fredag den 8. juli 2011

Bluf

Jeg kan ikke skrive.

Ordene rotter sig sammen i bundter og nægter at give slip på hinanden de stædige sataner. Og om lidt opdager alle det hele: Det store blufnummer foldet helt ud til skue - specielt fordi jeg også er så ufatteligt dum, at jeg nu vælger at stå frem og vise det, samtidig med at jeg så også fortæller det. Dobbeltkonfekt - smør på flæsk - tærte på tærte (idiot altså for helvede da ...).

Men jo jo. Den er god nok. I virkeligheden har jeg hele tiden snydt, bedraget og bluffet, så det stod ud af knaphullerne. Jeg vidste det allerede dengang, jeg endelig var blevet optaget på Journalisthøjskolen. Man så mig gå rundt med bøjet hoved og jaget blik - gudehjælpemig i flere uger efter studiestart, for jeg ventede på, at jeg skulle blive prikket på skulderen og hevet til side af en venlig men bestemt person fra studieadministrationen, der med lavmælt stemme liige ville bede mig om at følge med, hvorefter jeg ville få den beklagelige meddelelse, at det faktisk var en fejl, at jeg var blevet optaget: "Pladsen er desværre gået til en anden".




Men det skete ikke. Af endnu uforståelige grunde. Og se nu hvad de har gjort, de ignoranter til lærere (nåh nej - undervisere. For det insisterer de altså på at hedde på en videregående uddannelse). De lod mig slippe igennem til ingen nytte.

Ikke én eneste lille bitte idé kan jeg få. Ikke én eneste sætning, jeg er begyndt på i de sidste tre uger, har fungeret. Jeg er støvsuget for talent, blottet for inspiration og blank som den blondine, jeg er født som.

Jeg har ikke engang en pointe sådan rigtigt. Det ér bare sådan. Ingen finurlige krumspring med halen, ingen underliggende morale, ingenting.

Man skulle være Erik Jensen, Politikens musikanmelder. Han holder aldrig op med at kunne skrive vel? Og han kan faktisk meget sjældent ty til usle journalistiske metoder som for eksempel at bruge kilder til citat, som på den måde kan fylde hele siden ud med snik snak for og imod det ene og det andet. Det ville i hvert fald være mærkeligt, hvis han begyndte:
"Goddag Erik Jensen. Hvad synes du egentlig om Bob Dylan koncerten her forleden"?
"Jo nu skal du høre, jeg synes, Dylan gav den gas. Han lød som én på tres".
"Hvordan tres - kan du uddybe"?
"Han spillede røven ud af bukserne".
"som én på tres ville gøre"?
"Ja eller i hvert fald som sidst han spillede, og der var han tres"...

Hey. Jeg taler lige til mig selv her. Forsøger at trække tiden ud. Forsøger at gøre mit indlæg længere, end det burde være, ved at begynde at tale om et af de mest gudsbenådede talenter i den samlede danske skribentpulje. Og så oven i købet lave et dårligt eksempel ud af ham toppet med et svagt forsøg på at skabe en pointe. Undskyld Erik.

Jeg lægger på nu. Køber en ny kuglepen i morgen og krydser fingre.


Moar! Jeg vil bæres.

Men det er jeg sgu nok blevet for tung til.

bluf, (eng. (opr. et am. udtryk i poker), af holl. bluffen prale, brovte, og bluf pral), for høj melding i poker for at vildlede modspillerne; påtaget selvsikkerhed; falsk storhed; ord el. handling, der har til formål at vildlede el. skræmme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Der var en fejl i denne gadget