Mor er rystet

Anne Linnet, for fanden. Hvad skulle det nu til for? Why, why, why? Heltinde min, hvad sker der for dig? Du, som åbnede mine øjne for, hvad hjerte og smerte betyder - sådan rigtigt. Du, der flød ud af mine forældres stuehøjttalere på højeste volumen, når jeg var alene hjemme og igennem mine walkman-høretelefoner og kasettebåndoptagers elendige små huller og direkte ind i min sjæl og smeltede dig fast. Greb mig hårdt om halsen og fik mig til at indse noget virkelig vigtigt om livet. Du satte ord og musik på ting, jeg kun havde en vag forestilling om, kunne være på dén måde. Med følelser og indlevelse og ægthed - oven i købet. Noget var større end mit teenageliv, og du viste vejen derhen på så mange måder.

Jeg e l s k e d e dig, selvom og på trods af, at det var uncool at lytte til dig i visse kredse i 80'erne. Også kredse, jeg befandt mig i. Men jeg var cool - dødsenscool- vidste jeg, for jeg forstod faktisk, hvad du sang om. Og jeg stod ved det. Jeg trådte frem og viste stolt mine kasettebånd frem for dem, der vægrede sig mod dig med hvidt pudder, eyeliner og Cure. I deres sortmalede øjne var du ikke cool dengang. Men da du udgav den dér plade, du ved nok, kan det da ellers nok være, at de kom på andre tanker. Nogle af dem i hvert fald.

Jeg elsker dig stadig, selvom du ofte i mit voksne liv gik ad veje, hvor jeg ikke længere kunne følge dig, jeg kunne ikke helt forstå dig, og du rørte mig ikke. Men du blev tilgivet det hele, for det jeg havde bygget op med dig, kunne ingen tage fra mig. Jeg skrev endda en slags hyldest-blogindlæg om dig, da Sort Samvittighed satte trumf på og gik i teatret med dig og fik mig til at tude som en sprinkler af rørelse og grin. Og for kun en uge siden, havde jeg faktisk en længere og meget kærlig snak om dig med en dejlig mand, jeg godt kan lide. Og ved du hvad? Han kan faktisk også godt lide dig. Det er vi simpelthen så mange, der kan.

Nu står vi så her. Os to, Anne Linnet. Og jeg aner faktisk ikke, hvad, jeg skal sige eller gøre. Jeg må endda indrømme, at jeg tjekkede kalenderen en ekstra gang her forleden, for var det en sen aprilsnar mon? Nej, den var god nok, vi skriver stadig august.

De siger, at du siger, at din mission er at ville finde langtidsholdbare kunstnere. Give dem en rigtig karriere.

Det lyder ædelt. Men passer det nu også, Anne Linnet? Jeg vil ikke lægge dig ord i mund. Men helt ærligt. Er du nu heelt sikker på, at det faktisk er dét? Det, der driver?

Suk. X-Factor dommer og dit navn i samme sætning lyder altså så uendelig fælt i mine sarte øren, og jeg bliver sgu ked. Ikke mindst fordi, at flokken af ung generation nu fortrinsvis kommer til at kende dig for to ting: Hende fra X-Factor og hende med ham sønnen, der laver Nik og Jay musik.
Men okay, hvis det er dét du vil ...

Mit fyrtårn af integritet har fået smadret pæren. Hjælp.

                                                     #Hvadgørvinuannelinnet?