onsdag den 15. juni 2011

Sidste mand slukker bålet

Jeg er grundtræt af hele tiden at få trukket regler og atter regler ned over mit liv.

Regler er efter min bedste overbevisning i meget høj grad medvirkende til, at vi skaber et samfund, hvor vi hver især kan hævde os overfor dem, vi synes, ikke lever op til reglerne. Vi skaber groft sagt et samfund af små sladrehanke og Stasiagenter, der kan rende og melde hinanden ganske gratis - og uden konsekvenser for stikkeren i øvrigt - til Bestyrelsen, til Grundejerforeningen, til Kommunen, til Politiet etc.

"Bah, bah, det må man altså ikke, så nu bliver det sagt til de voksne. Ha!"

For med tåbelige regler glemmer vi at bruge vores sunde fornuft. 

Selvfølgelig er det smart at have nogle få, let forståelige regler for at holde det nogenlunde civiliserede samfund (som vi tilsyneladende stræber efter at have) kørende med os mennesker på spil, der, hvis ikke vi havde nogen regler overhovedet, ville rende og stjæle, skide, klatre, køre og knalde hvorsomhelst - nårsomhelst. Sådan er dét jo.

Men for helvede altså. Der er simpelthen en ret stor kategori af regler, der er for åndssvage. Og vi finder ofte selv på dem, lige så snart vi får en smule indflydelse og dermed magt.



Nu er det for eksempel blevet forbudt at tænde bål i sin have. I hvert fald hvis man bor i Gribskov Kommune.

En nyhed, der ikke har været meget fokus på i medierne, synes jeg, men reglen blev også vedtaget 1. januar 2011 og kan af den grund ikke længere kategoriseres som en nyhed. Og i januar kan man vel vove at påstå, at der ikke ligefrem er mange, der har lyst til at finde sin indre vildmand/kvinde frem og vandre ned til sin dertil indrettede bålplads i haven og fyre op under kævlerne. Det er altså først nu  - her ud på den tidlige sommer, at det går op for de fleste, hvad, der er blevet besluttet. Så hvis ikke det var et faktum, at de fleste lokalpolitikere fra provinsen er på samme intelligensniveau, som det korn, de selv høster, ville jeg have dem mistænkt for at have opereret med vaskeægte spin her. 

Nu er jeg selv opvokset i Gribskov Kommune, der som bekendt er lagt sammen af tidligere Helsinge Kommune og Græsted-Gilleleje kommune. Vi befinder os altså rent geografisk ude på landet.

Med livet som indsats
I mine forældres have - derude på landet - blev der for mange år siden anlagt en bålplads. For vi er nemlig sådan nogle rigtige vildmænd og kvinder i min familie, der elsker lyden af knitrende gløder og ild. Somme tider er der endda blevet sunget, spillet guitar og grinet rundt omkring de bål. Det er sågar hændt, at vi har inviteret venner eller andre familiemedlemmer hjem i haven til at opleve disse stærke kræfter sammen med os. De har også sunget, spillet guitar og grinet rundt om de bål. Når det blev sent, er samtalerne somme tider blevet dybe og intense. Ligefrem vigtige. Nogen gange har vi sovet rundt om bålet på madrasser.

Men nu er disse livsfarlige aktiviteter gudskelov blevet bragt til øjeblikkelig standsning fra politisk sted. For hvis man tænker på, hvor sindssygt vi har opført os i alle disse år, så er det jo rent faktisk et under, at vi ikke har brændt huset eller hinanden af forlængst.

Det er så forbudt, det dér
Et nærtstående familiemedlem havde indtil for nylig heller ikke hørt noget om den nye bålregel. Så en aften tændte den naive vildmand så et stille og roligt bål for sin egen fornøjelses skyld. Det skulle han aldrig have gjort. For der gik ikke lang tid, så stod der en Stasiagent ude foran haven og hoppede på sit eget hoved i et anfald af rendyrket besserwisser: "Ved du ikke, at det er forbudt at lave bål, jeg var liiige ved at ringe til brandvæsenet, for jeg troede jo, at der var ildebrand. Vi kan se røgen heelt over i vores have, uhh hvor blev jeg bange", kvidrede nabo Stasi'en. 

Eksempel taget til efterretning. Der har været ildfrit lige siden på den naive vildmands og mine forældres bålpladser. Men her i pinsen må jeg indrømme, at jeg kastede lange blikke efter henholdsvis tændstikæsken og det tørre brænde, der ligger og gør sig til på den runde plads.



For jeg er en rebel. Grrrr. Der elsker at lave bål, og jeg vil jo frygtelig gerne finde hullet i systemet, så jeg uden samvittighedskvaler og fare for at der pludselig holder en horde af brandbiler inde i haven kan stryge den skide tændstik, næste gang jeg besøger mine forældre. Så tillad mig at bringe et kort uddrag fra den pjece, der er kommet fra Gribskov Kommune i forbindelse med den nye bålregel - og hjælp mig så lige her:

"Gribskov Kommune har med "Regulativ for husholdnings- affald", gældende pr. 1. jan. 2011, besluttet at tillade husholdninger i landzonen at afbrænde tørt haveaffald i perioden 1. december til 1. marts. Det er ikke tilladt at afbrænde haveaffald i byzonen og i sommerhusområder. Det er dog tilladt af afbrænde Sankt Hans bål, men kun Sankt Hans aften og mindre bål bestående af rent tørt træ til rekreative formål på særligt indrettede bålpladser." 

Afbrænding af tåbelige sætninger
Der er op til flere problemer med de sætninger. Det første er, at et begreb som husholdningsaffald pludselig kommer i spil. Her tænker enhver, der har - eller har haft - høns sikkert på resterne fra salaten, en håndfuld kogte ris eller gulerodsskræller. To sekunder efter er husholdningsaffald så blevet til regulært haveaffald.

Andet problem: Bor man mon i by eller landzone? Det kan selvfølgelig tjekkes på Teknisk Forvaltning eller noget. Ok. Videre: "Det er dog tilladt af afbrænde Sankt Hans bål, men kun Sankt Hans aften og mindre bål bestående af rent tørt træ til rekreative formål på særligt indrettede bålpladser".

Ikke forstået. Må jeg kun brænde Sankt Hans bål, eller må jeg rent faktisk gerne ind imellem brænde mindre bål til rekreative formål på mit særligt indrettede bålsted? De smarte skriverkarle, der har udformet pjecen har jo tilsyneladende taget højde for rebeller som mig, der adspurgt ville kunne hævde, at det bål, jeg var i færd med at brænde, sådan set bare hedder et Sankt Hans bål. Eller betyder det, at jeg Sankt Hans aften kun må brænde et bål, hvis det er til rekreativt formål, og kun hvis bålet er af mindre størrelse (end hvad)? Og hvis mine forældre nu er så heldige at bo i landzonen, må vi i så fald da brænde et valgfrit antal bål rekreative eller ej fra 1.december til 1.marts?

Spejderæra slut?
Får vi mon flere pyromaner nu? Bliver snobrød noget, der skal ristes over gasgrill eller går i Grønspættebogen? Ja også spejderne må i gang med at redefinere deres fælles identitet nu. Èt fortjenstmærke mindre at stræbe efter. Først røg dolken med knivloven - nu ryger bålet. Og så er der stort set kun de kristne sange tilbage. Hvem gider det?

Spørgsmålene hober sig op. Og jeg går for alle tilfældes skyld i gang med at lære at strikke uldtrøjer og termosokker.

Men mens vi venter på december, vil jeg opfordre til, at vi begynder at tænke bare en lille smule selv. Det har skræmmende perspektiver, at børn, der vokser op på landet, eller somme tider holder ferie på landet fra nu af ikke længere må lave bål sammen med deres forældre, bedsteforældre, søskende og venner om sommeren.

Det er nemlig forbudt, blev der motherfucking sagt til de voksne!






Bonus info til folk, der alligevel ikke har lyst til at tænke selv, fra Gribskov Kommunes pjece om "Regulativ for husholdnings- affald":

SANKT HANS BÅL
"Sankt Hans bål må kun afbrændes Sankt Hans aften, når følgende overholdes: - At der kun afbrændes tørt og rent haveaffald At der er en afstand fra bål til bygninger med hårdt tag på minimum 30 meter - At der er en afstand fra bål til brandbare afgrøder på minimum 60 meter - At der er en afstand på minimum 200 meter fra bål til bygninger med let antændeligt tag f.eks. stråtag, nåletræs-plantager, lyngklædte arealer eller brandbare oplag m.m. - Afbrændingen kun sker under tilstedeværelse af en voksen person. - Opsynet må først ophøre når ild og gløder er fuldstændig slukket". Citat slut.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar