onsdag den 10. oktober 2012

Smalltalk - nu også til børn

Jeg kan ikke påstå, at der ikke rigtig sker noget for tiden, og på den måde gøre det til grund for at grovforsømme bloggen i ugevis. Men jeg springer lynhurtigt undskyldninger og indledende blah blah over, for almindelig dansk smalltalk, som jeg kendte det indtil for en måned siden, er alligevel for pussies. Den ting er lige så sikker, som at paven spiller pik.

Smalltalk giver mig almindeligvis psykosenederen. Og jeg har lært mig, at hvis jeg bliver udsat for et forsøg på at blive inddraget i andres tilløb til en gang småsnak af den virkelig hjernedræbende slags - så er det kun et spørgsmål om, hvor hurtigt jeg kan nå at reagere, før jeg bliver nødt til at knække den over, gå ud i den friske luft og børste attentatet af mig. Lave noget andet. Sætte foden hårdt ned. Råbe: NEJ.

Men børn. De har ikke altid helt samme mulighed for at undslippe. Og nogen gange, er det faktisk slet ikke ment som smalltalk, men ren og skær interesse og kærlig omsorg, bare pakket ind i underlig lyd.

Prøv f.eks. at tænke på sidste gang du talte med et - lad os sige fire-fem årigt barn - hvis du altså nogensinde udveksler ord med børn. Kan du huske, om du lavede stemmen om og ligesom gjorde den mere pussenusset, nu hvor det jo var et barn, du talte med? Det kan - for nogle i hvert fald -  godt være svært at lade være med at lægge stemmen op i det lyse og liidt påtaget, begejstrede register, når vi taler med de små. Men hvorfor? De fleste børn er jo ikke dumme. Ok med indlevelse og aktiv lytning - det fremmer enhver god samtale, og børn skal ses, høres og værdsættes, og vi skal lave fis med dem, og få dem til at grine og være åndssvage sammen og alt muligt andet, men det meste af tiden praktiserer de fleste alligevel at tale relativt roligt og almindeligt med børn.

Det gør amerikanere ikke.

Sådan. Dér så man lige mig skære et helt kontinent over én og samme, skingre redekam. Men hold nu fest i Tinnitus Land, hvor er det bare et antropologisk studie i børne/voksen-samvær, der skal foretages iført høreværn. For ellers gør det sgu ondt.

Eksempel:
Mor og datter på fire år ved beboelseskompleks-pool lidt uden for San Francisco. Mor møder dame, som hun indleder en slags samtale med. Samtalen handler faktisk kun om den fire-årige. Fireårig kommer hen og sidder lidt efter at have okset rundt i swimmingpool i en halv time (det meste af tiden med mors opmuntrende kommentarer råbt tværs gennem poolområde som overlægningslyd). Mor siger til datter (mindst en oktav højere, end når hun talte med damen - og stemme var i forvejen gennemtrængende):

"Hiii sweetie. Can you tell us what you did see when you were with daddy out on the paddle board last weekend?
Barn: Nh, nnhh ... (og ryster på hovedet).
Mor: Would you like us to guess it - huh? (meget opmuntrende mimik)
Barn: (Stilhed).
Mor: Did you see a Turtle?
Barn: No.
Mor: Was it a Seagull?
Barn: No.
Mor: Was it a ... Jelly Fish? (nu helt overspændt i stemmen og tænderne hårdt bidt sammen)
Barn: Yes.
Dame: OHH MY GOOOOOD (gå endnu en oktav op på: Goooood, hvis muligt) ... THAT IS EXCIIITING" (efterfulgt af plidrende, dikke-dikke stemmer i mindst fem minutter).

Gad vide hvad reaktionen bliver den dag, pigen møder en pukkelhval? Tør nærmest ikke tænke tanken til ende.

Skulle faktisk gengive episoden for to venner forleden, mens vi sad på en café i Los Angeles. Jeg gjorde mig virkelig umage med at lægge stemmen i de helt rigtige nasale folder og gå op i det lyse register. Havde det været på en dansk café, havde folk nok lige vendt sig, for at se, hvad det var for en method actress wannabe, der sad og hylede op. Her skete der intet. INGEN vendte sig om. De er vant til det, og jeg blendede bare perfekt ind. Totalt sejt (and the Oscar goes to ...).

Fædrene derimod. Dé er bare maskuline. Slet ikke plidrende. De er også joviale og sportstræner-agtige. Og så hedder alle deres sønner Buddy.
"Come on Buddy, you can do it. Good job Buddy. Yeah Buddy, that's a good boy Buddy. Play the ball to Daddy Buddy".

Det er helt simpelt som at være medvirkende på et film-set det meste af tiden. Jeg troede måske bare de overdrev lidt på de dersens film.

Men det viser sig altså ikke at være tilfældet.

To be continued.

Buddy.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Der var en fejl i denne gadget