onsdag den 16. april 2014

Påskeintegration for et tequilaslammersegment

Projekt: 'Integration i påskeferiesamfundet' begynder for alvor i dag.
23 år i en ærøforisk osteklokke er lang tid - men nu er der gået hul på den, så den virker ikke lige pt.

Holder indtil videre forventningerne på minimum, og succeskriterierne lave - for jeg ved ikke, hvad og hvordan man gør. Men i går så jeg en buket grene iført lyserøde påskeæg med glimmer og pink fjer og nogle billeder på FB af nogen, der spiste sild og drak snaps plus nogle feriebilleder fra Barcelona, noget sommerhus i Sverige og nogle, der lå og flød foran en pejs med noget slik.

Aha. Javel.

I over halvdelen af mit liv har jeg onsdag eftermiddag før påske - altså netop i dag - taget toget mod Fyn for at tilbringe fem dage i selskab med en broget flok mennesker på en højskole uden at åbne en avis eller den mindste smule internet undervejs. Eneste formål: Spille rockmusik, være intenst til stede, drikke tequilaslammere, skråle fjollede sange, danse svedigt, opføre mig utérligt, hænge ud i bunker, grine hysterisk og reflektere over livet og hvor jeg er på vej hen i fem dages forpligtende og berusende fællesskab.

Men ikke i år. Og det er trist. For jeg vidste ikke noget bedre.

Men jeg følger bare (ufrivilligt) trenden. For det er ikke moderne at gå på højskole længere. Bondepigerne og drengene er for længst blevet dannede og har ikke brug for 'Det Levende Ord' eller andet Grundtvigiansk pjat. For den slags kan ikke måles effektivt. Ergo er det tidsspilde - siger politikerne og svinger pisken over de unges hoveder for at få dem til at løbe så hurtigt de kan - ud af gymnasiet og ind på universitetet, for dér at skynde sig at komme ud og blive effektive borgere.

Næh, højskole er ikke effektivt i gængs forstand. Det er derfor klart, man som moderne samfund ikke længere vil støtte op om- og opfordre unge til den slags. Det er jo bare ferie og driverliv på samfundets regning.

Fjumren og gøgl. Fri os fra det onde. Tag jer sammen!

Da jeg var 19, vidste jeg overhovedet ikke, hvad jeg skulle med mit liv. Så opdagede jeg en annonce i Gaffa for en musik- og teater højskole i det sydfynske øhav.
To dage efter havde jeg tilmeldt mig det lange efterårshold.

Det var her, mit liv tog den mest markante drejning, jeg har oplevet, at mit liv kan tage indtil videre. Jeg kunne skrive en bog i tre bind om, hvor meget det havde effekt på tiden, der kom fremover.

Men kort sagt: Bondepigen fik dannelse. Hun lærte noget om, at rumme forskelligheder, lærte at lave mad til 50 mennesker og få det færdigt til tiden, lærte at organisere, få ting til at ske i flok - lyttede til præster, alternative helbredere, garvede musikere, filosofiske forfattere og dygtige teaterfolk - og jeg diskuterede tro, håb og kærlighed, lærte at stå på en scene, fik lov til at dykke ned i egen navle og opleve, at sådan her kunne livet også være. I fire måneder. Sølle fire måneder, der i intensitet føltes som fire år. Omgivet af den smukkeste natur og daglig udsigt over havet. Jeg var forelsket i mit liv.

Så da de fire måneder sluttede, græd jeg hele vejen til Svendborg. Det eneste jeg nu vidste, jeg havde lyst til, var at komme tilbage.

Det gjorde jeg så - i 23 år. For det viste sig, at jeg ikke var alene om den lyst, så elevforeningen arrangerede et årligt træf for gamle elever, der var så attraktivt, at hvis man ikke meldte sig til den første dag, det blev annonceret - så var der ikke plads. Jeg nåede det heldigvis hver gang.

Denne årligt tilbagevendende begivenhed var så intens, at den somme tider næsten var for meget. Specielt i begyndelsen, hvor jeg stadig var ung og uden filter. Det var et overvældende inferno af fest, farver, fantastisk musik, leg, tjekkethed, gennemførthed, energi, kreativitet og vildskab i verdens smukkeste osteklokke. Og i alle årene, var det efterfølgende umuligt at forklare andre, hvorfor det var så fantastisk.

De andre spiste sildemadder, pustede æg, tog i sommerhus og på ferie til Rom. Jeg var bare hver gang så lykkelig over, at jeg havde mit 'helle'. Hver gang kom jeg hjem derfra og havde truffet en ny beslutning, der havde positiv indflydelse på mit liv. Hver gang kom jeg hjem og følte mig rig, fordi jeg endnu engang fik lov at opleve, hvad ægte kærlighed til andre mennesker er. Hver gang fik jeg energi og fornyet livsmod, og hver gang blev jeg mindet om, at jeg gerne må gøre ting, jeg kan lide, selvom jeg ikke gør dem perfekt.

Men højskolerne dør for tiden. Også min. Det skete i 2011. Og med skolens lukning forsvandt mange fra vores årlige træf - selvom vi crashede en anden højskole og tog deres gamle elever med i påskefesten.

Den anden højskole - en af de ældste i landet - kæmper også for sin overlevelse, og har pt ingen lange hold, fordi de vrider deres hjerner for at finde en model og et indhold, der virker tiltrækkende på de unge. Så der kommer ingen nye til lige nu.
Uden nyt blod - og med et stille frafald af de gamle - intet træf. I år nåede vi så smertegrænsen: For få tilmeldte. Aflysning.

Jeg forsøger at tage det pænt. Men mit indre ur er indstillet til at skulle afsted om et par timer. I min toiletskuffe ligger glimmer make-up, og ude i gangen står mine stilletter, og i skabet hænger alle mine kjoler. Det hele burde ligge i min kuffert.

Er der mon nogen, der giver en sildemad og et æg?


Mega nostalgisk billede fra Ærø Højskoles spisestue.



Ærø Højskole. Lige før verden gik af lave.


4 kommentarer:

Der var en fejl i denne gadget