tirsdag den 25. oktober 2011

Sort skærm

Haps. Så var der bid.

Pejlevognen, som - formoder jeg - for længst er smeltet om til skrot på bilkirkegården, er skiftet ud med en dørklokkestemmerperson fra DR Licenskontoret, med et mystisk, samkørt register af en art i hånden, som tilsyneladende har blinket faretruende rødt, da de finkæmmede det og nåede til denne kriminelle person.

Nuvel. Svindleren, der så godt som aldrig tænder for sit tv-apparat, skal ligesom ALLE andre medlemmer af det danske samfund selvfølgelig betale licens. Ellers er hun en: "sortseer, sortseer nu vil vi ikke lege skjul mere", som tv-spottet med Claus Ryskjær i min barndom ææ-bææ buede ud i hovedet på os, når vi sad foran flimmeren og havde skruet over på DR og var klar til at nyde noget public service Huset på Christianshavn over en skål lørdagsslik. Alternativet til Danmarks Radio var Sverige 1 (i min region) eller slukknappen. Bare lige hvis nogen skulle have glemt det.


Ok. Emnet public service er på en måde alt, alt for følsomt at kaste sig ud i. I hvert fald når det kommer til at fortolke hvad, der rent faktisk er public service? Men det er jo uanset fortolkning grunden til, at det gamle statsapparat hvert år afkræver hver eneste danske husstand 2.352 kroner (2012 priserne). Og skulle man være blevet så træt af at have gammeldags gadgets som fjernsyn eller transistor stående og spærre for udsynet fra sofaen, og dermed afskaffet dem, så er det bare ærgerligt. For nu er det moderne tider, og internettet har kastet sine trådløse tentakler ind i næsten alle danske stuer og fungerer både på computere og smartphones. Dermed: Medielicens til alle. For man kan benytte DR's produkter via netop disse genstande. På den måde, er vi uden at blive spurgt blevet tvunget ind i en butik, vi ikke har bedt om at blive lukket ind i for at bruge vores penge. Lidt ligesom med banker. Men det er en helt anden historie ...

Og inden nogen nu hidser sig helt vildt op, så vil jeg skynde mig at sige, at jeg personligt meget gerne betaler for de varer, jeg - ja..køber. Også for Borgen hver søndag - eller endnu bedre: når jeg har lyst. Jeg vil også gerne betale for at kunne browse rundt på DR k og finde gamle afsnit af Charlot & Charlotte, eller se koncertoptagelser fra Roskilde, høre radiodokumentarer og alt muligt andet. Men der er ikke nogen ekspedient, der har stillet mig spørgsmålet: Hvad skulle det være? Og det er dér, det hele knækker lidt for mig. For jeg vil egentlig helst selv bestemme, om jeg går ud af en butik med eller uden varer i hånden. F.eks. på iTunes: Somme tider køber jeg en "plade", andre gange ikke. Tænker lidt naivt, at noget tilsvarende kunne være en DR betalingsløsning?

Uanset hvordan jeg vender og drejer det, så skurrer det lidt i mig på samme måde, som når man kører en negl ned over en tavle, når emnet DR licens bliver bragt på bane. Det handler om finansiering af DR. Og sådan har det altid været - sort/hvid, farve tv eller clockradio.

Men hey - hør - hov. Hvis man som stat med opdragende funktion, som vores jo har tradition for på godt og ondt, synes, at det er en demokratisk ret at have adgang til public service udsendelser på radio og tv, så er det vel også kun rimeligt og fornuftigt, at vi kører den lille sag - vupti - ind over skatten? Helt på linje med den lige, demokratiske ret til behandling på offentlige sygehuse, adgang til læger og motorvejene ...

I stedet skal et andet tungt og temmelig sikkert dyrt, administrativt system sætte mennesker til at rende rundt som de rene Jehovas Vidner og ringe på hos tølpere, så de knækker sammen og tilstår, at de faktisk har en internetforbindelse og en bærbar, og får taget sig sammen til at oplyse DR deres kontonumre.

I banken.

Men det er jo som allerede nævnt en anden historie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Der var en fejl i denne gadget