mandag den 27. maj 2013

Tro - mig i røven


Jeg troede engang, at jeg skulle være skuespiller eller en stor sanger og berige og begejstre folk med mine teatralske evner og hæse røst. Men der var altid nogle karismatiske naturtalenter med indbyggede sopran-vibratostemmer, der var dygtigere, smukkere, tyndere og havde mere selvtillid. Ingen at bebrejde. Det var bare sådan, og jeg havde endda ikke engang en selvfed musikkonkurrencedommer til at fortælle mig dengang, at jeg var talentløs og burde smutte ned fra scenen, sådan for alvor. Næh, den klarede jeg fint selv.

Og så troede jeg engang, jeg skulle skrive en bog om mit interessante liv. Men så var der én på kun 19, der gjorde det, og så blev jeg rasende, for hun fik så meget opmærksomhed i medierne på grund af hendes unge alder kombineret med sit kæmpefuckingstore talent, at jeg alligevel ikke ville kunne leve op til det med mine - dengang - 26 år. Interessant liv eller ej. 

Jeg troede for endnu længere siden, at mennesker - ja, ja også mig - på et tidspunkt ville kunne lære af vores fejl – og endnu mere naivt – at vi skabte ting og vilkår til glæde for hinanden som menneskehed, uanset hvem vi var, hvad vi troede på, hvordan vi gik klædt, hvilken seksuel orientering vi havde, og hvordan vi var stillet økonomisk og socialt fra fødslen. 

Jeg troede, at det dér med arvesynd, arvefrygt og arvehad var grumme eventyr fra Romeo & Julie og bibelen.

Jeg troede, at man kunne hjælpe dem, der var kommet skævt fra start.

Engang forsvarede jeg de svage og var klar til at slås - med hvem som helst - for retfærdighed, som jeg troede fandtes. Men en dag blev jeg selv det svage offer - for gruppepres - og jeg var med til at mobbe én. Ikke blodigt og ikke første pige på pletten. Men jeg var med, selvom det gjorde ondt, og jeg ville protestere, men det gjorde jeg jo ikke. 

En anden gang blev jeg syg af al den slåskamp.

Alligevel troede jeg engang, at jeg kunne gøre en forskel. En eller anden dag - ét eller andet sted.

Og jeg troede faktisk også engang på den store kærlighed. 

Jeg troede, at frihed betød, at man frit kunne få lov til at gøre, hvad man ville. At frihed betød, at vi fik mulighed for at tænke selv.

Blah ...

Illusioner og opreklameret gøgl.
Kommunalt, floskel-pjece-pis. I plakatstørrelse. 

1 kommentar:

Der var en fejl i denne gadget