søndag den 15. december 2013

Min orange madras

Jeg sidder og glor ind i flammen. Eller - det er faktisk gløden på vægen inde i stearinlysets flamme, jeg glor på. Flammen blafrer ikke den mindste smule. Jeg tænker, at det må være et meget velisoleret lokale. Men det er slet ikke meningen, jeg skal tænke noget. Jeg skal bare sidde her og kigge på den lille glød inde i lyset.

Mine øjne blinker ikke. Måske fordi, der rundt om lyset ellers er ret mørkt - bortset fra de andre små flammer på de andre stearinlys i rummet, som jeg ved er der og fornemmer. Jeg ved, jeg ikke blinker, for jeg er bevidst om det.
Ved ikke hvor ofte, jeg normalt blinker med øjnene? Per minut - per time - per dag - tænker jeg. Men husker så, at jeg ikke skal tænke - eller gå ind i tankerne, der hensynsløst myldrer frem. Jeg skal bare sidde helt stille og kigge på gløden. Det er jo nemt nok.
Gu' er det ej. Finder jeg ud af, for jeg mærker trang til at bevæge mig. Rastløsheden lurer, og jeg får skyldige tanker om, at jeg ikke burde sidde her og spilde tiden.

Somme tider er der en stemme, der siger noget. Lærerens stemme. Den er rolig. Hver gang, en ny tanke popper op, og jeg er lige ved at lade mig rive med af den, er det som om, stemmen taler direkte til mig:

"Tanker kommer måske forbi, men du behøver ikke tage stilling til dem som sådan. Du registrerer dem, men husker så, at du har valgt at sidde her for en stund og bare kigge ind i flammen. Alt, hvad der skal ske senere, kommer til den tid. Lige nu sidder du bare her og mærker kroppen, og du behøver ikke lede efter det sted, for du er i kroppen. Fornem vejrtrækningen, der sker af sig selv, og kig på flammen. Skulle der komme tårer, er det helt fint. Måske sidder der noget skidt i øjnene, der trænger til at blive renset bort? Bare lad dem komme mens du kigger på flammen".

Der kommer ingen tårer, men jeg er lettet over, at han siger, det er ok, hvis der gør. Man ved aldrig.

Så siger stemmen, at jeg skal puste lyset ud og lukke øjnene.
Aftrykket af flammen hopper og danser på indersiden af øjenlågene - glider opad - ud til siden - så til den anden side. Jeg prøver at centrere det. Så forsvinder det. Kommer igen. Denne gang er det blevet rødt og ligner en grankogle. Stemmen beder mig om at forsøge at fastholde aftrykket af flammen mellem øjnene. Jeg forsøger, men det vil hele tiden gerne glide væk, og så er det der pludselig. Jeg kan holde det. Yay, optur. Jeg kan styre et aftryk af en stearinlysflamme ...

For nogle måneder siden kunne jeg ikke styre noget. Det var værst i sommer. Særligt hele den periode, hvor det var så dejlig varmt, at man kunne ligge på stranden, bade, spise ærter fra bælg og nyde sine bare tæer. Det meste af tiden sad jeg på min altan i skyggen og gloede ud i luften. Jeg havde ingen nævneværdige planer og skulle ikke på ferie. Jeg skulle bare søge job.
Jeg var ked af det. Sådan rigtig, rigtig ked af det. Og vred - med lidt mere ked af det på toppen.

Jo, jeg vidste godt lidt af grunden, men det gjorde det ikke nemmere at komme ud af tilstanden - irriterende nok. Jeg kunne ind imellem betragte mig selv udefra og sige til mig selv, at nu skulle jeg gå en tur, spise et æble eller gøre noget godt for mig selv. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg havde lyst til. Jeg holdt op med at høre musik, læse, skrive og lave aftensmad. Jeg levede at müsli med mælk, men selv det kunne jeg næsten ikke holde ud at spise, for det mindede mig alt for meget om hyggelige stunder med én jeg kort forinden havde delt alt med. Også passionen for müsli. Nu var han der ikke mere. Og det gjorde så ondt, at jeg havde det som om, nogen havde stukket en kniv i hjertet på mig og naglet den fast med skruer, og jeg mærkede bare knivstikket, og hvordan blodet fossede ud. Og så var der min hjerne, som ikke ville lade mig være i fred. Sorte tanker kværnede rundt og slap først, når jeg var så udmattet, at jeg faldt i søvn af det. Følelsen af fiasko, skuffelse, ensomhed, arbejdsløshed, 42 år uden at have nogen større planer var overvældende voldsom.

Lægen sagde, jeg havde en moderat depression. Det vidste jeg på en måde godt i forvejen, men det var alligevel en form for lettelse at få bekræftet. Og jeg kan godt lide min læge, han er rar, tager mig alvorligt og kigger lige i øjnene.
Efter lidt snak fik jeg en henvisning til en psykolog. At det så senere skulle vise sig, at det blev umuligt at komme til at bruge denne henvisning, er en anden historie. Alle psykologer havde i begyndelsen af september opbrugt kvoten for henvisningårsag: depression, så det kunne desværre ikke lade sig gøre.

Note: Hvis du bliver deprimeret, så sørg for at blive det i januar eller betal 800-900 kroner i timen af egen (tomme) lomme.
Well, jeg fandt til sidst én efter at have ringet til omkring 45 forskellige (jeg overdriver virkelig ikke), der syntes, det var tilstrækkeligt synd for mig, så hun tager kun 500 i timen. Hun kunne tage mig ind i slutningen af oktober...

