Petya stod ude i køkkenet og talte med katten, der var hoppet op på bordet. Dér stod den og snusede til hendes ansigt, og lyttede til de syngende, tuttenuttede lyde, der kom ud af hendes mund. Den nød det helt tydeligt. Hun bevægede sig - ligesom katten - rundt i sin egen lille verden.
Garo gik frem og tilbage mellem gangen og stuen. Rygsækken var ikke blevet afleveret, som Novia havde lovet. Nu var der lukket på kontoret og for telefoniske henvendelser, oplyste den trætte stemme på svareren. Garo blev ved at tale om det og om muligheden for at sagsøge de ansvarlige, alternativt bare skælde dem rigtig meget ud. Han var opkørt og sitrende. Hans stressniveau var faktisk temmelig højt, og den slags smitter - i hvertfald mig. Så på et tidspunkt blev det nok.
"Garo, you are making me stressed too, and we can't do anything about it right now anyways. We have tried. I am sorry they made a promise they could not keep, but tomorrow I will try to call them again. But can we please stop talking about it for now?"
Det hjalp faktisk. Omgående faldt niveauet af stresshormoner i lokalet. Han tog en lettet, dyb indånding, undskyldte og gik dernæst ind på værelset, hvor Petya nu lå på sengen og kiggede tomt op i loftet. Så lukkede de døren.
Næste morgen vågnede han tidligt. Jeg lavede kaffe og vi gik ud på altanen og satte os i sækkestolene. Han fortalte, at på torsdag var det hans 30 års fødselsdag. Det betød, at han var lige midt i mellem to stjernetegn - tvilling og krebs. Den slags interesserede ham, sagde han, hans mor var astrolog. Vi talte lidt om religion, og om kommunisme og blev enige om, at det nok var en lidt umoderne styreform. Been there, done that, slog Garo fast.
Så kom min kollega, for vi havde noget speak, vi skulle lave. Han riggede til, og jeg lavede mere kaffe. Da klokken var 10 ringede jeg til Novia. Der gik 25 minutter, så kom jeg igennem. Nej, de vidste ikke noget om nogen rygsæk. Den var måske blevet sendt fra Wien, men de havde ikke modtaget den. Nu - mente manden i telefonen - kunne den i princippet være blevet sendt alle mulige steder hen, så han kunne ikke love noget. Det var ikke engang sikkert, at rygsæk ville arrivere i Danmark i dag. Der kunne gå flere dage, mente han.
Flere dage! Shit. Meget kunne man sige om Garo og Petya. De var søde mennesker, men de fyldte altså meget, og jeg var ikke sikker på, jeg ville kunne holde ud at have dem hængende rundt i dagevis, specielt Garos rastløshed var en udfordring for min i forvejen hårdtprøvede stresstærskel. Men jeg havde stor sympati for dem, og hvis ikke jeg hjalp dem - ville ingen gøre det.
Jeg undskyldte overfor min kollega, der lige nu blev taget som gidsel i et baggagedrama, der egentlig ikke til at begynde med var mit, men nu i den grad var endt med at blive det. Han forstod situationen, og benyttede lejligheden til at løbe nogle ærinder.
Jeg overbragte de nedslående nyheder til Garo. Skuffelsen, der nu var malet ud over hans ansigt, var større, end når man lover børn en Tivolitur og aflyser den igen. Han var faktisk tæt på at bryde sammen. Bare sådan ligeså stille. Jeg foreslog, at han gav mig adressen på den bonde, han skulle arbejde for, for så kunne jeg ringe til Novia igen og bede dem sende baggagen derover. Hele planen var jo, at de skulle af sted til Samsø i dag, for at arbejde som jordbærplukkere. Jo flere dage de ventede, jo færre penge ville de kunne nå at tjene. Problemet var bare, at deres telt, soveposer og liggeunderlag lå i Garos rygsæk, og uden telt og tilbehør ville de være pænt meget på spanden.
Jeg kom i tanker om det gamle ekstra telt, jeg havde, og lynhurtigt blev vi enige om, at de kunne få det, så måtte de finde noget brugt udstyr i en Røde Kors butik og se at komme til øen. Jeg ringede op til Novia igen. Denne gang tog det næsten 30 minutter, før jeg kom igennem. Dernæst ringede jeg til bonden. Dels for at forklare ham, at der nok kom noget baggage snart, men også med et spinkelt håb om, at han ville have så meget forståelse for deres situation, at han eventuelt kunne låne dem et telt og et par soveposer - bare et par dage. Bonden var mildest talt ligeglad. Det her var ikke hans problem, og han havde heller ikke tænkt sig, at det skulle blive det på nogen måde. Han bidrog helst heller ikke til løsningen. Og han skulle ikke låne sin egen sovepose ud til nogen. Ekstra telt - nej.
Telefonen var helt varm, og jeg kunne se, at der var flere, der havde forsøgt at ringe til mig imens. Der i blandt min chef. Men han blev nødt til at vente. Nu skulle det her problem ud af verden. Jeg lyttede telefonsvareren af. Den første besked var en kvindestemme, der bekendtgjorde, at de havde fået ét styks rygsæk indleveret i lufthavnen ...
Da jeg fortalte det til Garo rejste han sig op og gik resolut ind på værelset til Petya. Lidt efter kom han ud igen, med røde øjne. Han græd. Han takkede og takkede i ét væk. Mig og Gud på skift.
"I just new that God would help us in the end", nærmest råbte han. De gik straks i gang med at pakke, mens jeg for tredje gang den morgen ringede til Novia. Denne gang tog det også cirka 30 minutter at komme igennem. Manden i den anden ende lød meget undrende, da jeg fortalte ham om telefonbeskeden fra hans kollega - nærmest uforstående. Han lagde røret fra sig og gik ind i et andet lokale. Så gik der nogle minutter, og han kom tilbage. Den var god nok. Der VAR kommet en rygsæk.
Petya og Garo var klar til afgang. Læsset til med hjemmebagte boller og frikadeller fra fryseren som supplement til det hvide toastbrød, den italienske salat og sukkeret de havde købt. Ude i entréen krammede vi farvel, mens de takkede, og takkede og takkede. Petya krammede mig så hårdt og så længe, at det gjorde mig helt paf. Mest over hvor mange kræfter hun alligevel havde inde bag sit spinkle ydre.
Der er egentlig ikke nogen morale med denne her historie. Det er bare en historie - en sand én. Tilgengæld er der et udsnit af, hvordan en jordbærplukker kontrakt ser ud, hvis nogen skulle få lyst til at tage sig et sommerjob med masser af frisk luft og hårdt fysisk, manuelt arbejde.
Velkommen til EU.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar