fredag den 31. august 2012

Dyrplageren fra Saxogade

Suk. Min katte hader mig. De ved det bare ikke endnu, men det gør jeg. Om mindre end et døgn pakker jeg dem ned i hver deres lille transportkasse, og med gode venners hjælp og bil fragter jeg dem til Sjællands Odde, hvor jeg vil stige på en bus, der vil køre ombord på en færge, der vil sejle os (mig og dyrene) til Århus, hvor min veninde vil holde og vente i sin bil for at samle dem op. Hun vil så køre til sit lille sted på Djursland og forsøge at integrere de to kræ i sin familie bestående af hendes kæreste, tre (somme tider fire) børn, en hund, en papegøje, et par andre katte og mange, mange flere slags dyr inklusive heste og høns, der dog vist nok mest holder til på udearealerne.

Når det er overstået vil jeg 15 minutter efter fragte mig selv retur af nogenlunde samme vej, som jeg kom. Det bliver hårdt, går det op for mig. Altså ikke nødvendigvis rejsen, men at skulle sætte kattekræene i pleje. JEG ER ET ONDT MENNESKE.

Kattene vil efter al sandsynlighed gå i chok. I mindst to dage vil de gemme sig allerdybest inde i et skab eller under en seng. Dernæst vil de måske komme ud af skjul, men de vil mave sig henover gulvet som flade pelskraver og fnyse i angst, hver gang de tager et nyt kravl ud i det nye. De vil spurte tilbage i skjul, så snart de hører en lyd, de vil formentlig hade mig endnu mere, når de opdager, at der er børn i huset. For de er ikke nødvendigvis vilde med små mennesker. Måske løber de ud. Og væk. Måske får de bank af derboende andre katte? Der kan ske så meget. Og det er jeg sådan set indstillet på. Men så alligevel ikke. Ikke lige nu. For jeg æælsker dem jo. Ja, så kom det frem. Jeg er blød i knæene, når det kommer til kattedyrene. Og jeg kommer garanteret til at tude på den helt upassende måde.


Integrationsprojektet (forhåbentlig vellykket) med at omdanne lejlighedskatte på Vesterbro til en art vildkatte på bondegård i Jylland kommer om alt går vel til at foregå over flere måneder. Jeg skal nemlig på en længere rejse ud i den store verden. Det har derfor været nødvendigt at finde pasningsordning. Og der er ingen tvivl om, at det er den bedste af slagsen. For sød veninde på Djursland er så god ved dyr, at det halve kunne gøre det.

Mens jeg, til sammenligning, er verdens største dyrplager.

Undskyld.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Der var en fejl i denne gadget