kan godt lide at skrive deres navn mange gange) svømmer sindssygt langsomt. Den har en rygfinne, den styrer med og en halefinne, der får den fremad men altså i helt, ekstrem, langsom slowmotion. Den er i øvrigt fuldkommen vindøjet og kan altså kigge til alle sider med de dér øjne, der ser ud som om, de er omkranset af verdens fineste, kunstige øjenvipper. Den har ingen tænder og sluger derfor sit bytte helt. Den inhalerer for eksempel med stor fornøjelse - små rejer

Og nu bliver det vildt. For når en søhest forelsker sig, er det love at first sight, og den rammer plet i første og eneste hug. Jo, jo: eneste, for den skifter aldrig partner resten af sit liv. Forever lasting søheste-love. Skulle det ske, at den ene søhest i et par dør, så finder den efterladte heller ikke dér en ny mage. Enkesøheste, hmm, ser man dét.

Åhh, er de ikke søde?

De kurtiserer hinanden - så sødt - blandt andet ved at svømme rundt og vikle halerne ind i hinanden. Man kan godt forestille sig, at svømmetempoet ikke ligefrem bliver speedet op af den lille finte ikk'? Godt at deres territorium ofte ikke er større end et par kvadratmeter ...

De bliver også hos hinanden, hvis den ene er syg eller kommer til skade. De er faktisk sammen hele tiden. Undtagen om dagen, hvor de hver for sig jager føde. Men om aftenen mødes de igen.

Og hold nu godt fast i alt, hvad du vidste om normalitet: Når det kommer til reproduktion hos søheste, så er det er altså hannen, der er gravid, føder ungerne og passer på dem, til de er voksne.
Hunnen lægger sine æg i en rugepose på hannens mave, hvor han befrugter dem. Så forsegles posen, og når æggene efter 2-3 uger er blevet til små søhesteunger, sprøjter han dem ud af posen og passer på dem, så godt han kan.

Det er eddermame familieværdier, wildlife og kønsdebat i ét og samme overlegne hug - hva' ba'?

Ja, Mette Dencker, dén havde du nok ikke set komme hva'?

Jeg er i øvrigt fan af søheste fra nu af.

Og så gungrede de små søheste afsted i havet sammen og levede lykkeligt til deres dages ende