Men så sagde vi jo, at det ville jeg ikke, for jeg er blevet alt for gammel til det pjat med at servere mad for andre.
Det holder mig heller ikke vågen om natten, at burgerbiksen har en stram personalepolitik, hvad gælder de ansattes påklædning. Det er nemlig totalt old news, at visse restauratører går efter et bestemt udseende. Troede du f.eks., det var tilfældigt, at bartenderne på dit gamle yndlingsdiskotek i 80'er-90'erne lignede karakterer fra Cocktail og Baywatch?
Eller troede du, det var tilfældigt, at en vis kaffebar på Studiestræde kun har 18-årige modeller ansat - som i øvrigt er mere optagede af at være på Facebook end at holde øje med, om der kommer kunder? Eller at en vis bagerkæde på Vesterbro kun har hipsterlækre, unge mænd ansat til at lange bagværk over disken men i øvrigt ikke aner, hvilket mel, deres brød er bagt af o.s.v.?
De her virksomheder skriver det måske bare ikke så direkte i deres jobopslag, og så slipper de fint afsted med at ansætte lige nøjagtigt de typer, de gerne vil have i deres biks. De vil gerne tiltrække en bestemt kundekreds, så de er da tordnende ligeglade med, hvad der er politisk korrekt at gøre, for deres ansættelsesstrategier virker. På kundekredsen. Og sådan har det altid været.
Sex sælger. Og sex sælger som bekendt stort set alt. Lige fra motorcykler, køkkener, tøj, kaffe, brød, kosmetik og spiritus - til aviser, magasiner, film og ja selv blogindlæg. Det lærte vi allerede i skolen, når vi skulle analysere reklamer i dansk, vi kunne endda ende med at komme op i den disciplin til eksamen. Og nu skal sex også sælge burgere. Eller: sexede, unge kvinder i hotpants, nedringede tanktops iført duckface og læbestift skal sælge burgere.
Det er som sagt old news, at den slags sker. Bare ikke sket så tit før, at den type historier er nået hele vejen i mediernes søgelys. De har så tilgengæld med tunger ude af halse savlet over historien i dagevis og bragt det ene close-up billede efter det andet af kavalergange og stramme måse i shorts, for ligesom at illustrere deres historier. Og de har taget historien så alvorligt, at flere af medierne har lavet debatter med deres læsere, der har affødt laaange tråde af kommentarer.
Og historien har som bekendt fået både Dansk Kvindesamfund, fagforeningerne og selv socialdemokrater til at reagere og i hvasse vendinger tage afstand fra de krav, burgerkæden stiller til potentielle ansøgere, krav, der er i konflikt med ligestillingsloven, mener de.
Burgerkæden lægger ganske enkelt overhovedet ikke skjul på, at deres ansatte skal være (af)klædt på en bestemt måde og ligne små, bløde og kælne mini-modeller, hvis de vil have jobbet. Og de ansætter naturligvis kun kvindelige bløde, kælne minimodeller til deres nyeste joint her i København. Et forsigtigt gæt er, at det betyder, at de helst kun ser savlende heteromænd som kunder i restauranten?
Den smarte Hugh Hefner klon, der må stå bag det hele har sgu da så meget set det dæmpede, erotiske lys og tænkt: Ahh, det er smart. Hot Buns=varmt brød eller mere korrekt: varme boller. Eller forkortelsen for kaniner/bunnnies.
Så bliver det vist ikke tydeligere.
Men kunne de unge, der vælger at tage jobbet, ikke bare lade være så, hvis de ikke gider have deres sparsomme tøj oversavlet og få deres bryster og baller beundret og begloet nine to five? Kunne de ikke bare lade være, hvis de nu hellere vil beundres for deres evner end deres udseende? Dermed ikke sagt, at modelsmukke m/k'er ikke også har evner, eller at det er forkert at klæde sig på en bestemt måde. Alle burde gå klædt præcis, som de har lyst til.
Men vi kommer ikke udenom, at der er noget, der skurrer grimt, når unge kvinder - der måske får deres første job her - skal skrive under på, at de vil tage denne omdiskuterede, minimalistiske uniform på hver dag. En uniform, der ikke giver dem meget intimsfære beskyttelse. En påklædning nogle af os andre kun hiver frem, når vi har allermest overskud eller en fest i udsigt. Og selvfølgelig kan det være fedt at være frækt (af)påklædt. Det kan faktisk være superfedt i den rette sammenhæng og på de dage, man er på toppen over sig selv og verden.
Men det må alt andet lige kræve overskud, at være så let påklædt hver dag. Ved man, som håbefuld jobansøger, på forhånd, om man har det overskud? Eller kan man honorere kravet om, at være sexet hver dag? Jeg ved det ikke, jeg er bare mig, og kan ikke svare på andres personlige vegne. Jeg ved bare, at jeg ville blive fyret første gang, en gæst klappede mig i røven, for jeg ville ikke alene smække vedkommende en justeringslussing så hård, at det gav genlyd i hele etablissementet, jeg ville også råbe af vedkommende. Højt. Låget ville simpelthen ryge af.
Og den slags klap-kvinder-i-mås stunts sker jo alle andre steder, så hvad kan få os til at tro, det ikke sker på Hot Buns?
Skriver de også under på i deres kontrakter, at de skal se igennem fingre med den slags kundeadfærd mon? De lægger jo selv op til det, når de viser så meget bar hud. Gør de ikke?
Personligt har jeg prøvet forskellige uniformer af i den branche, og de har enten været relativt maskuline eller meget konede- og eller kiksede.
De værste er dem, der bestod af skjorte og vest. Jeg ligner et telt i den mundering. Men det er typisk gamle restaurationer eller værtshuse, der vælger den løsning - også til deres kvindelige tjenere.
Har også prøvet det dér med noget sort nederdel, nylonstrømper og små hvide forklæder i polyester med små plisserede kanter, eller de dér slå-om bagerjomfru helkropsforklæder i Arriva bussæde mønster, med en t-shirt under. Begge disse feminine varianter får enhver til at ligne gammeldags stuepiger eller effektive fugleskræmsler.
Men uanset hvor grimt, kikset eller klodset jeg har set ud i omtalte uniformer, så har de dog alligevel på en eller anden antisexet måde beskyttet mig. For jeg har kunnet være mig selv indenunder, kunnet koncentrere mig om mit arbejde uden at skulle forholde mig til om jeg havde en dårlig tøjdag, for det havde jeg jo sådan set hver dag - by proxy. Men jeg kunne gå på arbejde med hormonelt, oppustet mave og ømme bryster, have uren hud, praktisk tilbageskrabet hår og grimme men livsnødvendige Reebok sko på, have ubarberede ben og ditto armhuler. Jeg blev, når jeg iførte mig disse beklædningsstykker, til: Tjeneren i en form for neutralt tøj-helle. Min krops udseende var mindst vigtigt i den sammenhæng, den skulle mest af alt fungere, for jeg skulle flytte tunge ting og gå langt hver dag.
Alligevel solgte jeg ret godt. Jeg var nemlig en god tjener/bartender. Hurtig og med overblik. Tjekket med detaljer, opmærksom, god til at tale med gæsterne og god til at få dem til at købe.
Hvordan kunne det dog lade sig gøre, kan man tænke i dag - her lidt over ti år efter, jeg kvittede mit sidste tjenerjob? Uden at skulle vise bryster og røv? Ja, jeg ved det sgu heller ikke, må jeg ærligt tilstå.
Hvis jeg havde arbejdet som tjener på en stripbar, på et diskotek i indre by eller på en sexklub, ku' det godt være, at jeg skulle have haft en anden arbejdsuniform end polyesterbuks og Reebok sko. Men det gjorde jeg jo ikke. Jeg serverede bare mad og drikke for folk, på restauranter, caféer og barer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar