søndag den 15. april 2012

Søndags chancer

Solen kiggede lige kort og orange frem bag facaden overfor. Ellers intet.

Fik en lur til LA Woman på højeste volumen. Halvanden time. Så røg den over på PJ Harvey - Let England Shake - igen. Det er noget melankolsk roderi at bevæge sig ud i på en søndag, hvor weltschmerzen altid føles mest voldsom. Særligt ved ottetiden, og som om det aldrig var prøvet før. Fnys.

Overvejede kort at gå en længere tur, men det regnede.

Neil Young har nu også altid været en mulighed. Kaffe og seks kilo spindende kat helt oppe i smasken. Trøstechokoladen fra Peter Beier, der virkelig lindrer smerter fra trykkede ribben mod indre organer.
Virkelig.

Mere sofa. Begrebet Laptop giver faktisk mening.  George Clooney må gerne være min far i mit næste liv. Eller min labrador.

Blød sofa kan gøre ondt. Sært.

Isted Grills indehavere er kinesere, og de laver faktisk udmærket kylling i karry. Og koger basmatiris helt perfekt.

En flygtig tanke om at pakke kuffert og i ly af mørket tage en taxa i lufthavnen med vinduesviskerne på slow, og byens lys tværet ud i ruden - føles pludselig velkommen.

Neil kan også gøre ondt. Rart.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar