tirsdag den 13. september 2011

Ventetid

Hvis jeg nu var sådan rigtig i balance med mig selv på den fede mindfulness-agtige måde, så ville jeg, hver gang, der indsneg sig lidt ventetid i mit liv, naturligvis sætte mig ned og tænke: "Fint, jeg udnytter ventetiden, hvor lang den end måtte være, til at gøre noget godt for mig selv imens. Jeg kan købe en kop kaffe, læse i en bog eller lakere mine negle. Og når ventetiden ophører, så har jeg det SÅ meget bedre med mig selv, fordi jeg ikke lod mig rive med af min utålmodige sjæls let opfarende natur og fik oven i købet udrettet en lille smule imens til glæde for mit mentale velbefindende".

Men sandheden er, at det ville være løgn med et tykt lag af løgn på. For det første ville jeg have spildt kaffen i ren, klodset hidsighed, jeg ville ikke have kunnet koncentrere mig om at læse så meget som en sætning, og jeg ville have smurt neglelakken ud over kanterne og hældt for meget på penslen, så det nu ville ligge som små, buede, halvvåde søer på mine korte fingernegle, fordi min finmotorik er verdens værste, og i ekstremt pressede situationer, som for eksempel under ventetid, ville det faktum kun blive forstærket.


Ventetid er afskyeligt. I næsten alle dens former. Og ventetid er mange andre ting end at hænge ufrivilligt ud på DSB perroner. Et helt kapitel for sig selv, som jeg ikke orker at skrive, da det ville kvalificere mig til en indlæggelse på psykiatrisk afdeling aldeles omgående.

Jeg venter for eksempel på svar. Hele tiden. Og i mit sølle tilfælde handler de svar kun om simple ting - som svar på mails med sendte spørgsmål som: Kommer du til min fødselsdag? Synes du, vi skal ses på onsdag til kaffe? Jeg venter på svar som: Får jeg mon det job, jeg søgte? Er det fordi, han synes, jeg er for tyk, når han ikke svarer på breve for femte dag i træk, ham den søde, som jeg gerne vil gøre et godt indtryk på?

Implicit i alt dette: Netop i ventetiden begynder hjernen at køre på højtryk, og den begynder at generere alle de forkerte svar for ligesom at forberede sig på det værste (selvom det nærmest ikke kan lade sig gøre, ved enhver, der har prøvet det): "Måske kommer der INGEN til min fødselsdag. Min veninde HAR ikke tid til at ses på onsdag til kaffe. Jeg får helt sikkert IKKE jobbet. Han HAR fået kolde fødder og vil mig garanteret ikke alligevel, og ja, han synes HELT SIKKERT, jeg er for tyk".


Det er uvisheden og fornemmelsen af ikke at kunne handle mere, end man allerede har gjort, der er det værste. Det er ude af ens hænder, og nu må man så bare - tja, vente. Og nu er det her endda bare mig og mit lille navlepillende univers, jeg taler om. Der findes jo faktisk folk, der har langt mere på spil. Behøver jeg nævne asylansøgerne i flygtningecentrene? Nogle af dem venter i   å r e v i s. På at få en simpel dom: Can I stay or do I have to leave? Her kan vi virkelig tale om at sætte folk i en uvis venteposition af langt mere horrible dimensioner end mit ynkelige klynkeri.

Men i princippet er det nøjagtigt det samme. I princippet, ja.

Ventetid er urimelig og burde afskaffes. For den gør det ikke nemmere at få sit afslag. Fra potentielle job, fra potentielle kærester, fra Udlændingeservice. Nu havde man lige gået og forelsket sig lidt i tanken om, at det hele blev til noget ikk'?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar