Der befinder sig en kvinde i min lejlighed lige nu, fordi hun har lejet et værelse for nogle dage. Hun har langt, sort, tykt hår på Pernille Rosendal måden (da hun havde det dér infame, sexede pandehår). Slank, petit, men formfuldendt. Hun har glat hud, hvide tænder, næsten ingen rynker, har øjenlåg, man rent faktisk kan se, og lange øjenvipper. Det hele virker ganske naturligt.
Hun laver film, skal give en forelæsning på en konference i morgen, har boet i hele verden, dyrker yoga, presser juice hver morgen, taler roligt og bevæger sig på tai-chi måden.
Under den alt-muligt samtale vi havde, da hun lige var ankommet, fortalte hun også, at hendes børn var flyttet hjemmefra - den sidste for to år siden, og det skulle hun og hendes mand ligesom lige vænne sig til.
"Børn - flyttet hjemmefra?", udbrød jeg måske lidt for overrasket.
"Ja", sagde kvinden, "jeg har tre. Den ældste er 24, og den yngste 20."
"Og du var så, hvad 15, da du fik den første"?, prøvede jeg, komplimenterende.
"Næh, jeg var nu 23".
Lige dér, i et koncentreret øjeblik på et minut eller to, med en spids, nærmest stikkende fornemmelse i brystet, en let måben, varm dunken i tindingerne og med en pludselig og voldsomt, tyktflydende, slimet grøn misundelse, der hurtigt og massivt væltede ud over bordet, videre ned på gulvet og helt ud på altanen (jeg hørte våde dryp helt ned i gården) - kunne jeg pludselig ikke være i min egen krop. Men mine fødder klistrede fast i det grønne slimhav, der fyldte køkkengulvet, og de kunne ikke flytte min krop nogen steder hen.
Og så skete det. Der kom en af de dér imaginære - men helt ukontrollérbare justeringslussinger, som jeg efterhånden kender så godt, men alligevel altid bliver overrasket over, flyvende out of nowhere, og ramte mig lige i fjæset.
Smask.
Hun opdagede det heldigvis ikke. Den 47-årige -jeg-har-været-gift-med- den-samme-i-27 år, moder-skønheds-filminstruktør. Hun smilede bare og spurgte, om hun kunne lave en kop Yogi The ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar