lørdag den 12. maj 2012

Helvede+barndom i samme sætning?

Bruger lige fredag aften på at spekulere lidt over tilværelsens ulidelighed. Og ikke nødvendigvis min egen. Altså ulidelighed eller tilværelse.

Det begyndte, da jeg tog mig sammen og så dokumentaren "Min barndom i helvede".
Jeg er altid skeptisk, når der bliver sendt programmer på tv, der handler om misbrug, incest, vold og omsorgssvigt, for der er immervæk gået realityshow i den - sådan helt generelt henne på tv - nu også med de socialt udsatte i rollerne. Men denne dokumentar emmede af noget andet og vigtigere, der gjorde, at jeg måtte sætte strømstikket i computeren og browse hen på DR, ikke mindst fordi, det er selveste formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, der stiller op til close up på hendes liv. Hendes barndomsliv set med sine voksne øjne. Og vi får lov at se med. I dén grad.

Og det kunne være gået hen og blevet en lang pinefuld seance af tårer og tænders gnidsel. Men det blev det ikke. Det er faktisk første gang, jeg har set en dokumentar om råt, levet liv, der balancerer for alvor uden at spytte synderne i ansigtet og uden grådkvalte sammenbrud for rullende kamera. Og det er, som de fleste sikkert er klar over, ikke småting, det pigebarn har været udsat for. Hun, og hendes tre brødre, hvoraf den ene valgte at tage sit eget liv for nogle år siden, mens de to andre stadig lever - dog temmelig nedbrudte liv på alkohol, bjerge af hash og rulletobak i økonomidåser med et hav af unger i deres kølvand, de ikke kan finde ud af at tage sig af. Men Lisbeth klarede skærerne i et oprørt hav fuld af tæsk, seksuelt misbrug, mildest talt ustabile voksne på konstant druk og svigt af enhver tænkelig art - både fra forældre, stedfar og til dels det velfærdssamfund, som trådte til, men som i første omgang ikke trådte i karaktér. Men det er en historie for sig - den med børnehjemmet, der aldrig anså det for væsentligt at spørge hende, hvordan hun egentlig havde det. Hun fik en akademisk uddannelse, en karriere, et familieliv med normer, børnetegninger på væggene og faste spisetider, og så har hun oven i købet påtaget sig hvervet som Børneråds forkvinde. Det er fandme stort.

Hun har i virkeligheden SÅ meget grund til at smide napalmbomber af raseri ind af sine overgebsmænd- og kvinders brevsprækker og cirkelsparke sig igennem verden med et samuraisværd i hånden og udslette alt og alle, der minder hende om hendes lortebarndom på sin vej. Hun har SÅ meget grund til at flå alt narko ned fra hylden hos den lokale pusher og skylle det ned med guldøl for at dulme smerten og vreden og for at fylde hullet af årelangt omsorgssvigt.

Men det gør hun ikke.

Da hun opsøger sin stedfar (for første og måske eneste gang siden hun var barn?), ham, der jævnligt forgreb sig på hende, fra hun var 10-12 år, og hun er forståeligt rystet og fyldt med blandede følelser, og hun standser bilen for at lade sig interviewe til kameraet, der - lige dér - tager hun simpelthen et stykke tyggegummi!

Og så kører hun videre - ud på sin færd for at fylde hullerne i sin hukommelse.

Det er så pisseuretfærdigt. At nogen skal fødes ind i en ond cirkel af vanrøgt og mistrivsel, der er så forbandet svær at komme ud af. Og det virker så tilfældigt, hvem det lykkes for. Men det lykkes jo rent faktisk for nogen. Trods alt. Lisbeth Z. siger selv, at det for hende var en række mennesker omkring hende, der gjorde udslaget. Lige fra idrætslæreren, der tog hende med hjem i et halvt år og faktisk ville have adopteret hende, (hvis ikke det var fordi moren pludselig krævede hende tilbage, og politiet kom og hentede hende og bragte hende hjem til slummen). Til en skolelærer, der gav hende nummeret på det lokale børnehjem, og en pædagog, hun mødte i København, der ville hende og til sidst fik spurgt på den rigtige måde. Og så var det til at begynde med hendes storebror, der stillede sig imellem og tog imod de fleste tæsk for at skåne hende og som stegte rå kartofler i magarine for, at de overhovedet skulle få mad, de dage hvor de voksne var helt væk i alkoholtågerne.

Det var her, jeg for alvor blev eftertænksom. Og pludselig vadede de mange, mange børn og unge, jeg for snart lige så mange, mange år siden mødte i mit liv som socialpædagog direkte hen og stillede sig lyslevende foran mit udsyn til tilværelsens eller så ulidelige lethed. Historierne væltede frem i bundter. Om sprøde teenagere med hormonerne fisene rundt i kroppen. Nogle charmerende, andre knap så charmerende umiddelbart (altså teenagerne), men de fleste vandt altid i længden. Når vi fik en relation. Men ud over at have det til fælles, at de var unge - så kom de også allesammen fra familier, der ikke kunne finde ud af livet - på den helt, helt grundlæggende måde. Og de historier, de bar på, var rystende sammenlignelige med den fra dokumentaren om Børnerådsformanden. Grumme historier, der næsten hver og én overgår fantasien i forhold til, hvad man kan udsætte mennesker for mod deres vilje i et land, hvor der ikke lige pt er krig.

Jeg håber, håber, håber ydmygt og optimistisk, at der bare ét eller andet sted i løbet af årene har været bare ét eller andet intelligent jeg har gjort eller sagt eller spurgt en af disse unge om, der kan have været medvirkende til, at bare én af dem tænker på netop det, eller den tid, som dét, der gjorde, at de i dag lever gode liv.

Og så lige en stående klapsalve her til sidst. Til Lisbeth Zornig Andersen for at være et af de modigste og sejeste mennesker jeg er stødt på.

Jeg bukker og skraber bunden for flere rosende ord. Vender tilbage, når jeg på et tidspunkt har fået mælet igen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Der var en fejl i denne gadget