Mit ene ben sover helt oppe fra ballen. Jeg sidder i skrædderstilling på en orange futon-rullemadras, og jeg er pissedårlig til det. Jeg er svajrygget som et spørgsmålstegn, og det gør ondt lige midt på ryggen. Er det muskler, der sidder dér? Kan jeg lære at sidde sådan? Jeg VIL lære at sidde sådan, går det pludselig op for mig. Men lige nu kan jeg ikke tænke på andet end at flytte på mit højre ben. Men stemmen siger, jeg skal blive siddende lidt endnu uden at flytte på kroppen og langsomt åbne øjnene og fornemme rummet og lydene i det og ude fra Købmagergade.

Endelig siger stemmen, at jeg skal lægge mig ned på ryggen på madrassen. Snurren og summen i ben og balle. Jeg fryser, så jeg tager et uldtæppe over mig og passer på ikke at få frynserne i ansigtet, og at tæppet ikke rører noget som helst bar hud på halsen, så det begynder at klø helt vanvittigt. Elsker men frygter uld.

Om lidt skal jeg ligge helt dødsstille. Igen. Stemmen fortæller, at vi nu skal praktisere yoga nidra. En slags guidet afspændingsøvelse. Vi har gjort det hver dag. Og hver dag er det næsten de samme ting, der bliver sagt. Og det er vildt svært at holde sig vågen. Men jeg VIL holde mig vågen. Jeg VIL være bevidst imens han taler. Stemmen beder mig gentage den beslutning for mig selv, jeg tog for 14 dage siden, da kurset begyndte. Jeg gentager min beslutning, tre gange. Så går han i gang.

Jeg vækker mig selv ved at jeg snorker på en indånding. Pis. Hvorfor er det så svært at være bevidst afslappet uden at falde i søvn? Men ok, det var kun sekunder, kan jeg høre, på dér han er nået til. Jeg vender tilbage til stemmen: "jeg bevæger mig ikke, jeg er vågen og bevidst, jeg sover ikke", siger den.
Jeg klynger mig til stemmen, for den har ret, den skal have ret, jeg vil have, den har ret.

"Oom - tat - sat. Yoga Nidra er nu forbi", siger stemmen pludselig. Det lyder som om, ordene kommer fra en fjern og mystisk verden af knusende ro, harmoni, syngeskåle og indre fred, som jeg får lov at være en lille del af lige her og nu på gulvet på min orange madras sammen med en lille flok mennesker, jeg ikke kender eller ved, hvad hedder. Og det føles skide-okkult men på en meget berigende måde. Det føles nyt og vigtigt. Jeg har valgt at være her, jeg har lyst til at være her. Og alle ansatte går i orange t-shirts, nogle har indiske navne - selvom de er danskere. Der er brune gulvtæpper på trappen, næseskylningskander til salg på kontoret, hvor der hænger en plakat af Swami Janakananda, og hvor der bliver serveret cool mint-thé i pausen i brun/orange møbler ved et glasbord, der har stået der i over 40 år. Og garderobeskabet er i råt, mørknet fyrretræ fra 1972 og er aldrig blevet malet.

Og jeg kan lide det.

Det er trygt og upræsentiøst, i en rolig men disciplineret kultur, jeg aldrig har været i før, og der dufter hele tiden en lille smule af kogte ris fra china-box boden i stueetagen. I rummene, hvor yogaen praktiseres er der malet koboltblåt med hvide lofter og stuk.

"Oom - tat - sat". Han siger det tre gange, efter jeg atter er blevet bedt om at gentage min beslutning. Så er jeg helt vågen.

På vej ud til cyklen smiler jeg. For jeg stod sgu på hovedet i dag. For første gang siden jeg var barn. Jeg troede ikke, jeg kunne, men jeg gjorde det alligevel. Min kropsfornemmelse har pludselig ændret sig. Mine arme er blevet længere - mindst et par centimeter, og min ryg er ikke længere en mark fyldt med kampesten. Men mit kursus er slut. To uger med i alt 30 timers intens yoga og meditation. En gave, jeg fik af en meget, meget klog veninde.
Og jo, jeg kunne ikke dy mig, jeg betalte for næste uge også. Fik rabat og det hele. Må lige presse det sidste ud af citrussen, før jeg indretter min stue til yoga rum og fortsætter herhjemme, til jeg bliver 90.

Der er et stykke vej endnu, før jeg er helt ok og kan lade propperne springe i lykkerus. Men endelig. Fucking endelig, kan jeg mærke, det igen er mig, der træffer nogle beslutninger. Slet ikke forchromede på nogen måde, men det er dog beslutninger. Og nej (suk), måske finder jeg aldrig en kæreste? Måske skal jeg slet ikke have en kæreste? Måske får jeg aldrig lyst til sex med et andet menneske igen? Måske får jeg ikke de job, jeg gerne vil have? Måske findes de ikke på den måde, jeg tror?
Men det er altsammen - har jeg besluttet - pisseligemeget lige nu. Jeg har besluttet at gøre noget andet, end det jeg plejer. Det er utrygt, som bekendt, men det føles alt andet lige ret ok at kunne trække vejret - også ned i maven. Så det tror jeg bare, jeg begynder med.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar