Vi kvinder skal holde op med at gå i frækt, sexet tøj, når vi bevæger os ud. For så beder vi jo nærmest om at blive råbt efter, gramset på og klasket i røven af mænd. For mænd kan bare ikke styre den slags. Det er et faktum, det bør vi da vide. Måske skulle vi bare tage det som et kompliment og, ja, holde op med at være så sippede og snerpede. Mænd ville da elske, hvis de blev råbt efter eller gramset på af fremmede, for de er slet ikke så bange for sex som kvinder og har i øvrigt meget større behov for det end os.
Simpelthen. Hvis ikke vi kan lide, folk råber efter os på gaden eller klasker os i røven - uden de har vejret stemningen først eller bedt om lov, så skulle vi måske lade være med at tage så nedringede bluser på og så lårkorte kjoler. Og vigtigst af alt: Vi skal holde op med at tude, hvis vi bliver voldtaget. Specielt, hvis det er af én, vi kender i forvejen eller måske har snakket med før. For vi har jo selv lagt op til det så.
Hvis vi siger fra overfor sexistiske bemærkninger eller uindbudt gramseri, skal vi lære at tage imod den tørre latter, der bagefter regner ned over os sammen med et skulder-dask og kommentarerne: "Det var da bare for sjov, kan du ikke tage en joke? Du behøver ikke være så nærtagende".
Og vi skal lære, at en omfattende EU undersøgelse, der påviser, at danske kvinder tager førstepladsen (ud af alle EU lande) i forhold til at opleve mest vold fra mænd - fra første færd bliver sparket til hjørne som ikke-valid - af alle medier, og at de alle til hobe gør det på samme måde, nemlig ved at tage én nøje udvalgt ekspertkilde - en skeptisk, cirka 98-årig speciallæge (gudskelov kvindlig), der bl.a. i et radioprogram på 24/7 siger, at særligt unge kvinder i DK nok bare ikke er så stærke endnu, at de har lært at sige fra.
I Politiken, modsiger hun dog sig selv fra 24/7 udsendelsen ved her at at sige, at danske kvinder er de bedste til at sige fra, så deres grænser med vold er finere end andre EU kvinders, og derfor skal man lige tage undersøgelsen med et gran salt. Og i øvrigt spørger hun (bagatelliserende?):
"Hvem har i sit liv ikke været udsat for at blive skubbet, blevet revet i håret eller få en lussing?"
Ja, hvem har ikke prøvet det? Om det er som barn, ung eller voksen, og om det er drengestreger eller reel målrettet vold og det, der ligger imellem. Ligemeget. Vi skal holde op med at være så nærtagende, og den undersøgelse er jo bare noget pjat. Det burde vi i den forgangne uge have lært.
Hvis en mand sætter sig ved siden af os i bussen og lader som om, han falder i søvn og - ups, lige kommer til at lægge hånden på vores inderlår, så er det jo ikke med vilje vel? Det er heller ikke med vilje, at en mandlig chef er småtruende overfor os, når vi kommer og fortæller ham om nogle ubehagelige oplevelser, vi har haft i vores job. Så når han beder os overveje, om det her er det rigtige job for os, og om vi ikke hellere skulle arbejde i en vuggestue, så skal vi altså lytte. OG i øvrigt finde os i at hver gang, der er personalefest, så prøver han bogstaveligt talt at stikke tungen ned i halsen på os, mens han holder meget stramt fast, sekundet efter han har taget første slurk af sin øl og i øvrigt fortsætter det stunt gentagne gange resten af aftenen - til alle festerne. Det er jo bare kærligt ment, og hvis vi siger fra, er vi snerpede og frigide.
Vi skal holde op med at tro, at vores arbejde er lige så meget værd i lønkroner som mændenes. Faktisk skal vi acceptere, at vi i gennemsnit tjener 3.000 kroner mindre om måneden for at lave det samme som vores mandlige kollega.
Og nu vi er ved det emne: Vi skal snart se at holde kæft med vores idéer om kønskvoter i bestyrelser og ledelser. Det er jo noget vås med de kvoter, for det er jo som Hartmanns skriver i deres slogan: "Best man for the job", så vi skal bare kridte skoene. Det er vores egen skyld, at vi ikke sidder der, for vi har nok bare ikke kompetencerne til den slags krævende arbejde.
Og så skal vi altså snart holde op med at tvinge de stakkels mænd til at gå på barsel, når enhver nu ved, at et lille barn har det bedst hos kvinden - moderen.
Nej, alt i alt ser jeg ikke, der skulle være noget nævneværdigt at kæmpe for på Kvindernes Internationale Kampdag. Det går nemlig helt fint i DK. Her har vi ligestilling, for kvinderne er jo på arbejdsmarkedet, og har stemmeret og alt muligt.
Kvindebevægelse? Er det ikke en gangart? Bøsser? Ha, det er da skydevåben, come on. Feminister? Tø, hø urtekusser, mener du vel? Sådan nogle nærtagende, mandehadende, ømskindede kvinder, der går i overalls og har ulækkert meget, naturlig kønsbehåring og er blottet for humor og seksuel frigjorthed.
Kvindekampdag? Næh, det er der ikke rigtig længere brug for her til lands. Vi bør i stedet glæde os over de små ting, der bliver lavet særligt for os kvinder. Nu for eksempel denne her helt særlige kuglepen. Ja, jeg har da sjældent været mere begejstret, end jeg er netop i dag. Det er stort for os. Helt glad i låget bliver man.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar