lørdag den 16. juni 2012

Garo og Petya 2. del

(Læs 1. del)

Jeg tror virkelig, de var bange for, at jeg skulle springe fra vores aftale. Allerede to dage efter vores mailkorrespondence på Couch Surfing modtog jeg en venneanmodning henne på fjæset fra Garo, som jeg dog afviste. Ikke noget dramatik i det. Bare sådan en vurdering af, at det var for perifært til selv et halvoverfladisk fb venskab. Dagen før de skulle komme, skrev han endnu en mail:

" Hi,Cecilia!Tomorrow we arrive in Copenhagen:)
Don`t worry,I think  that me and Petya will have fun in the streets and all the other places in your capital:)So after 20h,we will be there;)
Thanks  one more time:ThE FrIeNdS from Bulgaria:)))

Og dagen efter modtog jeg en sms med nogenlunde samme budskab.
"Ja ja, jeg skal nok huske at være hjemme guys", tænkte jeg, en smule overvældet af al den kontakt. Men det slog mig, hvor afhængige de måtte være af, at jeg rent faktisk kunne huse dem de to nætter og ikke pludselig begyndte at aflyse. De ville nok ikke - under nogen omstændigheder - have råd til at overnatte på selv det billigste hotelværelse i byen.

Klokken 20.15 stod de her så.

Garo: En høj, slank, stærk og senet fyr. Mørkt kort hår og brune smalle øjne, der skulede lidt, stramme læber om en bred mund i et firkantet ansigt, der når han ikke smilte, så næsten sammenbidt ud. Han var iført t-shirt og løse cowboybukser og str. 46 i lærredssko. Han havde en energi og en rastløshed i sig, der mindede om stress. Han talte meget, og det var ham, der førte ordet det meste af tiden, for det var ham, der kunne bedst engelsk af de to.

Petya: Lille, tynd, gennemsigtig pige med store vandblå øjne i et rundt, kønt ansigt. Lille hjerteformet mund og mellemblondt hår, der gik til midten af ryggen, midterskilning og høj pande. Når hun talte, var det ligesom om, hun sang. Hun lavede faktisk lyde med sin stemme, der minder om, når mennesker laver fjollelyde til katte. Og hun var på en måde lidt katteagtig, hvilket måske også forklarer, at hun i løbet af en time blev bedste venner med hankatten Tom, der normalt bruger minimum en halv dag på at vænne sig til nye mennesker. Hun lignede en lille pige på max 14 år. Hun mindede mig faktisk en hel del om Christiane F. og hun vækkede en slags moderlig omsorg i mig, der gav mig lyst til at putte hende i lommen.

De slæbte på to rygsække og en del poser. Jeg fik et stort kram af dem begge to, og de takkede mange gange - endnu en gang - fordi de måtte være her.

Garo hev en flaske hjemmebrændt alkohol op af tasken i en sodavandflaske. Han bød - og jeg hentede tre små glas. Det smagte overraskende godt. Mindede lidt om en god whisky.

Så fortalte han, mens han kæderøg af en pakke hvide Davidoff kopier. Om det, der kort sagt havde været rejsen fra helvede.

For at gøre rejsen billigere var de fløjet fra Sofia over Wien, og dér var Garos baggage så aldrig kommet videre fra. En rygsæk, indeholdende alt hans tøj, toiletgrejer, deres telt, to soveposer og liggeunderlag til den måneds arbejdslejr, der ventede dem på Samsø. Da de landede i Kastrup, var de blevet hevet til side af tolderne, der i dagens anledning havde narkohundene med, da de jo er observante på det faktum, at Bulgarien er Europas fordelingscentral, når det kommer til heroin fra Sydvestasien og i en vis udstrækning kokain fra Sydamerika. Så den fik ikke for lidt på security tjekket. Ud måtte de rulle, det baggage, de havde fået helskindet med hele vejen, vise deres papirer, deres jordbærplukker kontrakt og svare på diverse spørgsmål om deres gøren og laden i DK.  De blev også spurgt, hvor de skulle bo, men de havde ikke givet dem min adresse, fortalte Garo. Når man kommer fra et land, hvor myndighedspersoner kan tillade sig næsten hvad som helst og i øvrigt kan bestikkes - er det småt med tilliden, når man møder folk i uniform. Så det havde han ikke turde gøre - af respekt for mig.

Nu sad han så og prøvede at være social, og de havde vadet rundt hele dagen, fordi jeg først var sent hjemme, så de var trætte alt i alt. Det samme var jeg. Så vi drak ud, og gik i seng.

Næste morgen ringede jeg til Novia, der håndterer mistet baggage. Efter 20 minutter kom jeg igennem.
Jo, baggagen var lokaliseret, den var i Wien, og den ville blive sendt til min adresse i løbet af dagen. Jeg arbejdede hjemme den dag, så intet problem. Jeg ville være her, når de kom med rygsækken.

Alt var godt. Garo og Petya drog lettede ud i byen.

Fortsættelse og slutning følger ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Der var en fejl i denne gadget