Solskinsbefængt justeringsflad

Jeg laver åbenbart den samme fortrængning hvert eneste år. Men på et tidspunkt, når vejeret er slået definitivt over i sol, varme og bare ben, og folk i en uges tid har brugt standardbemærkningen (som kun vi benovede nordboer kan finde på at bruge): "kan du holde varmen", og klipklapperne for alvor igen dominerer gadebilledet, som om intet var hændt i de sidste ni måneder rent temperaturmæssigt. Så får jeg lige en justeringsflad, der flækker fortrængningens porøse skal.

Den kom i dag, og den ramte mig med så forbløffende kraft, at man skulle tro, at jeg var mere end almindeligt småt begavet og udstyret med verdens dårligste hukommelse. For den kommer hvert eneste år. Det mærkelige er, at jeg ikke i ét ord eller én sætning kan beskrive præcis, hvad det er. Det er en følelse: En blanding af ensomhed, dårlig samvittighed og utilstrækkelighed og så noget andet, der til forveksling minder om tidspres.

Jeg havde lige tilbragt en time på en briks hos en massør, da jeg godt fedtet ind i olieret creme - også i håret - væltede ud på gaden iført mine haveshorts, en t-shirt OG de bemeldte klipklapper. Med håndklæde og to lagener rullet sammen i en bylt under armen, kunne jeg have lignet en hvilken som helst turist i Thailand, og mens jeg gik de få skridt hjem fra massør - helt groggy i knolden - kom justeringslussingen så flyvende ud af solskinnet. Og i samme sekund følte jeg mig bogstavelig talt som Palle alene i verden. Verden omkring mig blev faktisk til en Ungermann illustation lige dér.

Det eneste fede var, at der derfor ikke var nogen, der så mig. Jeg havde nemlig ikke lyst til at blive set. Jeg havde lyst til at forsvinde fra sollyset og grave mig ned under dynen, give sol, sommer og sjusser fingeren og lade som om, det regnede.

Og hvad er nu det for en gang crap at blive ramt af, mens alle lige har det så sjovt?

Det handler helt sikkert ikke kun om de forårskåde par, der ligger og laver grov-petting i parkerne, det handler heller ikke bare, om de selvsamme forårskåde par, der kysser mindst ti gange (med helt utroligt meget lyd på), mens de står i kø foran mig (hver gang) på vej ind for at hente ugens måltid nummer to på Madglad (det er kun onsdag), og det handler ikke nødvendigvis om, at jeg er lidt for tyk og ikke synes, jeg kan iføre mig bikini, som samtlige damebloggere i øjeblikket - i øvrigt - går helt i pres over. Det er ikke dét. Jeg bliver sgu en fitness dronning, inden sommeren er slut, med alt det havearbejde jeg udfører for tiden, og jeg kommer alligevel aldrig til at ligne Betina (som vi henne på arbejdet i al venskabelighed kalder, Medina), så badetøjet må sidde, som det gør. Ellers må jeg ta' det af, hvis det generer nogen at kigge på mig - på stranden - for syv små dværge da også (i øvrigt verdenshistoriens absolut mest, kollektivt accepterede plæonasme - syv SMÅ dværge. Dværge er sgu da for helvede altid små): dér er vi vel alle velkomne med vores kroppe - perfekte som mindre perfekte. Kæmper eller dværge?

Det handler sådan set heller ikke om, at solen endelig er kommet for alvor. Jeg elsker den.

Måske er det bare en akut sommerdepression, der rammer mig hvert år i små lynglimt og får verden til at gå spontant under som i et mareridt man altid vågner op af lige om lidt? Måske fik massøren trykket på nogle ømme punkter? Det er set før i historien, at folk får en slags følelsesudfald af at blive rørt ved. Måske var det netop det, der skete? Måske handler det om, at jeg får dårligt selvværd af at gå i shorts blandt Vesterbro hipstere? Så hellere gå nøgen på stranden.

Kære psykologiske læsere, med tryk på logiske: Hvad fanden er det for noget? SU - Sindstilstand Udpensles.

Men inden I begynder at udskrive recepter eller ringe efter blå vogne, vil jeg godt understrege, at kage - virkelig beskidt kage - kan tage toppen af symptomerne.

Belønningscentret er kraftedme ynkeligt.