onsdag den 8. maj 2013

Zurückbleiben bitte

I Berlin er alt meget federe. Træerne er grønnere og vokser garanteret ind i himlen - de er i hvert fald store og gamle, og der er mange af dem. Sushien er generelt bedre og billigere, Prenzlauer Berg og Kreuzberg tilfører begrebet hipster nye dimensioner, drinks'ne er fyldigere og stærkere, og udsigten, hvorfra man kan drikke dem, er hele tiden coolere.

Specialbutikkerne er mere sofistikerede, fadøllene er bedre tempererede, U-bahnen får hele byen til at hænge sammen, og på de strækninger, hvor banen kører over jorden, er skinnerne lagt på jernbroer, der er nittet sammen. Der er råt og smukt, grimt og gråt, charmerende og livligt- og jeg kan lide det. Det hele. Så ud over at absolut ingen i hele byen kan finde ud af at lave en ordentlig kop kaffe, og at den fine gamle café, der lå ved Checkpoint Charlie, der lavede den mest udsøgte apfelstrudel - nu er lukket og overtaget af en middelmådig kæde-café, så var gensynet med den historisk hårdtprøvede by rart, og så var det oven i købet både forår og sommer undervejs.

Så selvfølgelig overvejede jeg hele tiden at flytte derned - naturligvis med det formål at åbne en kaffebar. Men jeg havde heldigvis følgeskab af djævlens advokat - normalt aka verdens sødeste kæreste, der har personlige, bittert ristede erfaringer med den slags, så efter en hurtig lille virksomhedsanalyse sparkede jeg idéen til hjørne. Men hvis andre er friske, så kommer jeg gerne og drikker jeres velskudte espresso med nænsomt steamet mælk, når I har fået biksen op og køre. Anyone?

Nå, tanker om kaffebarer, nyudsprungne bøgetræer og japanske kirsebærblomster i tyske metropoler gør mig desværre ikke mindre arbejdsløs. For det er, hvad jeg er, men gider bare ikke snakke så frygteligt meget om det, fordi det alt for let kommer til at lyde superynkeligt bare at nævne, at man tilhører gruppen af arbejdsløse/jobsøgende/in between jobs, og hvad vi ellers kalder det. Problemet er, at uanset hvad, vi kalder det, så er det stressende, giver næring til dårlig samvittighed og ditto selvværd. De fleste, der har prøvet det, kender formentlig problematikken.

Og så sidder man dér i Berlin og har taget sig en slags forlænget lowbudget ferieweekend inklusive otte timers bus/færgetur til en returpris - der svarer til en enkelt til Århus med DSB - med god udsigt fra søde venners lejlighed og tænker, at dét her nok skal give det nødvendige boost i retning af alt muligt positivt, når man nu kommer hjem. Med nyopladede batterier, som man siger - med et nyt og friskt syn på det hele. Med tanker som: "Når jeg kommer hjem, så myldrer de spændende job frem på nettet, og jeg skriver bedre ansøgninger, der får mig til samtaler. Én eller flere venner og bekendte ringer og siger, at de kender én, der snart skal på barsel, og at de gerne ser mig som vikar. Alt bliver simpelthen bedre og lettere".

Godt tænkt, naive idiot. Men det sker jo for fa'en ikke. Og mens tiden går, bliver hullet i cv'et større og større, og jeg nærmer mig et taberagtigt stadie på samfundsstigen. Jeg bliver én af dem, der ikke kunne få det til at fungere, jeg bliver en pestilens for mine omgivelser i mit ynkelige, elendige trampen rundt på egne tæer og tudefjæsunivers, jeg forsvinder ud af netværkets bevidsthed, jeg ryger ud af dagsrytmen, off-beat, off-track, glider af, går bagom dansen og nedenom og hjem. "Zurückbleiben bitte", bliver der sagt - hårdt og tydeligt, hvis jeg alligevel forsøger at stige på toget.

Og derefter kan jeg så stille mig desillusioneret hen i hjørnet af min lejlighed og tæve mig selv med brændenælder, fordi jeg er uduelig - ikke tænker kreativt nok, burde være mere opsøgende som hende terrieren, der bider sig fast, sender uopfordrede ansøgninger og render folk på døre.

Selvhad, fiasko, deroute.

Suk.

Men.

I skal ikke snydes for den berlinske nattergal. Måske er der håb, sådan helt generelt? Hør selv.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Der var en fejl i denne gadget