fredag den 14. marts 2014

Advarsel: Fortælling, der indeholder fejlagtige seksuelle tilnærmelser - og trusler om mord

Toget ruller afsted - ud af München med endestation i Zagreb, Kroatien. Jeg skal af i Ljubljana, Slovenien og besøge veninde. 1998. Har en del timer foran mig og har allerede kørt i tog siden i morges. Nu nærmer klokken sig midnat.

Kupéen er klassisk. To rækker af sæder overfor hinanden og en skydedør ud til gangen. Elsker de tog. 
Der er langt fra proppet med folk. Faktisk har jeg hele kupéen for mig selv. I hvert fald i ti minutter. Så får jeg selskab. En fyr, cirka ti år ældre end mig selv, der skal hjem og besøge sin familie i Zagreb, finder jeg ud af, for vi præsenterer os, og han byder på en karamel. Han har sat sig overfor mig ved vinduet, og vi sludrer lidt. Men jeg er vildt træt. Jeg beder ham have mig undskyldt, tager skoene af og lægger mig udstrakt på rækken af tomme sæder, han gør det samme på sin række overfor. Vi slukker lyset i loftet. 

Ahh. Falde i søvn til lyden og bevægelsen af et skrumlende tog. Det er helt ok. At rejse er sgu hyggeligt. 

Der er cirka halvanden meter imellem mig og min medpassager. Alligevel, på en eller anden akrobatisk facon, formår han kort tid efter - "tilfældigt"- at lade sin åbenbart utroligt lange arm ramme min krop, derfra hvor han ligger - nu helt ude på kanten - på nippet til at trille ned på gulvet. Jeg sover ikke endnu, men bliver overrasket og sætter mig resolut op, tænder lyset og kigger ham direkte i øjnene og siger, at det dér, det kan han godt droppe. Jeg er ikke interesseret i noget tog hanky-panky. Han undskylder og mumler noget med, at det ikke var med vilje. At han var faldet i søvn og gjorde det i søvne.
Det er komisk men grænseoverskridende på samme tid. Komisk, fordi det så åbenlyst ikke er en "fejl". Der er oven i købet et lille bord ved vinduet, som han altså skal "famle" under. Meget lidet sandsynligt, at det er ikke er med vilje. 
Jeg siger til ham, at nu vil jeg egentlig gerne sove lidt, så jeg slukker lyset igen og lægger mig ned. Lysvågen og kampklar. Jeg ved jo på en måde allerede, det ikke er slut endnu. Ikke bange, men grundigt irriteret blandet med skuffelse over ham og over at det åbenbart altid skal være så bøvlet i de her situationer, bare fordi man rejser alene som kvinde. Fandens også. Idiot. 

Mindre end fem minutter efter sker det igen. Armen kommer snigende, men denne gang falder han faktisk på gulvet, og rejser sig omgående. Det samme gør jeg - klar af adrenalin og vrede. Tænder lyset og råber af ham, at nu kan han ærligt talt tage og skride, når ikke han kan holde nallerne for sig selv, og hvis ikke han har tænkt sig at gå frivilligt, så vil jeg kalde på togkontrollørerne (som jeg ved er med, og de er tyske og bryske og ikke til at spøge med - jeg har set mindst fire gå forbi på gangen to og to). 
Han dukker hovedet lidt, mumler et eller andet, tager sin jakke og forlader kupéen. 
Jeg er rasende, og det tager mindst en time, før jeg endelig falder i søvn. Bliver selvfølgelig vækket kort efter ved at kontrollørerne flår døren op og råber: "Grenzkontrollen - pass, bitte". 

At rejse er VIRKELIG hyggeligt.

Otte år tidligere
Jeg var taget til Israel - for at besøge en veninde, der havde været i kibbutz. Planen var, at vi skulle rejse rundt sammen i 14 dage og opleve. 

Da jeg trådte ud på gaden fra Ben Gurion lufthavnen, hvor min veninde hentede mig, blev jeg budt velkommen på en helt særlig måde. En bil med fire unge fyre, bremsede hårdt op, fyrene stak hovederne ud af vinduerne og gjorde tydelige tegn til, at vi skulle komme med dem, mens de piftede og råbte et eller andet på hebraisk. 
Say what? Jeg havde kun lige sat mine fødder på israelsk jord. Bevares, jeg havde langt, meget lyst hår, blå øjne, var ganske bleg og gik i harlekinternede bukser, men alligevel? 
"Det dér", sagde min veninde. "Det er ret almindeligt. Man vænner sig til det", og hun blendede endda langt bedre ind, i kraft af at være både mørkhåret, brunøjet og har jødiske træk.

Godt så.

