Homofobia

For et par dage siden så jeg BBC programmet "Out There" tilrettelagt og gennemført af Stephen Fry, der rejser rundt i verden for at belyse, hvordan det er, at være LGBT person forskellige steder. 

I Brasilien mødte han en dragqueen, der var blevet slået til plukfisk af tilfældige bøller på gaden, en mor til en 15-årig homoseksuel dreng, der var blevet tævet, misbrugt og til sidst kvalt i sin egen t-shirt - også af tilfældige bøller - på vej hjem fra en fest. I Uganda mødte han en homoseksuel kvinde, der var blevet voldtaget af tilfældige bøller i et forsøg på at "kurere" hende. Det blev hun i øvrigt gravid af og fik hiv ved samme lejlighed. I Indien mødte han udstødte Hidjra'er (transpersoner), som forsøgte at få livet til at fungere uden nødvendigvis at skulle arbejde som prostituerede. I Rusland mødte han en homoseksuel pige, der var blevet overfaldet og forsøgt voldtaget af en stor gruppe mænd flere gange, og da hun gik til politiet, bad de hende om at forsvinde, da hun fortalte dem om sin seksuelle orientering. 

Og så videre, og så videre. Stærkt deprimerende program.

I Danmark er vi så stolte af vores frisind, forståelse og rummelighed. Men homofobien lever også her i bedste velgående og resulterer i, at mange bøsser, lesbiske - og nok i virkeligheden særligt transpersoner, med god grund ikke tør at vise sig selv offentligt, som dem, de er. For risikoen for at blive slået ned på åben gade for blot at være sig selv - er reel.

For et stykke tid siden blev en transkønnet kvinde slået i hovedet med en hammer ved højlys dag. I januar blev to bøsser overfaldet en aften på vej ud fra en bar. Senest er en drag blevet tævet og fået en flaske smadret på sit hovede. Alle omtalte overgreb begået af tilfældige bøller, der er så bange for andre mennesker, at de føler, de er i deres gode ret til at bruge vold for at få dette ukendte, anderledes og tilsyneladende væmmelige og skræmmende til at gå væk.

Anslået sker der omkring 2.500 såkaldte hate crimes om året i Danmark. Anslået - fordi langt fra alle forbrydelser anmeldes til politiet. Hvad skal vi gøre ved det?

Kunne det tænkes, at det ville fremme almindelig forståelse, hvis der f.eks. politisk blev tænkt en smule større?
Fint og skønt, at homoseksuelle, der tror på Gud, kan blive gift i kirkerne nu, men hvad med at Helle Thorning og Manu Sareen - der faktisk hvert år deltager i Pride optoget fik fjernet transvestisme og transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme (som homoseksualitet blev det i 1981)!! og at der i øvrigt kom langt mere fokus på LGBT mennesker på en positiv måde flere steder fra? Var det f.eks. på tide, at det kom på obligatorisk pensum i seksualundervisningen i skolerne?

MIX bl.a. gør noget positivt og oplysende. Men de mennesker, der slår andre ned med flasker i København og ude i provinsen, og de, der på hverdagsplan laver "sjove" jokes på bekostning af andre menneskers seksualitet, eller taler nedsættende om homoseksuelle og transpersoner ser ikke MIX film og står ikke og klapper af glæde, når Prideoptoget én gang om året ruller forbi.

En mandlig Facebookven delte dette link og kommenterede og foreslog følgende:

"Tænk at være så usikker på sin egen seksualitet at man er nødt til at tæve sagesløse forbipasserende, bare fordi de minder en om hvor usikre de er... Jeg kan ikke se hvorfor man ellers skulle føle provokeret.

Tror I en weekend hvor alle går i byen som drags ville få de afstumpede sjæle til at forstå at hverken deres usikkerhed eller homoseksualitet forsvinder med vold!?!
Jeg tør godt trække i dametøj for en god sag!"

Forslag til god gammeldags aktivisme hermed givet videre. Kom så guys, har I nosser eller hvad?