mandag den 29. august 2011

En note fra sommeren

Prince har været her. Og denne gang blev han her i flere dage. He knows how to party hearty. Jeg vil giftes med Prince. Punktum.


 Men ud over det, og en hel del andre musikalske og sprælske vidunderoplevelser, så har det været et mærkelig sommer. Ganske som den plejer. Den kommer altid snigende lige i hælene på foråret, som man jagter helt febrilsk fordi det lige har været november fem gange i træk, som Henrik Nordbrandt engang så skarpt bemærkede, og så opdager man aldrig, at sommeren pludselig er der. Jeg gør i hvert fald ikke.

Pludselig er det i hvert fald Sankt Hans, og så ringer ens veninde og spørger, om man kommer til Christianshavn og ser et bål blive brændt i kanalen, mens et band spiller på en tømmerflåde, og nogen holder en tale imod vindretningen, så man ikke kan høre, hvad, der bliver sagt, og så diskuteres det hos de fremmødte med vinflasker og plastickrus, om det mon bliver på Shu-bi-duas melodi eller ham der Lange-Müllers. Og det ender altid med et kompromis. Og det er alt sammen altid ret hyggeligt, og folk kommer hinanden ved der på broen, mens man står og ser flamingokasser smelte og en grim, vortebefængt heks i pap futte af fuld af heksehyl. Og jeg er ikke den eneste, der altid bliver lidt underligt blandet til mode, når vi når til passagen:

"Vi elsker vort land, 
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde".


Og så taler man lidt om hekse, og hvor kønt det lige ville se ud, hvis man nu til dags brændte zoneterapeuter og akupunktører. Mens ingen rigtigt taler om troldene.




Og så cykler man hjem, mens det stadig er lyst og tænker: Shit. Det var så den længste dag på året, og man ryster tanken om kommende novembermåneder af sig og beroliger sig med, at sommeren er rigtig lang og god, og at de blå ben under strømpebukserne nok skal blive brune i år.

Sommeren er sådan en ophøjet størrelse, der altid står og blinker i det fjerne med alle sine løfter om hede omfavnelser på græsplæner, champagne og uendelige grillaftener i tropisk hede. Tidlige morgenvandringer ad små veje hjem fra berusende aftener i glade venners lag i sommerlandet.

Og ja sommeren er dejlig. Der vokser roser på hybenbuske, og kornet vajer på marken. Og man kan plukke ærter og jordbær. Hvis ikke det hagler.




Men man kan aldrig, aldrig regne med sommerens løfter. Sådan har det været, siden jeg blev voksen, hvornår det så end skete. Sommeren er en løgnerprinsesse hvad alt det dér romantiske damebladshalløj angår.

Men så må man jo tage sommeren i egen kærlige hånd. Hvilket jeg så har lært at gøre. Og det er i år gået rigtig fint, alt taget i betragtning, og der er alligevel en del at tage i betragtning dér.

Nu bliver det efterår. Min favorit. Der er ikke så meget pis med efteråret. Bladene falder af, de går i opløsning, siver ned i jorden, bliver regnormeføde og formulder. Ingen hule løfter. Bare nedfaldne æbler, høj himmel og gyldne trækroner.

Og så selvfølgelig mig i mine gummistøvler og en kurv med kantareller.


2 kommentarer:

  1. Endelig et nyt indlæg! Jeg er vild med din dejligt levende og underfundigt humoristiske måde at skrive på <3

    SvarSlet