Min veninde havde fået en kæreste. L, hed han, og var skidesød og rar. Ham skulle jeg møde, når vi kom til Haifa. 
Han var et par år ældre end mig - måske 21 og aftjente værnepligt i tre år. Når han ikke havde tjeneste, boede han hos sine forældre med to yngre søskende og en hund i en lejlighed, der kun havde to værelser ud over stuen, så sovepladser var fordelt lidt efter tilfældighedsprincippet for de hjemmeboende børn, hvoraf den yngste var 14. 
Hele familien var simpelthen så søde. Grinende og hjertevarme og bød på kogekaffe med kardemomme. Men vi kunne ikke sove dér, for der var ganske enkelt ikke plads. 

L havde en ven, der boede i nærheden. Der kunne vi bo et par dage, indtil vi skulle videre. Vi fik en nøgle, og vennen insisterede gæstfrit på, at vi skulle have soveværelset, så kunne han ligge i stuen. Han skulle alligevel tidligt op hver morgen. Vi protesterede høfligt, men han fastholdt sin galante beslutning. Så vi flyttede vores kufferter ind i værelset. Bagefter kørte vi alle fire ned mod stranden for at drikke en øl. På et tidspunkt kørte mændene, og vi var os selv.

Min veninde og mig drak os småfulde på den strandcafé, og kåde, som vi var, besluttede vi at tage ud og bade. Det var for længst blevet mørkt, og der var ingen at se på stranden, så vi kylede vores tøj i en bunke og sprang nøgne i vandet. Fornøjelsen stoppede brat, da min veninde pludselig opdagede, at hun havde noget ulækkert i håret. Hun var svømmet ind i en sort, fedtet oliepøl. Vi fløj op af vandet og fik tøj på. Hun ville bare hjem og vaske hår. Nu. 

Tilbage i lejligheden forsøgte vi at være stille, men vi kunne ikke lade være med at fnise. Var stadig små-snaldrede, og det var umuligt at få olien ud af håret selvom vi brugte en hel flaske shampoo. Måtte til sidst opgive. Nu skulle vi bare sove. 

Vi listede ind i værelset og lukkede den matterede glasdør, der skilte os fra køkken og stue. Lagde os i hver vores side af dobbeltsengen og nåede nøjagtigt at falde i søvn. Så blev vi i dén grad vækket.

" I am going to kill you", kom det fra vores vært, der sprang ind i rummet bevæbnet med en tomatkniv. Han kastede sig ned mellem os i sengen, men da var vi allerede på benene og i færd med at råbe og skælde ud, mens vi reflektorisk begge var gået i gang med at pakke - eller rettere sagt: væltede ting ned i vores kufferter.

Så et højt brøl og lyden af glas, der smadrede.

Lydene kom fra vores vært, der med knyttet næve stak hånden gennem glasdøren og tabte kniven. 
Der var omtrent gået et minut fra han kom ind. Nu stod han med bøjet hoved og sagde faktisk ikke noget, han stod bare. Vi råbte og skældte ud som sindssyge. På dansk, på engelsk, et par vrede gloser på hebraisk og stod nu allerede henne ved hoveddøren med stort set alle vores ting - fuldt påklædte og med sko på. Vi løb ned af den udvendige trappe, mens vi stadig skældte ud. Ud på gaden og forsøge at praje en taxa. Kan faktisk stadig ikke huske, om det lykkedes, eller om vi gik hele vejen hen til L og hans familie midt om natten.

Vi blev i hvert fald lukket ind. 

L var rasende. Om morgenen var han klar til at køre over og dræbe sin ven. Frustreret over at have mistet tilliden. Han havde stået inde for sin ven som en god fyr. Vi kørte derover. Min veninde havde også glemt noget, derhenne. 
L skældte sin ven ud, og vi følte os ubehageligt til mode over at være der igen. Vennen undskyldte, men det var ligesom lidt sent.
Bagefter blev min veninde og mig enige om, at det nok havde været for voldsomt for ham at have to unge kvinder i sin lejlighed. Sikkert hormonerne, der var løbet løbsk, og så var det blevet for meget for ham.

Tænk. I stedet for at forbeholde os den ultimative ret til at være vrede, forskrækkede og sårede over at være blevet angrebet, med truslen om at blive slået ihjel (hvor kejtet og halvhjertet, det mordforsøg så end var), så forsøgte vi gudhjælpemig at finde en forklaring, og den forklaring var så os. Det var sket på grund af os. Vores blotte tilstedeværelse som kvinder fik ham til at agere så voldsomt.

I stedet for at leve op til at være en god vært, der samtidig var blevet givet en tillid af sin ven, angreb han os kraftedeme fysisk og verbalt. Og vi slog det bare mere eller mindre hen. Hun var 18 og jeg var 19. Vi var jo usårlige, måske endda udødelige i vores selvopfattelse. Og egentlig: heldigvis for det. Vi havde tillid til, at intet ondt kunne ramme os. En fri, naturlig tilgang til verden og tiltro til andre mennesker.

At rejse er at leve. 

Ind imellem også fint bare at overleve.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Der var en fejl i denne gadget